Min veninde førte mig sammen med sin eksmand – og nu har hun fortrudt
"Da det så blev alvorligt mellem os, gik hun fuldstændig amok." I denne brevkasse spørger en læser, om hun har gjort noget forkert ved at finde sammen med sin venindes eksmand.
Min veninde var længe utilfreds med sin eksmands daværende kæreste og gjorde alt for, at de skulle gå fra hinanden – blandt andet ved at holde deres fælles børn fra ham. Det skal nævnes, at hun og hendes eksmand på det tidspunkt havde været skilt i mere end 10 år.
Jeg blandede mig ikke i hendes ageren, men hun kendte min holdning til det med at blande børn ind i en konflikt mellem forældre.
Hun sagde dengang, at hun ville ønske, at det i stedet var mig, der fandt sammen med hendes eks. Jeg kendte ham ikke og lo bare, når hun sagde det. Hun prøvede også at gøre ham interesseret i mig, men også uden held – indtil ham og jeg mødtes til deres datters konfirmation.
Her var hans forhold til den anden kvinde slut, og vi blev rent faktisk tiltrukket af hinanden. Det begejstrede i første omgang min veninde. Hun opmuntrede os til at ses i tiden efter, hvor han og jeg dog nøjes med at skrive forsigtigt sammen.
Da det kom hende for ører, at vi skrev sammen, vendte hun så pludselig på en tallerken. Hun beskyldte mig for at være en løgner og var vred over, at jeg ikke havde indvilliget hende i vores skriverier.
Da det så blev alvorligt mellem os, gik hun fuldstændig amok. Hun bombarderede mig med hadefulde beskeder, spredte rygter om, at jeg var narkoprostitueret og brugte det som begrundelse for, at hendes eks igen ikke måtte se sine børn.
Chikanen er fortsat. Børnene har dog forlangt, at de vil se deres far, så det får de lov til nu, men desværre med enorm modstand fra hendes side. Jeg er så forvirret, for først blev jeg konstant opfordret af hende til at se ham, men da det så skete, blev hun rasende.
Mit spørgsmål er: Har jeg gjort noget forkert? Og hvordan håndterer jeg der her?
- Ditte
Vibeke råder til diplomati
Annonse
Nu er det hele 10 år siden, at din veninde blev skilt fra sin mand, og når hun tilmed gentagende gange har forsøgt at lokke dig i favnen på ham, så har du i mine øjne intet forkert gjort ved at indlede et forhold til ham.
Umiddelbart kan det derfor også undre, at din veninde pludselig viser kløer, nu hun ellers selv opfordrede jer til at finde sammen. Det er jeg ret sikker på skyldes, at hendes oprindelige intention ikke handlede om at ville dig eller jer det godt, den handlede om hende, og den handlede om magt.
Din veninde lyder nemlig som typen, der kun kan fungere i en relation, hvis hun har magten i den. Her har hun sikkert forestillet sig, at det ville hun få, hvis du fandt sammen med hendes eks, for så havde hun jo hånd på rattet begge steder.
Det er selvfølgelig naivt og dumt tænkt, for naturligvis har du og din ven ret til og brug for at dyrke jeres tosomhed i fred – også for hende. Det er det, hun nu har erfaret, men ikke vil acceptere, og derfor opfører hun sig så desperat og ondskabsfuldt, som hun gør.
Mennesker som din veninde skal takles med forsigtighed, for de ønsker krig, og giver man dem den, så belønner man dem og ender med at kæmpe evigt på deres syge slagmark.
I stedet er det bedste våben en blanding af diplomati, konfliktnedtrapning og ignorance. Altså, at lade være med at hoppe på limpinden, når hun provokerer, men i stedet lade hende alene om at slås.
For når hun indser, at der ikke er nogen at slås med, så falder hun til ro eller finder andre at kæmpe med, og så har du og din kæreste Smulighed for at nyde jeres kærlighed fred – hvilket I da endelig skal gøre uden den mindste snert af dårlig samvittighed.
Skriv til Vibeke Dorph
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.