Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg så Villads, gå ud ad hoveddøren med musik i ørene. 

Han hang med hovedet og så sig ikke tilbage. 

LÆS OGSÅ

Eva Lilja Lunds hjerte blev knust af manden i hendes liv: Jeg følte mig snydt

Eva Lilja Lund troede, at 2025 skulle være året, hvor hun blev mor med den mand, hun elskede. Men i stedet blev det året, hvor hun fik knust sit hjerte i tusind stykker.

En voldsom bekymring greb mig. Jeg havde lyst til at kalde på ham, men jeg tog mig i det. Min næste impuls var at følge efter ham, men heldigvis fik jeg mine følelser under kontrol. I stedet stod jeg og så efter ham med angsten siddende i halsen.

Nogle måneder inden var jeg kommet ind på Villads’ værelse en fredag aften. Han spillede online på sin PlayStation med sin bedste ven, Jacob. Villads havde hovedtelefoner på, så jeg kunne ikke høre Jacob, men jeg kunne høre på Villads’ latter, at de havde det sjovt sammen sådan, som kun de to kunne have det.

Villads og Jacob havde lært hinanden at kende i børnehaven, og da de var startet i skole, var de kommet i samme klasse. De havde været venner siden, de var tre år, og Jacob var nu 14, mens Villads stadig kun var 13.

Jacob havde altid været en spinkel og følsom dreng. Han var klog og reflekterende, men kunne også være usandsynligt fjollet, når han og Villads var sammen. Det var de tit. Nogle gange havde jeg det nærmest som om, Jacob var vores tredje barn, så ofte var han hjemme hos os. 

Jeg holdt meget af ham, og jeg følte en stor beskyttertrang over for ham.

Jacob havde generelt svært ved at begå sig socialt. Han var et nemt drilleoffer i skolen. Villads var stort set hans eneste ven, men det havde aldrig generet Villads. Jacob kom fra en familie, der var meget anderledes end vores. 

Hans forældre var velhavende. De boede i et af de største og flotteste huse i vores by, havde to dyre biler i garagen og råd til luksuriøse ferier flere gange om året. 

Til sammenligning med dem var vores familie ret så gennemsnitlig og almindelig. Til gengæld havde vi altid prioriteret tid og overskud til vores børn. Hvad vi manglede af kvadratmeter i vores lille parcelhus, forsøgte vi altid at gøre op for med nærvær og varme. 

LÆS OGSÅ

Signe Lindkvist er ikke i tvivl: Dét er det vigtigste i mine venskaber

Tv-vært og cirkusprinsesse Signe Lindkvist knuselsker sine venskaber, og derfor er det heller ikke tilfældigt, at hun ofte ses i stærke venne-duoer – blandt andre med Iben Hjejle og Anders Lund Madsen. Men især én ting er vigtigt for hende, når det kommer til et godt venskab.

Det havde da også altid været tydeligt, at Jacob slappede af, når han var hos os.

Desværre havde det også været tydeligt, at han ikke trivedes derhjemme. Hans forældre arbejdede konstant og havde kun ganske lidt tid til deres børn, og når de endelig var sammen med dem, var det mit indtryk, at de ikke rigtigt så dem. De stillede også hårde krav til børnene. 

De skulle excellere i både sport og i skolen, og selvom Jacob var dygtig nok fagligt, var han en stille og forsagt dreng, der ikke brød sig om at gå til hverken fodbold, tennis eller optimistjolle. 

Han ville langt hellere sidde hjemme i vores køkken og spille Uno og drikke kakao. Mange andre børn med Jacobs baggrund ville sikkert have hævdet sig på baggrund af familiens overklasselivsstil, men sådan havde Jacob aldrig været. Villads’ venskab med Jacob havde for alvor lært mig, at man aldrig skal skue hunden på hårene. 

Udefra kunne Jacob ligne en, der havde alt, men i virkeligheden var han et forsømt barn. Hans hjem var et hjem med megen uro og konflikt og alt for lidt kærlighed.

Der havde været gange gennem årene, hvor jeg havde overvejet at tage en snak med Jacobs forældre for at gøre dem opmærksomme på, at Jacob mistrivedes. 

Det var især de gange, hvor Jacob havde virket kuet og ulykkelig, fordi hans far havde råbt ad ham. Faren brugte et voldsomt sprogbrug, når han skældte sin søn ud, og det gjorde han desværre ofte. 

De voldsomme skældud havde taget til gennem årene, når Jacob ikke levede op til sin fars forventninger. Problemet for mig var, at det var en virkelig svær samtale at starte med et andet forældrepar. Jeg ville nødig have, at de følte, at jeg blandede mig i deres privatliv. 

I stedet havde jeg slået mig til tåls med, at vi i det mindste kunne tilbyde Jacob et pusterum hjemme hos os.

Det var svært at få Villads til at hoppe af sin PlayStation den aften, hvor han spillede med Jacob, men den næste dag skulle vi tidligt op for at køre på tværs af landet og besøge mine forældre.

Da Villads modvilligt slap sit joystik, vidste ingen af os, at det var sidste gang, han kom til at høre Jacobs stemme. 

LÆS OGSÅ

Lisas mand svigtede hende, da hun havde mest brug for støtte - hjælpen kom fra uventet kant

Da jeg mødte Mads, følte jeg, at der langt om længe kom ro i mit liv, for Mads var en mand, der i den grad havde styr på sin tilværelse. At jeg i virkeligheden svigtede mig selv ved at gifte mig med ham, var jeg slet ikke klar over dengang. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Søndag formiddag blev jeg ringet op af Jacobs mor. Hun fortalte i en tilstand af chok og sorg, at Jacob havde taget sit eget liv dagen før. Jeg var stum af chok og fortvivlelse. En del af mig kunne ikke tro, at det var rigtigt. Jeg vendte mig mod Villads, efter jeg havde lagt røret på.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle ham, at hans bedste ven var død, og det blev den sværeste samtale, jeg nogensinde havde haft med min søn.

På vej hjem i bilen holdt jeg øje med Villads i bakspejlet. Vi havde begge grædt. Nu sad Villads og var sunket helt ind i sig selv. Jeg kunne ikke begynde at forestille mig, hvad han følte. 

Jeg havde selv et kaos af følelser, der væltede rundt inde i mig. Jeg var i chok og sorg over Jacobs selvmord. Jeg følte, at jeg burde have set det komme, og at jeg skulle have gjort noget for at forhindre det. Samtidig var jeg overmandet af en voldsom vrede mod Jacobs forældre, som jeg – rationelt eller ej – følte havde et stort ansvar for, at Jacob ikke havde trivedes. 

Jeg følte simpelthen, at de var skyld i deres søns selvmord. Det sagde jeg selvfølgelig aldrig højt til Villads eller andre. I moradset af alle mine følelser, var det bekymringen over min søns trivsel, der fyldte mest. 

Min følsomme søn havde mistet sin bedste ven på brutal vis, og jeg var skrækslagen for, hvordan det ville påvirke ham.

Den første uge efter Jacobs død holdt jeg Villads hjemme fra skole. Han lå mest på sin seng og så ud i luften. Når jeg spurgte, hvordan han havde det, kunne han enten ikke svare, eller han fortalte, at han havde svært ved at sætte ord på det. 

Selv turde jeg næsten ikke sætte ord på min største frygt. Ville Villads føle så stor en fortvivlelse, at han lod sig inspirere af Jacobs handling og tage sit eget liv?

Nogle dage efter Villads var kommet tilbage i skole, blev jeg ringet op af hans lærer og var nødt til at hente ham. 

Villads havde fået et angstanfald i klassen og var overbevist om, at han ikke kunne trække vejret. Mit eget bryst krampede sig sammen, da jeg hentede ham og holdt om ham. Jeg ville så gerne fjerne min søns smerte, men hvordan skulle jeg kunne det? 

I den næste tid blev Villads’ angstanfald hyppigere. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at skærme ham fra verden. Jeg kørte Villads til alt, ventede i bilen, til han var færdig, og kørte ham hjem igen. 

Jeg gik som en rastløs kat frem og tilbage foran hans dør, når han var hjemme, og så snart jeg så ham, gjorde jeg, hvad jeg kunne, for at få ham til at tale om sine følelser. Jeg satte skrappe regler op for, hvor Villads kunne gå hen og hvornår, han skulle være hjemme. 

Jeg ville have den fulde kontrol over mit barns liv.

Min mand delte min bekymring for Villads, men efter de første par uger, syntes han, at jeg gik for langt. Han mente, at jeg måtte give slip på Villads. Jeg prøvede at forklare ham, at jeg hver eneste nat vågnede af angst for, at Villads havde taget grundlæggende skade af at opleve Jacobs død. 

LÆS OGSÅ

Jeg skammer mig over at være irriteret på min gamle far

En læser føler sig uretfærdigt behandlet af sin far, og desuden er han grænseoverskridende. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Kun sjældent indrømmede jeg, at min dybeste angst var, at Villads også ville tage sit eget liv.

Den angst overtog mit eget liv. Jeg måtte søge om orlov fra mit arbejde med begrundelse om, at Villads havde brug for mig, men i virkeligheden var jeg ikke selv i stand til at overkomme hverdagen. Jeg følte, at noget frygteligt ville ske, hvis jeg slap Villads af syne så meget som et øjeblik. 

De tidspunkter, hvor jeg af den ene eller anden grund, var nødt til at give slip på ham for en kortere bemærkning, følte jeg mig uansvarlig. 

Nu, hvor jeg ikke havde kunnet redde Jacob, måtte jeg for hver en pris sørge for, at intet tilstødte Villads.

Min angst og bekymring kulminerede, da Villads klasse skulle på lejrtur. Klassen skulle være væk i en uge. Tanken holdt mig vågen om natten. Jeg var bange for, at Villads ville føle sig alene, eller at han ville få et angstanfald. 

Jeg nedlagde forbud mod, at Villads tog med. Det var Villads selv, der måtte tale mig til fornuft. Langsomt, men støt, havde han fået det bedre. Det var faktisk længe siden, han havde haft et angstanfald, mindede han mig om. 

Han savnede Jacob, men han havde fundet fred med, at Jacob var død. 

Det gik modvilligt op for mig, at Villads havde ret. Jeg havde været så optaget af mine bekymringer, at jeg ikke havde lagt mærke til, at min søn var kommet igennem sorgen på sin egen måde og ved egen hjælp.

I dag ser jeg tydeligt, at jeg følte stor skyld over, at jeg ikke havde kunnet redde Jacob. Skylden og angsten fik mig til at holde alt for fast på Villads. 

Jeg tænker stadig ofte på, hvor stort et tab, det var, at Jacob tog sit eget liv. Det vil altid være en del af Villads’ livshistorie, at han mistede sin bedste ven i så ung en alder. Men Villads har udviklet sig til at være en ansvarsfuld og empatisk ung mand, jeg kun kan være stolt af – og selvstændig. 

For i sidste ende måtte jeg genfinde min tillid til verden og give slip på ham, så han kunne stå på egne ben. Vi mindes stadig Jacob ved ofte at tale om ham. 

Vi har også et foto stående af ham i vores stue. 

Han vil altid være en del af os, men vi skal også leve vores liv videre i de levendes verden. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.