Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lisa opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg stod udmattet i et gammelt joggingsæt i min fars efterladte lejlighed og var ved at fylde endnu en skraldesæk med hans alt for store samling af ubrugelige ting. 

Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde spist, eller hvornår jeg sidst havde sovet en hel nat. 

LÆS OGSÅ

Anna Thygesen fik scannet sin ryg – nu har hun et vigtigt budskab til kvinder om træning

Anna Thygesen døjede i en længere periode med rygsmerter, og derfor anskaffede hun sig en personlig træner. Generelt tror hun på, at man skal søge hjælp og gøre noget ved det, hvis man har enten fysiske eller psykiske skavanker.

Min telefon bippede. 

Det var en sms fra min mand, Mads, der snart stod til at blive min eksmand. Mads var utålmodig. Han skrev, at han ville have gang i vores bodeling, og det måtte gerne være nu.

Jeg mærkede en udmattelse overvælde mig. Jeg havde aldrig følt mig så alene i mit liv som nu. Jeg kunne virkelig godt bruge både en kærlig håndsrækning og en pause, men jeg kunne ikke se, hvor nogen af delene skulle komme fra. Jeg havde troet, jeg kunne stole på min mand. I stedet havde han svigtet mig.

Det var to uger siden, jeg havde modtaget beskeden om, at min far var død. Hans hjemmehjælper havde fundet ham. Min far havde været lidt af en særling, som jeg kun havde haft sporadisk kontakt til, siden jeg var barn, men jeg var den eneste pårørende. Jeg var enebarn, min mor døde, da jeg var 18, men dengang havde mine forældre allerede været skilt i mange år, og min mors ustabile livsstil havde tvunget mig til at blive tidligt selvstændig. Nu var der kun mig til at rydde op efter min samler-far. Jeg var ikke uvant med at være alene og klare mig selv. Og så alligevel.

Dengang, jeg mødte Mads, havde jeg for første gang i mit liv følt, at jeg hørte til et sted. Jeg var 29, han var 36. Han var netop blevet skilt fra sin første kone, og jeg var flyttet ind i hans hus. 

Det, der tiltrak mig ved Mads, var, at han var en rigtig voksen mand, der havde et hjem. Han havde faste rammer, og da jeg flyttede ind, blev hans hjem til mit hjem. Jeg blev hurtigt gravid med vores søn, og for første gang i mit liv havde jeg et stabilt hjem og en familie. Selvom min egen barndom havde været rodløs som resultat af min flippede mors skiftende kærester og mange flytninger, faldt jeg nemt til ro i mine nye rammer. Det var et langt mere konventionelt liv, end jeg nogensinde havde været vant til. Efter vores søn var født, fik Mads og jeg to døtre. 

Blandt mine venner gik jeg for at være den, der havde styr på tingene og aldrig manglede noget. Den, der boede i det store hus og havde overskud.

Jeg gik hjemme i et par år og fik derefter et deltidsjob i en børnehave, så jeg stadig kunne være der for børnene, mens Mads arbejdede fuld tid og tjente langt de fleste af vores penge. Jeg var meget alene om børnene og husholdningen, men jeg havde på den anden side altid været vant til at klare mig selv.

Vores liv fungerede, og jeg undertrykte erkendelsen om, at forholdet mellem Mads og mig blev mere og mere distanceret. Jeg fortalte mig selv, at man ikke kunne få alt. Jeg manglede jo vitterligt intet, og selvom Mads ikke var kærlig af natur, var han tydeligvis stolt over at have en smuk og yngre kone.

LÆS OGSÅ

Kender du 50-30-20-reglen? Anna-Sophie mener, den kan sikre din økonomiske fremtid

Flere af os burde have et nytårforsæt, der handler om at snakke om penge og optimere sin økonomi, mener Anna-Sophie Hartvigsen fra Female Invest. Hun kommer her med tips til, hvordan du kan få bedre styr på dine budgetter og investeringer i 2024.

Da Mads begyndte at løbe i en løbeklub, havde jeg ingen anelse om, hvad det ville lede til. Selvom vi ikke havde det tætteste ægteskab, kom det bag på mig, da han kom hjem en dag og sagde, at han ville skilles. Han havde mødt en kvinde på sit løbehold, de var blevet dybt forelskede, og han ville nu dele sit liv med hende.

Der var en vis ironi i, at hun var 29 præcis, som jeg havde været det, da jeg mødte Mads, der nu var 50. Bruddet vendte mit liv og min selvforståelse på hovedet, og jeg blev angst for igen at ende i en rodløs og forvirrende livssituation. Jeg følte heller ikke, at jeg kunne genkende Mads. Mellem linjerne forstod jeg, at han allerede havde set den nye kvinde i noget tid, og jeg havde svært ved at komme mig over svigtet.

Det var to uger efter Mads’ afsløring, at jeg modtog nyheden om min fars død, og tæppet endnu engang blev revet væk under mig følelsesmæssigt. Jeg havde ingen forhåbninger om, at Mads ville afblæse skilsmissen, men jeg forventede, at han ville udvise medfølelse med min situation og sætte skilsmisseprocessen på pause, så jeg kunne komme igennem den første sorg, få ryddet ud i min fars hjem og finde fodfæstet igen, inden jeg skulle igennem den næste store omvæltning med at finde en lejlighed til mig og børnene. Men Mads var hverken til at hugge eller stikke i.

For ham kunne skilsmissen ikke gå hurtigt nok. Han ville videre med den nye kæreste – også selvom vores søn var rasende på ham og ikke ville tale med ham. Med tiden lærte jeg, at Mads her viste sit sande ansigt, og for anden gang inden for kort tid viste han, hvor rede han var til at svigte mig.

Jeg gik ind i den sværeste tid i mit liv. Jeg var ulykkelig over tabet af mit familieliv og sorgen over min far, og samtidig skulle jeg være der for mine børn og planlægge min fremtid, mens ingen var der for mig. Jeg tumlede retningsløst gennem dagene, mens jeg fik gjort det nødvendige. 

Jeg ledte efter en ny bolig, men da det endelig lykkedes mig at finde en lejlighed, gik det endnu engang op for mig, hvor alene jeg var. Lejligheden krævede et indskud, som jeg ikke havde råd til at betale. 

Mads mente, at han allerede betalte nok, eftersom han skulle betale mig børnebidrag. Den eneste i min familie, der havde penge, var min fars søster, som jeg aldrig havde haft et forhold til, men det siger noget om min desperation, at jeg sendte hende en e-mail og spurgte, om hun ville låne mig pengene. Hendes svar var hårdt. Hun skrev, at hun mange år forinden havde afskrevet sin bror, og at hun derfor ikke anså os som værende i familie.

På trods af Mads’ massive svigt, blev det min ukendte fasters e-mail, der for alvor slog mig omkuld, men den blev også et vendepunkt. Jeg genkendte den følelse, jeg sad tilbage med efter, jeg havde læst den. Det var følelsen af et dybt svigt. Mine forældre havde aldrig været der for mig, Mads havde svigtet mig ved at smide mig ud, min faster havde ikke hjulpet mig. Jeg havde kun mig selv tilbage, og det var skamfuldt at indrømme.

En aften indrømmede jeg det alligevel over for en veninde, Hanne, da vi havde fået et par glas vin. Hun så himmelfalden på mig. Hun ville da gerne hjælpe mig, udbrød hun. Det var aldrig faldet mig selv ind at række ud i min omgangskreds. Hanne kunne ikke låne mig pengene til lejligheden, men hun foreslog, at vi sammen kontaktede kommunen for at få hjælp til min boligsituation.

Jeg havde aldrig forestillet mig at flytte ind i et socialt boligbyggeri, men den lejlighed, børnene og jeg fik mulighed for at leje, var både pæn og ordentlig og til at betale. Hanne hjalp mig med at indrette den, og henad vejen kom også et par andre veninder ombord og blev en del af den lille gruppe af mennesker, jeg forsøgsvist lænede mig op ad. En aften, da jeg stod alene i lejligheden, efter mine venner var gået, slog en afgørende tanke mig. 

I alle de år, hvor jeg havde hægtet mig på Mads i angst for at blive svigtet igen, som jeg var blevet svigtet af mine forældre, havde jeg svigtet mig selv. Mads gav mig økonomisk stabilitet, men han havde aldrig givet mig det, jeg havde mest brug for; en tryg og ægte kærlighed. Jeg havde svigtet mig selv ved at gå på dagligt kompromis i et kærlighedsløst ægteskab, fordi min opvækst havde fået mig til at tvivle på, om jeg var værd at elske. 

Det er det, et svigt gør, tænkte jeg, mens jeg så ud på boligblokken over for. Det får dig til at tro, at du ikke for alvor fortjener kærlighed.

LÆS OGSÅ

Lotte Kaa Andersen har en særlig fantasi efter overgangsalderen – og hun tror ikke, hun er alene

Hun kalder overgangsalderen en eksistentiel lammer – en hudløs tid, hvor man bare drømmer om det enkle liv. Og der får man brug for en kæde af kvinder, siger forfatter Lotte Kaa Andersen, der selv har forsøgt at skabe den kæde med sin nye bog, hvor hun har interviewet andre kvinder om overgangsalderen. Her fortæller hun om at blive hårdt ramt af symptomer, hun aldrig havde hørt om, og om at blive reddet af et tip fra sin yndlingsforfatter – i ALT for damerne.

Efter mine venners hjælp var jeg allerede ved at begynde at forstå, at jeg ikke altid behøvede gøre alt alene. Nu forstod jeg også, at jeg var færdig med at lade mig svigte – og ikke mindst færdig med at svigte mig selv. 

Jeg begyndte at spare penge op, og jeg lagde en plan for, hvordan jeg selv kunne skabe stabilitet for mig selv og mine børn. Min vennekreds blev min nye familie. Den bestod af mennesker, jeg for alvor vidste, at jeg kunne stole på. Langsomt begyndte jeg at lægge fortiden bag mig og stole på, at jeg selv var værd at satse på.

Det er nu syv år siden, jeg stod i min fars lejlighed og lod mig stresse over, at Mads ville have mig skiftet ud med en yngre model. 

Det er syv år siden, at jeg følte, at det liv, jeg dengang havde, var det, jeg var værd. Dengang vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle klare mig, men i dag ser jeg helt anderledes på den periode. I dag forstår jeg ikke, at jeg ikke selv gjorde en ende på mit ægteskab noget før. Det gav mig selvtillid at klare mig gennem den sværeste tid i mit liv og se mig selv og mine handlemønstre i øjnene.

Det skader heller ikke, at jeg henad vejen mødte den dejligste mand, som jeg i dag deler livet med. Vi har begge børn fra vores tidligere forhold, så vi har valgt ikke at bo sammen i hverdagen. 

I stedet har vi sammen købt et sommerhus, hvor vi er så meget som muligt – både os to alene og med vores fælles børn. Den nye kærlighed har tilbagevist al den tvivl, jeg havde på, om jeg var værd at elske, og jeg har endelig kunnet lægge tiden med svigt og kompromiser bag mig. 

I dag har jeg et liv, hvor jeg tror på mig selv, og det har været afgørende for, at jeg både har haft noget at give til min kæreste og til mine børn. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.