Hvordan er man en god ven? Og
hvorfor er de egenskaber vigtige?
– Jeg synes, man er en god ven,
hvis man er opmærksom. I min verden kan det være både fysisk opmærksomhed,
altså hvis man husker at kramme og pusse lidt om hinanden, men det kan også
være ved de små ting, som at huske hinandens vigtige mærkedage og fødselsdage. Og
så er man en god ven, hvis man er til stede, selvom man har en hård periode. Det vigtigste er at
signalere og vise, at man altid vil være der og stå klar. At man ikke siger, ”Jeg
står klar med en kop kaffe, hvis du har brug for det”, men i stedet
siger ”Her er jeg nu med to kopper kaffe”. At man som ven ved, hvad den anden
har brug for.
Hvilken ven er du?
– Jeg synes selv, at jeg er en sjov
og festlig ven, og så er jeg en ven, som kommer med noget. Jeg er typen, som
gerne arrangerer en middag eller en tur for mange af mine venner. Så jeg er ikke en specielt passiv ven,
selvom der helt klart er perioder, hvor jeg selv synes, jeg er federe, sjovere
og har mere overskud end andre. Jeg prøver at prioritere mine venskaber meget
og være aktiv i mine relationer, så de ikke bare glider hen.
– Jeg vil sige, at udover mit barn,
så er mine venner nærmest det bedste, jeg ved. Jeg holder utroligt meget af at
være sammen med mine venner, og det behøver på ingen måde at være fint og flot,
når vi ses. Det er ofte bare et opkald, hvor jeg lige tjekker ind, hvordan det
går. Jeg er heller ikke bleg for at fortælle mine venner, at jeg tænker meget
på dem, selvom jeg måske har travle perioder, hvor jeg måske ikke rækker lige
så meget ud.
Hvad er det vigtigste i et
venskab?
– Jeg synes, at det vigtigste i et
venskab er, at man på en eller anden måde har et ligeværdigt venskab. At man
begge to føler, at man vil venskabet, og at begge byder ind. Jeg har f.eks. en ven,
som for noget tid siden sagde, at han nogle gange får stress af mig, fordi han
synes, at jeg er så aktiv. Der blev jeg nødt til at sige til ham, at det skulle
han ikke få, for jeg synes, at han er perfekt, som han er. Og så er det ligesom
ovre, og bekymringen er løst.
– Hvis man har et venskab, hvor den ene hele
tiden har dårlig samvittighed, så tror jeg, det er vigtigt, at man får det
snakket ud, så man får et mere ligeværdigt venskab og er enige om, hvordan man
er venner.
Har du nogensinde mistet forbindelsen
til en god ven?
– Det har jeg da, men ikke nogen,
som har gjort vanvittigt ondt. Der er helt klart sådan nogle skolekammerater,
som jeg ikke ser mere. Men jeg vil sige, at jeg nærmest har haft alle mine gode
venner i over 30 år og er ret god til at holde fast. Mange af mine nye venner møder jeg oftest gennem arbejde – og dem er jeg også sindssygt glad for.
Generelt vil jeg sige, at jeg har virkelig mange gode venner, og jeg føler mig
meget privilegeret.
Hvornår har du haft brug for
en god ven?
– Jeg har brug for en god ven hver
dag. Jeg taler nærmest med en ven hver evig eneste dag, og det kan være om alt
fra en stor tvivl, jeg står i, økonomi eller arbejdsspørgsmål til, hvilken kjole
jeg skal have på eller det gode knaldtilbud i netto. Jeg bruger mine venner utroligt
meget, og jeg har f.eks. allerede talt med to venner i dag – og klokken er kun
13:36.