Lise-Lotte fra tv-programmet 'Hotel Romantik'

Lise-Lotte fik et chok, da hun så sin date – og så blev det værre

Da Lise-Lotte Bak skulle mødes med en mand fra en datingside, fik hun et kæmpe chok. Og så blev det værre.

alt.dk logo

– Så ser jeg manden, der kommer gående. Jeg tænkte, Lise-Lotte, hvad fanden har du gang i? Det var tyve år gamle billeder, han havde brugt.

Sådan fortæller Lise-Lotte Bak i ALT for damernes podcast ’Skål Søster’.

For omkring ti år siden var hun blevet nysgerrig på at date igen, efter hun havde fået et meget direkte spørgsmål fra sit barnebarn.

– ”Mormor, hvorfor har du ikke en kæreste? Du spiser alene, og du sover alene, er det ikke kedeligt?" spurgte hun. Så tænkte jeg, jo det er sgu egentlig lidt kedeligt, fortæller Lise-Lotte.

På en datingside skrev hun med en mand, som hun senere også begyndte at tale i telefon med.

– Han virkede rigtig sød, og jeg så nogle billeder af ham, hvor jeg tænkte yes, siger Lise-Lotte.

Manden boede ikke langt væk, og derfor aftalte de at mødes på en café. Men på vej derhen så hun daten komme gående.

– Jeg tænkte, Lise-Lotte hvad fanden har du gang i? Det var tyve år gamle billeder, han havde brugt. Men fordi jeg er sød, var jeg nødt til at gå ind og mødes med ham, fortæller hun.

Dæmp dig

Da snakken begyndte at køre, gik tingene endnu værre.

– Han fortalte meget om sin ekskone. Og hver gang han skulle sige noget negativt om hende, så råbte han, hun var virkelig en DUM KÆLLING, siger Lise-Lotte.

De andre gæster på cafeen kiggede over på parret, fordi han råbte skældsordene så højt.

– Jeg var nødt til at sige, "dæmp dig, det er jo mig, de tror, du sidder og taler så grimt til," fortæller hun.

Da daten skulle på toilettet, så Lise-Lotte sin mulighed for at komme væk. Hun lagde nogle penge for sin kop kaffe, og da daten kom ud, sagde hun, at hun havde lidt travlt og var nødt til at gå.

– "Det kan du ikke, for nu har jeg lige købt mad til os," sagde han så. Så jeg var nødt til at blive der to timer mere, griner Lise-Lotte.

Lyt til hele snakken i 'Skål Søster', hvor Lise-Lotte Bak også fortæller om andre tidligere datingoplevelser – og hvad hun tænker om mændene i programmet 'Hotel Romantik'.