Ole døde på en forårsdag, én af de dage, hvor gaderne vrimler med folk, som spiser is og nyder solen. Men Ulla så ikke solen. 

– Jeg forstod ikke, hvordan verden bare kunne fortsætte, når jeg lige havde mistet min mand, husker hun. 

Ulla Johannsens mand, Ole, tog sit eget liv som 47-årig og efterlod Ulla og deres tre børn, Irene på 15 år, Anders på 22 og Peter på 24. Selv om Ole døde i 1992, og Ulla i dag er 78 år, husker hun den frygtelige dag i detaljer. Men det blev ikke sidste gang, døden rakte ud efter hendes nærmeste. 

Ulla kan præcist udpege det sted i haven, hvor hun i 2001 fik øje på de to politibetjente, som kom for at fortælle, at Anders var død af en overdosis. 

LÆS OGSÅ

Esthers søn blev dræbt i Fields – men hendes datters ord har forandret sorgen

Esther Leurans 17-årige søn var den ene af de tre, der blev dræbt af en psykisk syg mand ved skyderiet i indkøbscenteret Fields den 3. juli 2022. Siden har hun gennemlevet en svær sorgproces, men datterens ord har hjulpet hende med at finde et rum, hvor hun kan være sammen med sin søn.

Hun kan også i detaljer berette om den nat i 2022, hvor hun modtog et opkald fra sygehuset i Sønderborg om, at Peter var død efter fem års sygdom. 

Sorgen overmandede 

I årevis havde Ulla lukket ned for sorgen, men efter Peters død kunne hun ikke mere. 

– Jeg ville så gerne være der for min datter og mine børnebørn, men jeg var så trist og tynget af sorg. Alt kunne være lige meget, og daglige gøremål blev uoverskuelige, husker Ulla, som tilbragte dagene i sofaen i det sommerhus uden for Børkop, som hun og Ole købte ti år før hans død. I dag sidder Ulla i det samme sommerhus, men med et Til salg-skilt ved indgangen. For hun skal videre. Planen er Fredericia, hvor hendes datter og to børnebørn bor. 

Ved sin side har hun Dorte Bro, som er hypnotisør og forandringscoach, og det var netop mødet med hende, som fik Ulla til at fokusere på en lys fremtid i stedet for en mørk fortid. 

– Jeg oplevede en kvinde, som ikke havde lyst til at være her længere, hvis hun ikke fik det bedre, fortæller Dorte om sit første møde med Ulla, som konstaterer: 

– Jeg har været igennem den lidelse, som jeg skal igennem. 

LÆS OGSÅ

Lisa opdagede sin mands utroskab - men så ramte tragedien

Selvom jeg havde min del af ansvaret for, at mit ægteskab hang i laser, så gjorde jeg intet for at redde det. Først da en tragedie nær havde ramt mig, forstod jeg, hvor dyrebar kærligheden er, og hvor meget vi skal passe på den og hinanden. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Oles plagede sjæl 

Ulla blev født uden for ægteskab og voksede med egne ord op som et barn, der helst ikke skulle ses. Som følte sig uønsket. 

– Hele min opvækst var jeg vant til ikke at gøre væsen af mig, og i mit ægteskab var det min mand, der fyldte, mens jeg var hans kedelige og stille kone, fortæller hun. 

Ulla mødte Ole på et dansested i Fredericia, og de blev gift i 1966. Hun kalder ham sit livs kærlighed, men også en plaget sjæl. Som 14-årig fandt han og tre kammerater nemlig en glemt granat på fælleden uden for byen, som eksploderede. Oles venner døde i ulykken, og selv kom han sig aldrig over tragedien. Et år senere var han indlagt på psykiatrisk afdeling og fik elektrochok, men derudover fik han ingen hjælp. 

– Han ville ikke tale om det, og jeg kunne ikke få ham til at søge hjælp. Han fik det værre med årene og selvmedicinerede med piller og spiritus. Det gjorde ham ikke nemmere at være sammen med, konstaterer Ulla. 

Ole var ansat i militæret, og da familien boede i en tjenestebolig, fik Ulla og Irene, det sidste hjemmeboende barn, tre måneder til at finde et nyt hjem, da han døde. 

– Jeg havde tre job for at klare mig. Min mands indtægt var væk, og der skulle mad på bordet, så jeg måtte gøre mig hård og komme videre, fortæller hun. 

Stjal mors bil 

Ulla og Irene kunne godt tale om sorgen, men Ullas sønner var ikke gode til at sætte ord på, og det fik konsekvenser. Det var Anders, som fandt Ole efter selvmordet, og han havde det så svært, at han fulgte sin fars eksempel og selvmedicinerede med stoffer. 

– Jeg spurgte engang Anders, hvordan han kunne fravælge sin søn og resten af familien for stofferne, og han svarede, at hvis man én gang har prøvet det sus, tænker man ikke på andet, fortæller Ulla. 

LÆS OGSÅ

Min datters bordplan gjorde mig så ulykkelig

Til vores barnebarns konfirmation blev min mand og jeg placeret langt væk fra konfirmanden sammen med resten af den tætte familie. To vennepar sad derimod tættere på vores barnebarn. Jeg er siden hen kommet til at nævne over for min datter, hvor ulykkelige vi var pga. bordplanen. Hun blev rasende, og vi har stort set ikke talt sammen siden, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

– Da var jeg klar over, at han aldrig ville komme ud af sit misbrug. Det var frygteligt for ham. 

Anders røg ind og ud af fængsler og arresthuse. Han var hjemløs og stjal Ullas bil, som han boede i. Hun forsøgte at hjælpe, men i 2001 døde Ullas søn af en overdosis. Han var indlagt på den lukkede afdeling, og Ulla havde besøgt ham dagen før, hvor de havde hygget sig. Men nogen havde smuglet stoffer ind til Anders. Han blev 31 år og efterlod sig en søn på seks år. 

Sygdommen ramte 

– Jeg var i chok og forstod ikke, at Anders var død. Det var så uvirkeligt at se ham i kisten. Jeg var sikker på, at han ville rejse sig og sige: ”Ha’, der snød jeg jer!” Han kunne godt lide at lave sjov, fortæller Ulla. 

Men Anders rejste sig ikke. Han blev bisat ved siden af sin far. 

– Anders var en god dreng, men han havde en hård bagage. I dag ser jeg på misbrugere som mennesker med en barsk historie, og det er hårdt at opleve, at mange er så fordømmende, understreger hun. 

Efter Anders’ død pakkede Ulla atter sorgen væk og rettede blikket fremad. 

– Jeg har altid taget livet, som det kom, og jeg holdt op med at have forventninger, for de blev aldrig indfriet, siger hun. 

Og der var da også mere sorg i vente. Ullas ældste søn, Peter, blev i 2016 ramt af kræft og kæmpede i fem år, før han døde i marts 2021, fire dage efter sin 54-års-fødselsdag. Også han efterlod sig en søn. 

– Da han fik diagnosen, tænkte jeg, at jeg også ville miste ham. Jeg var bange for, hvordan jeg ville reagere, siger Ulla. 

Sig nej! 

Efter Peters begravelse faldt Ulla sammen. Hun havde forladt arbejdsmarkedet og havde tid til at tænke. På et tidspunkt henviste lægen hende til psykolog, men Ulla syntes ikke, at samtalerne bragte hende videre. Lægen foreslog derefter hypnose og gav Ulla nummeret til Dorte Bro. 

– Jeg vidste, at jeg blev nødt til at gøre noget, hvis jeg skulle få det bedre, konkluderer Ulla. 

Der gik alligevel et år, før hun tog sig sammen til at kontakte Dorte Bro sidste år. Men gennem hypnose og samtaleterapi fik hun endelig bearbejdet sin sorg og de svære ting i sit liv. 

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

– Jeg fik modet til at sige fra over for mennesker, som ikke har behandlet mig ordentligt. Jeg har altid følt, at jeg var i vejen, så det føltes godt endelig at sige fra, påpeger Ulla, som blandt andet har fået talt ud med sin søster. 

Stakken af billeder foran hende vidner om et langt liv med mand, tre børn og fire børnebørn, og i dag fylder billederne hende med glæde og taknemlighed i stedet for tristhed og sorg. 

Liv i øjnene 

– Tidligere fokuserede jeg altid på det negative, men nu tager jeg mig selv i at nynne med på en melodi i radioen. Jeg fravælger det, som gjorde mig ondt, og tilvælger de gode oplevelser, og samtidig får jeg mere overskud til at være noget for andre, forklarer Ulla. 

– Ja, du har lært at vælge de gode stunder til og kan bruge den kærlighed, du har haft i dit liv, til at styrke og hjælpe dig videre, siger Dorte og lægger hånden på Ullas arm, mens hun tilføjer: 

– Kærlighed og sorg hænger uløseligt sammen. Havde du ikke oplevet kærlighed, havde du heller følt sorgen. 

Ulla nikker. 

– En kvinde i min bridgeklub har sagt, at der er kommet liv i mine øjne, smiler hun. 

Ud over bridgeklubben arbejder hun i Mødrehjælpens butik, og juleaften var hun og Irene frivillige ved et arrangement for udsatte borgere.

 – Jeg har et godt liv og gør de ting, som giver mig glæde. Jeg er taknemmelig for det, jeg har. Det er aldrig for sent at få et godt liv, siger Ulla og smiler til Dorte. 

– Det kan jeg skrive under på.