Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sara opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Takket være min mands arbejde, havde vi haft mulighed for at udleve en stor drøm og bo i en længere periode i Sydspanien. 

Det havde været fantastisk, men efter fem år valgte vi at flytte hjem igen. 

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

For vores børn skulle starte i skole og trods al den sydlandske charme, så savnede vi også Danmark, vores familier og de lidt mere velordnede forhold ikke mindst.

Inden vi rejste hjem, holdt vores spanske naboer en spontan afskedsfest for os. Alle dukkede op med vin og mad, og det kom som sædvanlig ikke til at gå stille for sig.

Da vi var hjemme i Danmark igen, var der til gengæld pludselig meget stille i det parcelhuskvarter nord for København, vi flyttede ind i. Hvor vi havde været vant til, at man i det sydspanske talte med alle, man mødte på sin vej, så havde vi stort set ikke andet end at nikket til vores nye naboer, inden de forsvandt ind i deres biler eller huse.

Vi vidste selvfølgelig godt, at vejret spillede en rolle for lysten til at stå og sludre ude på vejen, og når solen endelig skinnede nød folk at slappe af i deres haver bag ligusterhækkene. Vi savnede alligevel lidt mere af det liv, der havde været i Spanien, og vores unger savnede især nogle andre børn at lege med.

Da sommeren nærmede sig, blev vi derfor enige om, at vi i det mindste selv kunne forsøge at skabe den ”gang i gaden” vi savnede. Inspireret af vores spanske naboer, lavede vi en spontan invitation og smed dem i alle postkasserne på vejen. Vi skrev, at hvis folk havde lyst til, at vi lærte hinanden lidt bedre at kende, så skulle de møde op ude på vendepladsen om et par weekender med en klapstol til sig selv samt mad og drikkevarer til en fælles buffet.

Dagene gik, og vi hørte ikke én lyd fra nogle af de 10 husstande, vi havde smidt invitationen ind hos. 

Vi var nærmest deprimerede over den manglende interesse og var tæt på at opgive, da en mand bankede på vores dør en aften. Han fortalte, at han og hans kone havde boet på vejen i 25 år. I mellemtiden var der sket et så stort generationsskifte, at de knapt anede, hvem der boede ved siden af dem længere. 

Nu ville han lige benytte anledningen til at hilse på os og sige tak for initiativet. Han og hans kone ville hellere end gerne komme til vejfesten.

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

Nu blev vi så nødt til at holde festen, men da vi lørdag eftermiddag gik i gang med at rigge et par borde til ude på vendepladsen – heldigvis i solskin – virkede det nærmest omsonst. 

For vi havde ikke hørt fra flere og kunne jo derfor lige så godt sidde inde i vores have og bide ydmygelsen i os. Men nu, hvor vi havde sendt alle de åbne invitationer ud, kunne vi ikke lave planerne om.

Da tidspunktet nærmede sig, dukkede der til vores lettelse et par andre naboer op med fade, vin og stole under armene – og lidt efter fulgte flere. Til vores overraskelse endte vi med at sidde godt og vel 15-20 børn og voksne omkring det interimistiske langbord ude på vendepladsen. 

Alle blev hurtigt enige om, at vi danskere bare ikke var gode til at tage den slags initiativer til at samle folk – men de roste os, fordi vi alligevel havde haft modet til det. For når det kom til stykket, savnede alle jo dét liv og det sammenhold, sådan en fest kunne give os.

Efter maden gav ungerne sig til at spille bold, mens vi voksne blev siddende i den lune sommeraften og lærte hinanden bedre at kende. 

Måske tiltrukket af stemmerne og latteren, dukkede der flere op. De kom ud fra deres huse og fik et glas vin sammen med os andre, som jo også kun lige var ved at lære hinanden at kende. Alle endte med at være enige om, at det havde været et fantastisk godt initiativ, og at vi var nødt til at gentage det.

Siden er der også kun kommet mere liv i kvarteret. For selvom vi stadig ikke render hinanden på dørene, så hilser vi og sludrer hyggeligt med vores naboer. 

Det er jo også det, der skal til, før man for alvor føler sig rigtigt hjemme – uanset hvor i verden, man bor. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.