Fyns oversete perle: Assens rimer på Italien

Fyns oversete perle: Assens rimer på Italien

Når turister besøger Fyn, drager de ofte sydpå eller til hovedbyen Odense. Men vi er taget til to byer i Assens Kommune, hvor spændende oplevelser venter. Vi lægger ud med et vildt besøg hos Frederik Ernst, "den ekstravagante fabrikant fra Assens".

hjemmet logo farve

En italiensk have med søjler, skulpturer og udsøgt beplantning i en baggård midt i den lille fynske by Assens?

Det er ikke uden skepsis, at vi ad hyggelige gader med velbevarede byhuse nærmer os Østergade 57. Her byder Tea Dahl Christensen og Margit Damkjær Schmidt os velkommen, og vi opdager, at vi står i det fineste grønne åndehul.

Haven er en del af Museum Vestfyns afdeling Museum ERNST og er en genskabelse af en gammel have etableret af en af byens sønner, sølvvarefabrikant Frederik Ernst (1892-1976).

Det et dyr, det er dejligt

Fra Assens by kører vi gennem det blide fynske landskab til en anden af kommunens byer, Vissenbjerg. Terrariet Reptile Zoo rummer en af Skandinaviens største samlinger af krybdyr og padder. 

Terrariet blev etableret i 1973 og har siden gennemgået en enorm udvikling, som slet ikke er slut endnu. Vi gisper over velvoksne slanger – en anakonda, så vi ikke sådan en i en gyserfilm? Vi røres over skildpadder i alle størrelser. Og gekkoer, leguaner og nuttede frøer. 

Det er bare spændende at studere dyrene tæt på. En lille vims surikat tager en ridetur på ryggen af en kæmpe afrikansk sumpskildpadde. Mens en næsehornsleguan gør sig stor og farlig i baggrunden, viser dyrepasser Signe Kristiansen os en stråleskildpadde. 

– Arten lever i Madagaskar, men mange ender desværre i Asien på grund af deres flotte skjold og det eftertragtede kød, fortæller hun. 

Den er kun en af verdens mange truede dyrearter. Heldigvis deltager Terrariet i Vissenbjerg i lighed med andre zoologiske haver i internationalt samarbejde om at redde dyrene. Udover de levende dyr, har Terrariet netop åbnet en ny udstilling om istidens dyr, hvor man kan blive klogere på dyrenes liv i en verden præget af kulde, is og sne.

Det et dyr, det er dejligt

Tea, der er museumsinspektør, har ved hjælp af bl.a. gamle fotografier forsket sig frem til, hvordan haven så ud i Ernsts tid. Margit har gravet og plantet og er den, der har fingrer og redskaber i jorden til hverdag.

– Haven var tidligere vokset virkelig voldsomt til, underdriver Margit.

Tea smiler:

– Ja, det var den, og Margit gravede rub og stub op og var meget omhyggelig med at fjerne selv den mindste rod!

Margit, der er 61 år, har været museumsassistent i 25 år. Kroppen kan gøre ondt, men haven skal passes.

– De nye planter er fra den tid, hvor Ernst anlagde haven. De er sværere at holde end moderne planter, for de gamle sorter er ikke så modstandsdygtige, og nogle gæster bemærker, at for eksempel roserne ser lidt tynde ud, siger Margit.

Frederik Ernst i sin dagligstue.
Frederik Ernst i sin dagligstue.

Indtil videre står museet fast på at bevare de historiske planter. At Margit holder af haven, er der ingen tvivl om. For hun ærgrer sig over, at Hjemmet lægger vejen forbi, mens den ikke står i fuldt flor.

Tea indskyder:

– Det er nu ikke alene haveentusiaster, der nyder Ernsts Have. Haven er jo åben for alle, også selvom man ikke vil betale entre til museet, og mange medbringer en picnickurv, som de nyder i de rolige omgivelser. Andre foretrækker at holde en pause på Cafe Ernst.

Elskede det skønne

Indenfor i museet venter en enestående og overvældende oplevelse. Først dansk industrihistorie om en virksomhed, der voksede fra et værksted, hvor sølv blev formet på en esse af smeden til en fabrik, der knopskød med moderne maskiner og mange ansatte. Ansatte, der kunne spise deres madpakker – og gå på latrin – i gården mellem bygningerne, hvor der i dag er italiensk have.

Frederik Ernst overtog fabrikken i 1924, da grundlæggeren, hans far, døde.

– Det var en blomstrende virksomhed, men Frederiks uheld var, at udviklingen gik imod ham. Stål var kommet frem som en praktisk og billigere afløser til sølv i husholdningerne, og fabrikken lukkede i 1955, siger Tea.

Margit pusler om
Ernsts Have, som var
den hendes egen.
Margit pusler om Ernsts Have, som var den hendes egen.

De tomme fabrikslokaler gav Frederik Ernst mulighed for at udbrede sin samling af antikviteter og kunst. Og det er besøget "hos" ham, der får os til at spærre øjnene op. For Ernst omdannede den kæmpestore herskabslejlighed på første sal til et slot for en adelsfamilie i 1800-tallet. "Er det smukt, må jeg eje det", sagde han. Han rejste selv og købte antikviteter på auktioner og havde kontakter, der hjalp ham med at finde de udsøgte objekter. Han var især betaget af Italien og tog sangundervisning i Milano.

Frederik Ernst tilhørte Assens fineste kredse og holdt udsøgte selskaber, hvor han dækkede op med Flora Danica og andre kostbare stel. Han må have været en fremragende vært, men der var nok oplevelser, han ikke underholdt med. For samtidig med hverdagen i de borgerlige cirkler levede han i al diskretion et andet liv. Frederik Ernst var homoseksuel og en del af internationale mandefællesskaber. I en tid, hvor homoseksualitet blev betragtet som en afvigelse, formåede Ernst tilsyneladende at leve sit liv fuldt og helt.

Ernst var til det sidste en ildsjæl i sin by, hvor han var æresborger. Han slog selv dørene op til privaten og viste – mod entre – gæster rundt. Han etablerede en fond og sikrede dermed samlingens fremtid som museum. Dog skulle gæster bestille en rundvisning.

Da Tea, 43 år, blev ansat på Museum Vestfyn i 2015, havde hun straks som målsætning at gøre museet let tilgængeligt for gæster. Og hun har flere planer:

– Vi arbejder på at skaffe midler til at åbne loftet, hvor tjenestepigerne boede, så vi kan fortælle deres historie og vise kontrasten mellem herskab og tjenestefolk. Vi vil også gerne vække arbejderne på fabrikken til live. For Museum ERNST er meget mere end de fine ting i stuerne.