Min første skoledag

"Jeg kan huske, at det føltes kæmpestort. 

Mine to bedste veninder, Sarah og Marie, og jeg sad med kasketter på, hvor der stod ”Hjælp mig på skolevej”, og jeg var simpelthen så stolt. 

LÆS OGSÅ

Hans Peters traume fra barndommen gav ham mareridt – nu fortæller Pernille hans hemmelighed

En 60 år gammel hemmelighed danner baggrund for Pernille Juhls nyeste roman. Hendes samtaler med Hans Peter Tams, der som barn overlevede en grusom flugt gennem Tyskland og først årtier senere talte om den, viser, hvad mennesket er i stand til – og hvor vigtigt det er at bringe livets skyggesider frem i lyset.

Jeg kan huske følelsen af, at nu var jeg godt nok stor, og at det her var starten på resten af mit liv. Det betød meget for mig, at jeg havde mine veninder med fra børnehaven, så jeg følte mig sikker på usikker grund, og det har jeg tænkt en del over i forhold til, at jeg nu har to børn, der er startet i skole, og ingen af dem er startet med nogen, de kender. 

Det har jeg været en smule nervøs over, om de nu også havde den tryghed i hele utrygheden omkring, at verden åbnede sig.

Generelt måler jeg rigtig meget mine børns barndom op imod min egen, fordi min barndom simpelthen var så tryg og dejlig og rummelig. Jeg er vokset op i Åbyhøj udenfor Aarhus med mine forældre og to søstre, og her gik jeg også i skole.

Jeg var vildt glad for at gå i skole, men jeg har nok altid udfordret rammerne lidt. Min matematiklærer sagde engang til mig, at jeg altid fandt frem til de samme løsninger som de andre, men jeg gjorde det bare ikke på den måde, som læreren havde lært mig."

Mine første vigtige venskaber

"Det er Sarah og Marie, som jeg startede i skole med. Vi boede på samme vej, hvor jeg lærte dem at kende, og så har de været mine bedste veninder lige siden. 

De to er forankrede i mig på fuldstændig samme måde som søstre, og i dag er vores børn også venner. Mange af de relationer, vi skaber gennem livet, er forankret i særlige perioder som gymnasiet, det første barn eller arbejdspladsen, men vi tre er simpelthen forankrede fra den dag, vi blev født, fordi vores forældre også var venner, og det bånd er meget svært at bryde. 

Selvom vores liv har udviklet sig meget forskelligt, så er der en ekstrem tryghed i vores venskab, som jeg sætter enormt stor pris på, fordi jeg ved, at jeg kan komme til dem med alt. 

De har kendt min mor, som døde, da jeg var teenager, de kender min far og mine søstre, og jeg kender alle i deres familier, så vi har udviklet os sammen, og selvom der kan gå lang tid i mellem, vi ses, så ændrer det, vi har sammen sig ikke."

Mit første tv-job

"Det var totalt tilfældigt, at jeg kom til at lave tv. På et tidspunkt havde jeg en kæreste, der var vært på ungdomsprogrammet Boogie, og han syntes, jeg skulle gå til casting som vært, så det gjorde jeg.

Når jeg tænker tilbage, er den casting på top tre over værste tv-oplevelser, jeg har haft. Alle var søde, men jeg skulle sige alle mulige mærkelige ord, jeg nærmest ikke forstod, og jeg passede slet ikke ind. 

Det syntes de heller ikke, men da de kort tid efter skulle finde værter til den nye børnekanal Ramasjang, skrev de til mig, om jeg ville komme til casting, og det passede meget bedre til mig, fordi jeg bare kunne være mig selv.

Jeg er enormt draget af at lave tv, fordi det er en kæmpe holdindsats. Alle skal samarbejde, alle skal yde deres bedste, og alle er lige vigtige. Det er super inspirerende og en af grundene til, at jeg her 16 år efter mit første tv-job stadig ikke er træt af at lave tv. For mig er det ikke så vigtigt, om det er børn eller voksne, der ser det, jeg laver, eller hvor mange der ser med. 

Det er vigtigere for mig, at jeg har en oprigtig interesse i det, så dem, der vælger at se med, kan mærke, at jeg brænder for det. Det gør, at kvaliteten på det, jeg laver, bliver højere."

Min første store beslutning

"Det var helt klart at droppe ud af gymnasiet i 3.g. Få år inden havde jeg mistet min mor meget pludseligt, og der gik min krop, mine tanker og min hjerne på autopilot. 

LÆS OGSÅ

Lise-Lotte fik et chok, da hun så sin date – og så blev det værre

Da Lise-Lotte Bak skulle mødes med en mand fra en datingside, fik hun et kæmpe chok. Og så blev det værre.

Der var det en kæmpe gave for mig, at jeg havde mine to veninder Sarah og Marie, for så kunne jeg bare læne mig op ad dem og gøre det, de gjorde, da de valgte gymnasiet. Det gav mig noget at stå op til, men jeg kunne ikke rumme alle lektierne eller fordybe mig i skolearbejdet. 

Jeg havde svært ved at koncentrere mig om at lytte i timerne, for hver gang jeg skulle finde ro til at gøre det, kom der en masse ubearbejdet sorg frem i mig og en følelse af at være forkert. Følelsen af, at jeg var det eneste menneske i den her verden, der ikke havde nogen mor. 

Følelsen af at være alene tilbage, og i en familie som på det tidspunkt ikke havde fundet hinanden helt igen efter vores tab.

Da jeg sagde til min far, at jeg ville stoppe, sagde han nogle ord, som siden har været afgørende for mig og for den måde, jeg har levet mit liv på. 

Han sagde, at jeg gerne måtte stoppe, men at det var vigtigt, at jeg var på vej et nyt sted hen, og at jeg havde et mål. Da jeg stoppede om fredagen, startede jeg på en danseuddannelse om mandagen, og dansen gav mig enormt meget i bearbejdelsen af sorgen over min mor. Den knude, jeg havde i kroppen, og følelsen af, at jeg var forkert, blev på en eller anden måde blødt op. 

Det var en gave, at jeg anerkendte den følelse, jeg havde i min krop. Og min mavefornemmelse er kun blevet stærkere med årene, og en, som jeg lytter meget til, både når det gælder mit arbejde og alt mulig andet."

Mit første møde med min mand

"Vi mødtes på en blind date, som en af vores venner delvist satte op. Han mente, at vi ville være et godt match, og så skrev Sebastian til mig på Facebook. Altså verdens kedeligste besked, fordi den var så korrekt, men den triggede alligevel noget i mig, fordi der var en ro over den, som jeg slet ikke havde i mit liv på det tidspunkt. 

Nu har vi været sammen i 13 år, og vi giver begge to noget af det til hinanden, som vi ikke selv har, men som vi sætter pris på at have sammen. Jeg er den impulsive, der sætter gang i alt muligt. Den, der griner helt vildt højt og kan blive pisse hamrende rasende, og den, der græder, når vi ser tegnefilm. 

Sebastian er den solide klippe, som er svær at vælte. Han giver mig virkelig den ro og det fundament, som gør, at jeg bare kan være den, jeg er, og føle, at det er godt nok. Vi er også virkelig gode til at snakke sammen og til at acceptere, at vi i perioder er mere forældre end kærester, og så kan vi sammen glæde os til de lommer indimellem, hvor vi også kan være kærester."

Mit første barn

"Det var på mange måder sindssygt for mig at blive mor for første gang. Jeg kan huske, at min mand sagde til mig, inden jeg blev gravid, at han var oprigtig bekymret for, at jeg kom til at elske mit arbejde mere end vores børn. 

Mit svar var, ”selvfølgelig gør jeg ikke det”, men jeg mente det overhovedet ikke, for jeg var faktisk selv i tvivl. Jeg tror ikke nødvendigvis, at hans ord var møntet på selve arbejdet, men mere på det at jeg havde gang i så mange ting, som jeg brændte så meget for, så ville jeg egentlig prioritere børnene, eller ville han komme til at tage sig af dem?

Da jeg blev gravid, holdt jeg det hemmeligt i virkelig lang tid for min chef, fordi jeg slet ikke selv kunne overskue det. Jeg lavede Sommer Summarum, og jeg sagde det først til ham på den allersidste optagedag, mens jeg tudbrølede. 

Jeg havde det simpelthen så forfærdeligt, fordi jeg havde en fornemmelse af, at mit liv sluttede, og nu skulle jeg bare tilsidesætte alt for et andet menneske. Det virkede helt forfærdeligt, at jeg skulle være væk et helt år på barsel. 

Heldigvis har jeg været så privilegeret, at jeg har kunne være på barsel on/off med alle vores tre børn. Da Villy var tre uger, var jeg i Aalborg, hvor jeg var koreograf på MGP, og så havde jeg farmor med. Det har været den helt rigtige måde at gøre det på for mig, og det har været altafgørende for mig i forhold til at blive mor.

To år efter vi fik Villy, kom Geo, og selvom vi nu havde to børn, kunne jeg mærke, at familien ikke var samlet endnu. Da vi fik Berta, gik der kun 17 minutter, fra jeg mærkede en ve, til hun var ude, så jeg endte med at føde hjemme på badeværelsesgulvet. Det var en sindssyg fødsel, men da jeg fik hende i armene og sad der på fliserne omgivet af Falckreddere og Sebastian, kunne jeg mærke, at nu var familien her. 

Jeg har svært ved at beskrive det, men det var den vildeste oplevelse, hvor jeg midt i et totalt kaos blev slået af en hammer af ro."

Min første bog

"Det har aldrig ligget i kortene, at jeg skulle skrive bøger. Tværtimod. Det var almenviden for alle i vores gymnasieklasse, at vores dansklærer Jørgen ikke mente, at Sofie kunne finde ud af at skrive. 

Jørgen var virkelig sød og enormt dygtig, men hans forventninger til, hvordan man skrev ordentligt, levede jeg ikke lige op til. En dag skulle vi så skrive om en oplevelse, som familien havde haft, og her skrev jeg historien om min far, der havde fået den her virkelig fine kælk, som han var sindssygt glad for. 

LÆS OGSÅ

Sofie Lassen-Kalkhe blev passet op af en mand i sin indkørsel – og hans ord blev vigtige for hende

Efter en lang skuespillerkarriere med søde, smilende roller som Anja fra "Anja og Viktor" er Sofie Lassen-Kahlke for alvor færdig med bare at være sød og smuk. Hun skriver bøger med utiltalende hovedpersoner og spiller snart en gammel tepotte på Det Kongelige Teater. Mød skuespilleren, der helst vil sidde hjemme i sin stue og skrive mysterier, mens hun nyder de sidste år med børn derhjemme.

Han kommer fra et mindre bemidlet hjem, så den betød virkelig meget for ham, men en dag smed nogle af de store drenge kælken ud på en sø, hvor den sank til bunds. Den historie fik jeg 9 for, og det var en absurd høj karakter for mig. 

Der gik det op for mig, at hvis der er noget, der betyder noget for mig, som min fars fortælling om kælken virkelig gjorde, så er jeg måske også bedre til det. 

Siden kom jeg til at lave en podcast om økonomi, og så var det nærliggende, at det også kunne blive til en bog. Og jeg har nu fundet ud af, at godt nok kan jeg ikke skrive en fancy novelle, som Jørgen vil synes er god, men hvis jeg får lov til at udtrykke mig med mine egne ord, så kan jeg godt, og det har vist sig at den måde, jeg skriver på, er meget inspireret af den måde, jeg generelt tænker på, og den måde, jeg udkommer på som tv-vært, som er meget i øjenhøjde med folk.

Nu er jeg lige udkommet med min første børnebog, 'Den store lortefest', som er en historie, jeg selv har digtet for mine egne børn, da de skulle lære at gå på toilettet, og jeg er virkelig stolt over at få lov til at udgive en børnebog. Tænk at få lov til at levere noget, som børn og voksne kan mødes om, og få lov til at være med, når der bliver læst godnathistorie. 

Det er virkelig en ære."