Pernille Juhl husker tydeligt den dag, hun begravede sine børns kanin – den fremmede følelse af det døde pelsdyr, da hun tog det op; det mærkelige i, at kaninen kort forinden havde hoppet spillevende rundt, men nu lå livløs i hendes hænder.

"Jeg havde virkelig svært ved at løfte noget dødt op," siger Pernille, som kom til at tænke på episoden i en helt anden sammenhæng:

LÆS OGSÅ

Jesper Binzer har været i to lange ægteskaber og har nu en kæreste: Dét er det vigtigste, jeg har lært om kærlighed

I mere end 40 år har han stået i front for et af Danmarks største rockbands, men han kan ikke altid leve op til rock-stjernerollen. Indimellem har han faktisk bare lyst til at se ”Sporløs” og blive holdt om, imens han græder. Her er, hvad Jesper Binzer fra D-A-D har lært om kærlighed og om at bevare sin kerne i ”kendtheden”.

Det var under en samtale med Hans Peter Tams. En mand, som i slutningen af 2. Verdenskrig måtte flygte gennem det krigshærgede Tyskland med sine fem søskende, hvoraf han – i en alder af syv år – var den næstældste. En af hans opgaver under flugten var at skaffe mad og forsyninger, og det foregik blandt andet ved, at han sneg sig ud om natten, fandt døde soldater og tømte deres lommer for feltrationer. 

Han tog også tøjet af døde børn og gav det til sine søskende, så de kunne holde varmen i de kolde vintermåneder.

Hustruen vidste intet

"Tænk på, hvordan det må have været for en syvårig dreng," siger Pernille.

"Vægten i sig selv; han kunne næsten ikke vende ligene. For mig var det grænseoverskridende at holde en død kanin, men det her var mennesker. Det er bare et af de mange traumer, Hans Peter bar rundt på."

Hans Peter Tams blev født i Lunden i Nordtyskland og voksede op i en tysk, men dansksindet familie, som senere blev tvangsforflyttet til Polen, da familien nægtede at melde sig ind nazistpartiet. Hans Peter døde i januar i år, i en alder af 87. 

Men inden da nåede han at fortælle Pernille sin historie om, hvordan han og hans fem søskende flygtede gennem Tyskland for at komme tilbage til Nordtyskland i de sidste skelsættende måneder af krigen.

Det har Pernille nu skrevet romanen De uendelige år om. På den måde er hun med til at bringe den hemmelighed, som Hans Peter i 60 år gemte for selv i sine nærmeste, frem i lyset.

"Han var gift to gange, men ingen af hans koner kendte til hans historie, ligesom ingen af hans tre børn fik at vide, hvad han havde gennemgået," fortæller hun.

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

"Han talte heller aldrig indbyrdes med sine søskende om deres oplevelser. Jeg tror, dels at noget i tiden gjorde, at så svære ting talte man ikke om, dels var oplevelserne så traumatiske, at han ikke magtede andet end at gemme dem væk."

Hjemsøgt af minder

Pernille mødte første gang Hans Peter i forbindelse med researchen til en anden roman fra tiden omkring 2. Verdenskrig. På det tidspunkt var han begyndt at stå frem med sin historie. 

Det skete, efter at en ven opfordrede ham til at skrive sine erindringer, hvilket vennen selv havde gode erfaringer med. Hans Peter begyndte derfor at skrive sin beretning ned i form af breve til vennen, og de blev senere udgivet i bogen Mindernes dæmoner. Hans Peter begyndte også at holde foredrag om sit store barndomstraume, og da Pernille spurgte, hvad han syntes om, at hun skrev en roman baseret på hans oplevelser, var han ikke i tvivl.

"Han var med på den med det samme. Han sagde flere gange til mig, at han fik det bedre, for hver gang han fortalte sin historie," fortæller Pernille.

På trods af at Hans Peter havde undertrykt minderne i årtier, var de nemlig ikke sådan at slette fra hans bevidsthed.

Den døende soldat

En af de oplevelser, der blev ved med at hjemsøge ham, var en nat i 1944, da han fandt en hårdt såret soldat, som stadig levede. Soldaten fik kommunikeret til den syvårige dreng, at han gerne ville dø. Hans Peter tog derfor en stor sten og slog soldaten i hovedet. På trods af at han opfyldte mandens ønske, satte oplevelsen dybe spor.

"Han led af mareridt næsten hver nat hele livet, og specielt den episode kom ofte tilbage. For kunne han have gjort noget anderledes?" siger Pernille og fortsætter:

"Det kan man ikke forvente af et syvårigt barn, men hans følelser omkring det var stadig svære. Det hjalp, da han endelig fik bearbejdet sit traume – men der er stadig ikke gået en dag, hvor han ikke har tænkt på det."

LÆS OGSÅ

Søs Fenger og Thomas Helmig startede som pennevenner: "Det var surrealistisk at være mig"

De to musikere var et af 80’ernes hotteste par, men i dag kan Søs Fenger se, at ægteskabet mellem dem var mere et venskab.

At underbevidstheden gennem hele livet arbejdede i Hans Peter, selv om han forsøgte at undertrykke minderne, understreger over for Pernille, hvor vigtigt det er at sætte ord på de svære ting, de fleste af os støder på gennem livet.

"Det er sigende, at vores oplevelser kan blive ved med at komme tilbage, selv om vi gør alt for at fortrænge dem. De sidder der – og derfor er det vigtigt at få talt om de ting, vi går rundt med," påpeger hun.

Livsglæden sejrede

På trods fortidens ar var det dog ikke en kuet mand, Pernille mødte i Hans Peter. Tværtimod var han fyldt af livsgejst og i stand til at nyde de små glæder.

Det har været en inspiration for hende.

"Jeg sidder tilbage og er utrolig taknemmelig for at have lært Hans Peter at kende. Hans historie sætter mine egne småproblemer i perspektiv," siger Pernille.

"Og jeg synes, det var fantastisk at opleve, hvordan han værdsatte små ting som at gå ud i sin have og se på de nye blomster, der kom frem hvert forår. Det viser mig, at mennesket er i stand til at overkomme de mest utrolige ting uden at knække."

Hans Peter nåede aldrig at se sin historie udkomme som færdig roman. Men han nåede at læse manuskriptet og se forsiden.

"Det er rigtig ærgerligt, at han ikke nåede at se bogen trykt, men han var med i hele processen, og han var meget stolt af resultatet," siger Pernille.

Uanset hvad er hun glad for, at Hans Peters utrolige historie, som i 60 år kun levede inden i ham selv, nu er bevaret for eftertiden.

Om Pernille Juhl, 61 år

• Forfatter. Udd. kemiingeniør.
• Gift, mor til to og bedstemor til to.
• 'De uendelige år' af Pernille Juhl, Juhls forlag, 200 kr.

Hans Peters utrolig historie

Hans Peter Tams blev født i Lunden i Nordtyskland og voksede op i en dansksindet tysk familie. I 1944 boede han med sin mor og fem søskende i Polen, hvortil familien var blevet tvangsforflyttet, fordi de ikke ville melde sig ind i nazistpartiet. Faren var udsendt som soldat, og moren var derfor alene med børnene, Elfriede på otte måneder, Theo på tre år, Ingeborg på fire år, Ernst på seks år, Hans Peter på syv år og Sophie på ni år.

Truet af bombenedslag og Den røde hærs fremrykning blev mor og børn tvunget til at flygte mod Nordtyskland, hvor de havde familie.

Plyndrede fly

I slutningen af september nåede de Berlin, men på banegården blev moren skilt fra sine børn. I nogle dage levede de seks søs­kende på banegården, indtil de to ældste, Hans Peter og Sophie, tog beslutningen om at gå mod Hamborg til fods – en rute på 300 kilometer langs floden Elben. Med en barnevogn til babyen og en trækvogn som eneste hjælpemidler tog de af sted.

Børnene overlevede ved at stjæle mad og tøj fra lig, plyndre nedfaldne fly og gå på rov under luftalarmerne, hvor folk midlertidigt forlod deres huse.

De ældste søskende delte ud af den sparsomme mad, de kunne finde, til deres små søskende, og maden til lillesøsteren på otte måneder fortyggede de, så hun kunne spise det, ligesom de brugte stoffet fra nedfaldne fald­skærme til bleer.

Hen imod foråret nåede søskendeflokken udkanten af Hamborg, hvor de blev fundet af engelsk Røde Kors, som tog dem med til en flygtningelejr. Her blev de på mirakuløs vis genforenet med først deres mor, siden deres far.

Alle seks søskende havde formået at holde sig i live i månedsvis uden hjælp, hvilket nok til dels skyldtes, at de ældste havde modtaget overlevelses­undervisning, da de gik i skole i Polen. 

Søskende lever

Selv om børnene kom tilbage til deres forældre, blev det ikke en lykkelig slutning for familien. Begge forældre var traumatiserede efter deres oplevelser, hvilket resulterede i, at faren drak og var voldelig, og moren flere gange måtte indlægges på et psykiatrisk hospital.

Familien slog sig ned i Nordtyskland, og senere flyttede Hans Peter til Danmark, hvor han blev mejerist og senere arbejdede som pedel på et lærerseminarium.

Sine oplevelser under krigen holdt han skjult i 60 år, indtil en ven opfordrede ham til at nedskrive sine erindringer.

I januar i år døde Hans Peter af alderdom som 87-årig. Hans to yngste søskende, som var med under flugten, lever stadig, ligesom en søskende, der kom til efter krigen.

Kilde: Forfatter Pernille Juhl