Arnela Muminović var kun en lille pige, da krigen brød ud omkring hende i hjemlandet Bosnien. 

Minderne står ikke skarpt, og meget af det, hun i dag ved, er fortalt af hendes mor og far. 

LÆS OGSÅ

Da Marianne Eihilt blev gift, fik hun en særlig gave af sine forældre: ”Det var så god en tanke”

Marianne Eihilt har altid vidst, at hun gerne ville have børn, men med en karriere som professionel danser og 'Vild med dans'-dommer gik tiden hurtigt, og hun var 40, da hun blev mor første gang – og i sommer blev hun gift.

Alligevel har enkelte episoder sat sig fast. Som dengang hun troede, der var jordskælv, og at familien derfor gemte sig under et bord, men at de i virkeligheden søgte ly, fordi der faldt en granat tæt på.

"Jeg husker ikke noget særligt fra krigen, for jeg var så lille, at jeg ikke opfattede, hvad der egentlig foregik, men den episode husker jeg, og min mor har så siden fortalt mig, hvordan det egentlig hang sammen. Krigen har været omkring mig, og det har sikkert påvirket mig på en eller anden måde, men jeg føler ikke, at det har været i en dårlig retning," siger Arnela Muminović om de få år, hun nåede at bo i Bosnien, inden familien flygtede til Danmark.

Dengang var Arnela Muminović fire år og hendes lillesøster fem måneder. At det netop var Danmark, valget faldt på, var helt tilfældigt, for Arnela Muminovićs forældre havde ikke et særligt kendskab til landet.

"Mine forældre talte om at tage til Tyskland, for det er det, man typisk kender på Balkan, men så talte de med et par, der var flygtet et par måneder forinden, som fortalte, at de var i Danmark, og at de boede på 'Flotel', som var en færge, der lå til kaj i København. 

Det hørte mine forældre som ”hotel”, og vennerne roste det så meget, at mine forældre valgte at tage med en bus, der kørte herop," fortæller Arnela Muminović.

En umiddelbar glæde

I Danmark kom familien til et asylcenter ved Viborg, hvor de boede de første fire år.

"Når man siger asylcenter, tænker folk, at det må have været helt forfærdeligt, og det har det sikkert også været for mine forældre, men for os børn var det et sted, hvor vi kunne lege sammen. Og så tænker man ikke på de dårlige ting, der sker omkring en. Så mest af alt husker jeg den tid som noget godt," fortæller Arnela Muminović, der efter opholdet på asylcentret flyttede først til Kjellerup, siden til Viborg, som hun betragter som sin barndomsby.

Det var også her, hun for alvor begyndte at dyrke den passion, der siden har defineret store dele af hendes ungdomsliv, og som i dag fylder langt det meste af hendes arbejdsliv, nemlig fodbold. En interesse Arnela Muminović også kan huske, at hun havde tilbage i Bosnien, hvor hendes mor har vist hende billeder af hende som lille pige, der tripper rundt med en bold. 

I Kjellerup kom hun i en klasse med en gruppe piger, der spillede fodbold, og det begyndte hun også på.

"Det var en god måde at komme ind i det danske samfund, fordi vi blev en del af foreningslivet, som jo er meget dansk, og jeg spillede hele tiden, både før og efter skole. At spille fodbold er lige så naturligt for mig som at drikke vand. Der er en umiddelbar glæde ved selve spillet, men senere blev det også glæden ved at være sammen med andre omkring det."

LÆS OGSÅ

Jesper Binzer har været i to lange ægteskaber og har nu en kæreste: Dét er det vigtigste, jeg har lært om kærlighed

I mere end 40 år har han stået i front for et af Danmarks største rockbands, men han kan ikke altid leve op til rock-stjernerollen. Indimellem har han faktisk bare lyst til at se ”Sporløs” og blive holdt om, imens han græder. Her er, hvad Jesper Binzer fra D-A-D har lært om kærlighed og om at bevare sin kerne i ”kendtheden”.

Siden har Arnela Muminović spillet på både U-17- og U-19-landsholdet, indtil en række skader og en hjernerystelse fra en bold i hovedet i 2021 satte en stopper for at kunne spille mere end for sjov.

Vil nyde jobbet

I stedet dyrker Arnela Muminović nu sporten via sit arbejde, hvor hun er tilknyttet DR som sportsjournalist og kommentator på slutrunder i fodbold. I 2016 var hun den første kvinde, der kommenterede en EM-slutrunde for herrer. 

Selvom hun ikke selv havde tænkt så meget over det, blev det tydeligt for hende, at hun var pioner på området, da flere medier begyndte at ringe hende op for at høre hendes tanker om at sætte sig i kommentatorstolen som kvinde.

"Der gik det op for mig, at det faktisk var ret stort, og det lagde et ekstra pres på mig. Presset var selvfølgelig først og fremmest på mig selv, for trådte jeg i spinaten, vidste jeg jo godt, at jeg ikke ville få chancen igen. 

Men pludselig blev det også et pres på andre kvinders vegne, fordi jeg nu også repræsenterede mit køn," siger Arnela Muminović, der ikke som sådan har haft ambitioner om at skulle være den, der sparkede døren ind.

"Men jeg har altid undret mig over, hvorfor der nærmest ikke var nogen kvinder på dansk tv, der kommenterede fodbold, når der var masser af kvinder på svensk tv. Det, syntes jeg, var virkelig unfair, så alligevel har jeg jo haft ambitioner om, at det ville jeg også gerne."

Arnela Muminovićs første gang på tv gik godt, og med mange flere udsendelser i bagagen og kvindelandsholdets deltagelse ved EM lige om hjørnet er hun nu nået dertil, at hun i stedet for at sidde og være nervøs for, om hun måske fejler på vagten, vil ryste nerverne af sig og stole på, at hun kan sit kram. Og at folk kan lide hende, som hun er.

"Jeg vil jo så gerne være god til mit job, men jeg vil også gerne have, at folk kan lide mig. Det, tror jeg, er meget menneskeligt. Men sidste år begyndt jeg at tænke over, at hvis alle skal kunne lide mig, så har jeg heller ikke kant, og så er jeg måske ikke mig selv. Så mit mål er ikke, at alle skal lide mig, mit mål er, at jeg er mig selv uanset hvad. 

Til EM-slutrunden sidste år kunne jeg mærke, at jeg var meget mere afslappet. Mine skuldre sænkede sig, og jeg nød det. Og det er sådan, det skal være, for det her er mit job nu, og jeg skal nyde det så længe, det varer."

Lært at sige nej

Lige siden Arnela Muminović startede på sin uddannelse som journalist har hun været fokuseret på sport. Hun kom i praktik på TV3 Sport og rykkede videre til Ekstra Bladets sportssektion efterfulgt af jobbet på DR. Arnela Muminovićs begejstring for at nå målet har dog været så stærk, at hun sidste år oplevede en række stress-symptomer, der har fået hende til at ændre en smule kurs.

"Jeg har haft svært ved at sige nej tidligere og har gerne ville holde mig til hele tiden for at overbevise om, at jeg var god nok, men jeg er blevet nødt til at finde en balance, for ingen er overmenneske. Jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne blive ved med at præstere under pres, fordi jeg stressede mig selv. 

Nu er jeg blevet bedre til at sige nej, hvis jeg kan se, at det bliver for meget for mig, for hvis jeg virkelig skal være god til det, jeg gør, være ét hundrede procent mig selv og nyde det på vejen, så skal jeg slappe mere af i det. 

LÆS OGSÅ

"Tænk, at din mand finder sig i det” er en kommentar, som Ingri hører igen og igen

Da Ingri og hendes mand ventede deres andet barn, fandt de på en lidt utraditionel soveløsning.

Det er en fed erkendelse at nå frem til, men det krævede, at min krop mindede mig om det."

Arnela Muminović har fast base i København og tager frem og tilbage til DRs sportsredaktion i Aarhus, når arbejdet kræver det. Hendes forældre bor stadig i Viborg, men rejser også en del til Bosnien, hvor de har fået bygget det hus færdig, som de var i gang med, da de måtte flygte. Arnela Muminović har gennem hele sin barndom besøgt Bosnien, og sommerferien i år går også dertil, så hun føler sig knyttet til både Danmark og forældrenes rødder.

"Selvom jeg aldrig vil være ét hundrede procent bosnisk eller ét hundrede procent dansk, har jeg aldrig følt mig splittet. Da vi var mindre, syntes mine søskende og jeg måske, at det var lidt pinligt, når vores venner skulle hjem til os, fordi vi talte et andet sprog, og min mor lavede noget mad, der lugtede lidt anderledes, men som ældre begyndte jeg at synes, at det var fedt, at jeg var mig selv. 

Jeg blev mere stolt over min baggrund."

At det lige blev Danmark, Arnela Muminovićs forældre tog til, er hun i dag taknemmelig for.

"Jeg er enormt glad for det her lillebitte land, der er så stort på så mange måder og giver så mange muligheder. Det er også lidt konservativt nogle gange, som jeg har mærket med kvindefodbolden og kvindelige eksperter. 

Men så er vi jo bare nogen, der skal skubbe til det, og den skæbne er jeg meget glad for, at jeg er endt med."