Den nye købmandsfamilie
på Tunø er Tami og
Thomas med lille Ønske
og Marie på 15 år.
Den nye købmandsfamilie på Tunø er Tami og Thomas med lille Ønske og Marie på 15 år.

Thomas og Tami tog et karrieskift, da de fik et tegn: "Er der nogen, der prøver at fortælle os noget?"

De er fra fastlandet, kendte intet til øen og har ikke før drevet købmandsbutik. Alligevel kan Tami og Thomas nu kalde sig for Tunøs nye købmandspar. For da muligheden kom dumpende, kunne de ikke sige nej.

hjemmet logo farve

Thomas' ur bipper hver dag ved 10.000 skridt. 

Den nye købmand på Tunø sidder nemlig sjældent stille i sit nyerhvervede job. Eller jobs i flertal skulle man måske sige, her på øen mellem Samsø og Hou i Jylland. 

– Jeg er tankpasser, bager, apoteker, købmand og passer pakkeshop, opsummerer Thomas Vibberstoft Pinkalski. 

Den 45-årige jyde er også far til to døtre og gift med Tami. Sammen tog de i forsommeren hul på en helt ny æra som øboere. Ovenikøbet på en ø, som ingen af dem havde noget forhold til.

– Vi var taget en tur til Tunø, fordi Thomas var nysgerrig på et job, der dengang var ledigt på færgen. Han ville noget andet i sit arbejdsliv, og vi var begge så klar til et nyt projekt, fortæller 35-årige Tami Vibberstoft Pinkalski. 

Hun er kunstner og vant til et omskifteligt arbejdsliv, hvor hun skaber kulturoplevelser med lyd og billeder rundt omkring i landet. Thomas har arbejdet med logistik, salg og kundeservice. 

– Der var lidt for meget kontor i hans liv, som Tami smilende siger. 

Ønske er fra april 2024,
og hun har
lært at gå på
ønskeøen,
som er bilfri.
Ønske er fra april 2024, og hun har lært at gå på ønskeøen, som er bilfri.

Den forårsdag, hvor parret tog færgen til Tunø, var vejret strålende. De havde deres lille datter med i klapvogn og nød turen rundt på øen, hvor Tami aldrig før havde været. Thomas og hun har kendt hinanden siden 2018 og boede sammen i Mårslet, syd for Aarhus, indtil de flyttede hertil Tunø. En stor beslutning, som tog form den marts dag, hvor de holdt en pause foran Tunøs eneste dagligvarebutik.

– Vi havde god tid, før vi skulle med færgen tilbage, og drak en øl. Vi vidste, at købmanden skulle lukke, men også at der var fundet en ny. Alligevel sad vi og drømte og talte om, at det var os, der skulle drive den, fortæller Tami. 

Ønske-øen 

Selvom Thomas og Tami pakkede drømme og klapvogn sammen, så er det i dag dem, der driver købmanden på Tunø. 1.april sprang den kvinde, som skulle være tiltrådt, fra, og drømmen var pludselig inden for rækkevidde.

– Vi læste, at der alligevel ikke kom en købmand og tænkte: "Er der nogen, der prøver at fortælle os noget?", for det var så pudsigt et sammenfald, at vi lige havde siddet og drømt om netop det, siger Tami og tilføjer: 

– Hvis vi ikke gjorde det nu, kom vi aldrig til at gøre det, for så er drømmen en fantasi. 

I dag er drømmen virkeliggjort, og parret er i fuld gang med første sæson som købmænd og et nyt liv som tunboere. Deres et-årige datter Ønske bliver ofte kaldt Lille Ø, og det virker på sin vis forudbestemt, at hun skulle bo på den lille ø med sin mor og far. Hendes storesøster Marie, som er Thomas datter på 15 år, bor delvist på øen, og farmor er kommet for at hjælpe den lille familie.

Tunø Købmandsgaard har fået et nyt købmandspar.
Thomas står tidligt op, så der kan være kager og rundstykker til morgenkunderne:"Før vi kom hertil var jeg B-menneske, men nu står jeg op klokken 05 for at bage, og så går jeg ud og ser en hare og strandskaderne. Det er dejligt"

Tami og Thomas valgte at rykke hurtigt til øen for at få sommersæsonen med, så de "har penge til vinteren", som de siger. 

– Det er en kæmpe omvæltning, men vi kan vinge meget af på vores ønskeseddel, så det er godt, siger Tami. 

Hun står for driften af den lille cafe, der ligger ved købmanden, mens Thomas står for butikken, og hvad der dertil hører. Faktisk kan han føje endnu en funktion til sin (lange) titel, for mens Hjemmets fotograf er i gang med at tage billeder inde i butikken, kommer der en kunde ind med en pose tomme dåser og flasker. Thomas griber dem, og de går ud bagved, hvor de tæller indholdet. "Bare gå op til kassen og sig, at du skal have 41 kroner", siger Thomas til kunden, der nikker og smiler. Her er tillid et nøgleord, omend Thomas lige skulle vænne sig til det.

– På vores første åbningsdag kom folk og gjorde, som de plejer. Det er blandt andet at gå om bagved og sætte en tom kasse med flasker, tage en ny i butikken og på vej ud fortælle, at man kommer tilbage senere og betaler, siger Thomas med et skævt smil. 

Fremtiden på øen

Indtil videre er både han og Tami travlt optaget af at få det hele til af fungere.

– Vi ser frem til en sommer med fuld knald på, og så må vi bruge vinteren til at evaluere, siger Tami, der ikke forventer meget gang i butikken til vinter på en ø med under 100 beboere. 

At det blev netop Tunø-drømmen, de endte med at gribe og gøre til virkelighed, handler om timing: 

Tami siger
selv, at hun er
vant til at arbejde 'lidt her
og der' og vant
til at omstille
sig, så hun har
det fint med at
sætte varer på
plads i en købmandsbutik.
Tami siger selv, at hun er vant til at arbejde "lidt her og der" og vant til at omstille sig, så hun har det fint med at sætte varer på plads i en købmandsbutik.

– Jeg er selvstændig og kan bo alle steder, og Thomas var uden job. Marie er på vej i 9.klasse, og derefter skal hun på efterskole, så hun er godt i gang med sit eget liv, men hun var med herovre, før vi tog beslutningen om at flytte. Hun skulle lige synke, men sagde "Jeg synes, at du skal gøre det far", fortæller Tami. 

Lille Ø har nu fået sin egen ø, hvor hun er eneste barn, men Tami håber, at flere børnefamilier vil flytte til øen: Selv har hun og Thomas mødt mange, der har sagt, at de drømmer om at gøre noget andet og nyt i deres liv, og Tami siger: 

– Nu blev vi jo givet en mulighed her, og så måtte vi da bare gribe den.

 Thomas nikker og tilføjer: 

– Det talte ind i noget, vi ikke vidste, at vi altid havde drømt om.

Hvad skal man opleve på en tur til Tunø?

Købmand Thomas Vibberstoft Pinkalski anbefaler først og fremmest naturen på den 3,5 kvadratkilometer lille ø i Kattegat. 

– Jeg blev straks forelsket i naturen og kysten. Og, så har vi på Tunø vores egen udgave af "Grenen" på Skagen, som her hedder "Revet". Selvom det ikke er to have, der mødes, så er det alligevel særligt at vandet skyller ind fra begge sider, siger han. 

Den østligste spids af Tunø kaldes "Revet", og det var før i tiden et lumsk sted for skibsfarten, fordi det strækker sig langt ud mod øst og kun giver advarsel om sin tilstedeværelse i form af brænding ved kraftig vind. 

Tunø Kirkefyr byder desuden på en særlig oplevelse i et unikt fyr. Tunø Fyr er så vidt vides det eneste fyr, der er i drift og som også fungerer som kirketårn med klokkespil. Fra toppen kan man danne sig et overblik over hele Tunø.