I september sidste år faldt Pernille Rosendahl på knæ for Dorthe Gerlach. 

Begge var de iført lange, hvide kjoler, og Pernille holdt en stor buket blomster i hænderne. 

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

”Dorthe Gerlach, vil du tage med mig, Pernille Rosendahl, på tour til næste sommer?”, lød spørgsmålet fra den knælende og storsmilende Pernille lige der midt på scenen på Gram Slot.

Og svaret faldt omgående fra en lidt overrumplet Dorthe: ”DET vil jeg!”.

Videoen fra det lidt alternative frieri ligger på Pernilles facebookside, og den er i bund og grund årsagen til, at vi mødes i Restaurant Glassalen i Tivoli denne fine sommerdag, hvor de to dygtige sangeres sommertour 2025 står lige for døren. Glassalen er ét af de steder, de to skal spille sammen hen over juli, august og september, og det glæder de sig voldsomt til. 

Ingen af dem har spillet i den ikoniske gamle sal før.

Pernille og Dorthe har kendt til hinanden i mange, mange år – faktisk helt tilbage til begyndelsen af 00’erne, hvor de begge fik deres gennembrud. Pernille med bandet Swan Lee og Dorthe med duoen Hush, som hun har sammen med sin mand, guitaristen Michael Hartmann. 

Dorthe lagde især mærke til Pernille, da de begge var nomineret til prisen som 'Årets sangerinde' ved Danish Music Awards i 2005. 

Pernille løb med prisen, men det har Dorthe for længst tilgivet, siger hun med et stort grin, og de to har gennem alle årene beundret hinanden på afstand. Det var først i 2022, de for alvor mødte hinanden. Kvinde til kvinde.

Pernille: "Jeg skulle synge på en større tour med Danmarks Underholdningsorkester, men jeg havde det ikke godt. Jeg havde været syg, jeg var presset, og ja, jeg var i virkeligheden nok stressramt. Jeg var taget op til Nordjylland for at prøve at få noget ro, og en dag, da jeg gik på stranden ved Vesterhavet, ringede jeg til min agent og sagde: ”Jeg tror ikke, at jeg kan gennemføre den tour”. Og det var altså en uges tid før tourstart. 

Dorthe og jeg har samme agent, og han kunne høre, at den var helt gal, og sagde: ”Hvad nu, hvis du delte touren med Dorthe Gerlach?”. Og jeg kan bare huske den der kæmpe følelse af total redning lige der på stranden. Altså, du var jo simpelthen min redningskvinde, Dorthe."

Sjælesøstre

Dorthe havde selv spillet med orkesteret, så de kendte hinanden og havde nogle arrangementer liggende, som de kunne hive frem. Dorthe fik rykket rundt på sin kalender, og sådan gik det til, at hun og Pernille kort efter pludselig sad overfor hinanden ved en morgenbuffet i Aalborg.

Pernille: "At have en kollega, som jeg ikke kendte personligt, men som jeg kunne række ud til på den måde, og som bare stillede op, det var ret særligt. Vi skulle i gang med prøverne oppe i Aalborg, og vi mødtes første gang ved morgenbordet på Sømandshjemmet.

Vi talte og talte og talte i et par timer og opdagede slet ikke, at alle de andre for længst var gået. Det var som om, der med det samme opstod et slægtskab imellem os, hvor vi kunne fortælle hinanden alt om livet, døden, kærligheden …"

Hun stopper op og får fugtige øjne.

Pernille: "Hør her, jeg bliver helt rørt af at tale om det …"

Dorthe: "Der var sådan en forståelse imellem os med det samme. En tryghed. Og en kæmpe nysgerrighed. Jeg er grundlæggende et ret blufærdigt menneske, men jeg kunne med det samme mærke, at med Pernille var jeg tryg. Hende kunne jeg fortælle alt. Det var en virkelig, virkelig stærk forbindelse, der opstod imellem os, og så er Pernille bare en klog kone. Klog på livet."

Pernille: "Vi kunne også spejle os i hinanden. I vores formative år har vi begge oplevet det, man kalder Queen Bee-fænomenet. 

Vi fik hele tiden at vide, at der kun var plads til én kvinde, og derfor betragtede man automatisk alle andre kvinder i branchen som konkurrenter. Udefra set tror man, at alle i musikbranchen hænger ud med hinanden, men det gør vi ikke. 

Vi er som satellitter, der suser rundt, og som meget sjældent mødes. Det er først indenfor de sidste fem-seks år, at vi kvinder er begyndt at mødes og tale sammen. Vi fandt ud af, at vi havde de samme udfordringer. Vi begyndte at dele livshistorier, glæder og sorger, og vi begyndte at tale om, hvordan man ældes i den her branche. Det var emner, Dorthe og jeg også kunne dele med hinanden, og vores venskab er i høj grad et venskab, der er funderet omkring arbejdet og kærligheden til det. 

For mig er det så vildt at opleve Dorthe på scenen. Den måde, hun er til stede med publikum, det levede liv, hun repræsenterer, hendes humor, hendes dybde og den skrøbelighed, hun kommer med. Det er så stort."

Dorthe: "Og jeg kan bare sige: Lige over! På vores første turné fandt vi ud af, at vi virkelig er sjælesøstre – også på scenen. Vi har rigtig mange fællestræk i den måde, vi optræder på. 

Det er så sindssygt vigtigt for os begge, at det ikke bare er os, der skal stå oppe på en scene og lave noget flot, som folk skal kigge på og blive imponeret af. Alt i verden går så hurtigt og er på alle mulige skærme, men en livekoncert handler om at være i et rum sammen, hvor der opstår en energi, der er lige uforklarlig og mystisk hver eneste gang. 

Det handler om, at vi er sammen lige nu, og at der er nogle livstråde i sangene, som folk kan spejle sig i, så de føler sig lige så meget i centrum af oplevelsen, som vi gør på scenen. 

Og når vi er to om at skabe den energi, så bliver det bare more is more."

Nye netværk

Har I tidligere oplevet en ensomhed i branchen?

Pernille: "Ja, og det er først i kølvandet på Metoo-bevægelsen og den bevidsthed, der fulgte, at vi har fået et blik for, hvor ensomt det rent faktisk har været."

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Dorthe: "Mange af vores jævnaldrende kollegaer, som vi mødes med nu i lukkede netværk, har også gået rundt som ensomme ulve derude på popsavannen. Vi var bange for at give de andre en konkurrencefordel, hvis vi delte ud af vores erfaringer. 

Men nu er det bare sådan, screw that, det er pisse lige meget, for se lige, hvor stærke vi er, når vi rent faktisk deler vores viden og erfaringer med hinanden."

Hvorfor var der så mange år, hvor kvinder i jeres branche ikke talte sammen?

Pernille: "Jeg tror, det handler om en større struktur. Det er ikke kun indenfor musikkens verden, det har været sådan. Mænd har altid draget fordel af at være i tætte netværk med hinanden. 

Det har kvinderne nu fået øjnene op for. At vi skal tale sammen, hjælpe hinanden og ikke være bange for at give hinanden en hestesko. De yngre generationer bærer en naturlighed i sig, hvor der er større lighed, men for os i de ældre generationer har det krævet noget at træde ind i det. 

Vi bliver nødt til at kigge lidt mere nysgerrigt og mindre skamfuldt på os selv, og vi bliver nødt til at stå ved, at vi måske ikke var verdens bedste kollegaer op gennem 00’erne. 

Det handlede rigtig meget om uvidenhed, og det er derfor, det er så vigtigt, at vi i dag deler viden og stiller spørgsmålet: Hvorfor var der nogle, der fik lov til at bestemme, at der kun var plads til én kvinde?"

Total gruppeterapi

Touren tilbage i 2022 gik så godt, at Pernille og Dorthe fik lyst til mere. 

Udover deres gode kemi fandt de ud af, at de også havde noget andet til fælles. Udfordringen ved at være en ”ældre” kvinde i musikbranchen. Og det blev afsættet for deres første fælles sommertour sidste år. En projekt, der gik så godt, at de nu gentager det.

Pernille: "Det kan godt være, at vi synes, at Bob Dylan eller Johnny Cash er seje, men jeg er bare nødt til at sige, at der ikke er særlig mange kvinder, der får lov til at blive gamle i musikbranchen. Kvinder møder så mange benspænd, at mange til sidst ender med at sige, okay, jeg orker det ikke, jeg finder på noget andet at lave. Og det kan jeg ved gud godt forstå! Men jeg vil gerne stå op for, at kvindehistorier også er vigtige, når vi er 40, 50, 60, 70, 80, 90, 100 og 110.

De erfaringer, vi kommer med, skal have noget plads, og vi bliver nødt til at insistere på at blive ved med at få lov til at være her. Det kræver, at man bruger sin kreativitet, og det er det, Dorthe og jeg har gjort ved at udvikle vores egen sommertour. 

Vi oplevede nemlig begge to, at vi pludselig ikke blev booket ude i sommerlandet længere."

Dorthe: "Og det er en problemstilling, vi deler med mange andre kvindelige artister i vores generation."

Hvad får I at vide?

Dorthe: "Vi får at vide, at når du som kvinde er over 40, så er du ikke længere festivalmateriale. Det sjove er, at vi stadig sælger masser af billetter til indendørs koncerter resten af året, men vi vil jo også gerne spille om sommeren, og sidste år beviste vi, at vi også har et publikum der."

Hvad er forskellen på at spille inde og at spille ude på festivaler?

Pernille: "På en festival er oplevelsen langt mere fragmenteret. Man kan hele tiden gå til og fra scenen, og der er rigtig meget, der handler om ølsalg."

Dorthe: "Og festen må aldrig dø. Det kan man enten forsøge at tilpasse sig, eller man kan vælge at tro på sin egen musik og så bare bygge sit eget Dollywood, som Pernille og jeg har gjort. Vi har med vores sommerkoncerter skabt et rum, hvor der er plads til tænkepauser, til den lidt blødere poesi og til det nærvær, som ikke altid kan rummes på en festival."

Pernille: "Der er noget med sommeren, hvor det forventes, at nu skal vi bare være glade hele tiden, fordi solen skinner. Men jeg er lige så meget melankoliker om sommeren, som jeg er om vinteren. For mig er sommeren en mere flerfacetteret oplevelse end bare wuhuuu og fuld energi."

Dorthe: "Og der skal netop være plads til både festen den ene weekend og til at sidde ved de helt åbne marker ved Harboøre den næste weekend og bare høre Pernille synge, så fuglene dåner, og jeg græder. Alle mennesker har brug for forskellige energier, vi er ikke i den samme energi hele tiden."

Hvad kan I to sammen?

Pernille: "Jeg synes, vi kommer med et sommerrum, hvor man både kan grine og græde. Jeg tror seriøst ikke, vi havde en koncert sidste år, hvor der ikke blev grædt. Især Dorthe græder meget."

De griner begge højt.

Hvad er det, der rører dig sådan?

Dorthe: "Jamen, det, som rører mig ved Pernille, er kombinationen af en sindssygt smuk og særegen stemme og så hendes evne til virkelig at fortælle historier. Nogle sangere har en flot stemme, men kunne i princippet lige så godt synge op af telefonbogen. Man bliver ikke rørt af det. Men når Pernille synger, får jeg ståpels med det samme. Hun er i ordene, tonerne og stemmen. 

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Det hele smelter sammen som en fuldstændig naturlig enhed. Det er som om, sangen får sit eget liv og flyver igennem en som sommerfugle. Det rammer mig aften efter aften, når vi står på scenen sammen."

Pernille: "Og jeg kan sige præcis det samme om dig. Det er jo total gruppeterapi, det her. Samtidig vil jeg sige, at der også er et eller andet grineren i, at vi er så forskellige. Når man umiddelbart kigger på os, så ser man det lyse og det mørke. Det er jo nærmest det danske ABBA, vi har gang i, haha."

Dorthe: "Og ligesom ABBA har vi også to mænd med på scenen. Michael Hartmann og Søren Vestergaard, som er vores faste samarbejdspartnere."

Den lyse og mørke

Når Pernille skal sætte flere ord på, hvordan hun og Dorthe er forskellige – udover hårfarven – er hun ikke i tvivl om den allerstørste af dem.

Pernille: "Hvis jeg skal definere mig selv, så vil jeg sige tre ord: Den store alvor. Jeg er et alvorsmenneske qua min opvækst, og jeg brænder for de store, alvorstunge agendaer her i verden.

Jeg er ikke bange for at stå i det svære. Det har også tit været sådan, at hvis der skal siges noget upopulært, så har man henvendt sig til mig, men det er noget, jeg virkelig prøver at arbejde mig væk fra. 

Jeg prøver at komme over i noget lyst, og der kommer Dorthe ind i billedet igen. For når man ser Dorthe, så ser man jo den her sol."

Hun kigger storsmilende på Dorthe.

Pernille: "Og når du hører Dorthes stemme, så er det lyden af bobler. Det er lyden af lys. Og det, der er så skønt for mig ved at være meget sammen med Dorthe, det er, at det lys grundlæggende bunder i de sammen dybe tanker og kendskab til livets udfordringer. 

Dorthe omsætter det bare på en anden måde, end jeg gør. Så da jeg mødte Dorthe, gik jeg fra at tænke, at jeg skulle kæmpe mig væk fra den store alvor, til at tænke, nej, jeg skal jo bare sørge for at få en masse solstråler ind i alvoren. Og Dorthe viser mig, hvordan solstrålerne kan skinne ind."

Hvad er det for en bund af alvor, du har med dig, Dorthe?

Dorthe: "Jeg er 45 år gammel, og jeg tror, at alle har noget shit i bagagen. Eller ikke shit, men svære ting. 

Jeg har bl.a. haft møder med det svære gennem min kamp for at få et barn. Det tog mange år med fertilitetsbehandling, og det var en lang og mørk rejse. 

Men jeg har også mødt alvoren i noget så banalt som i at prøve at finde ud af, hvordan man bliver voksen, og hvordan man håndterer døden. Det er jo helt almindelige ting, som alle mennesker går igennem, men det gør dem ikke mindre vigtige. Det er rigtigt, som Pernille lige sagde, at jeg nok altid har haft den lyse tilgang til livet og har sagt "se, himlen er blå!" i stedet for at fokusere på skyerne. 

Og der har jeg virkelig lært noget af Pernille, som har fokus på uretfærdigheder, og som kæmper for at lave om på det, der ikke fungerer."

Hun slår hårdt i bordet.

Dorthe: "Kom, lad os gøre oprør!"

Hvad har du skullet håndtere omkring døden, Dorthe?

Dorthe: "Du kan lytte til min plade 'Natlys' fra 2015, hvor jeg synger om nogle af de ting, jeg har dealet med gennem tiden. Det er også mange af de sange, jeg synger på vores sommertour."

Men sæt lige et par ord på for dem, der ikke lytter til de sange?

Dorthe: "Sangene på 'Natlys' var de første, jeg skrev på dansk, og de blev som et kalejdoskop, hvorigennem jeg så mit levede liv. Der er en fortælling fra barndommen om, at jeg havde en søster, som blev syg. 

Der er fortælling om at være teenager på bristepunktet i Løkken i Vendsyssel i sommeren 1996. Og der er historier fra et forhold, der knager. Hvis man har været sammen med den samme, siden man var teenager, er det en naturlig udvikling, at man måske går fra hinanden på et tidspunkt for så at finde sammen igen. Og så er der sangen 'Ingers ting', som handler om mit første møde med døden.

Det er en sang, som jeg stadigvæk synger næsten hver gang, jeg er ude og spille, for det er en sang, jeg kan mærke, at folk har brug for. Den beskriver det, der sker, når et menneske dør.

Har vi en sjæl, der lever evigt, og hvem var det menneske egentlig inderst inde, ved jeg det? Hvilke spørgsmål fik jeg ikke stillet, før det var for sent? Samtidig med alle de store spørgsmål er døden også utrolig håndgribelig. 

Hvad er nummeret til bedemanden? Skal vi have dyrlægens natmad til begravelsen? Skal vi have drømmekage?"

Hvem var Inger?

Dorthe: "Hun var min svigerfars kusine."

Som du havde nært forhold til?

Dorthe: "Nej, det havde jeg ikke. Men hun var der til alle familiefester, så i virkeligheden var det jo det, der slog mig, da hun døde: Hvor lidt jeg kendte hende.

Sangen handler om at være med til at rydde op i Ingers lejlighed. Hvordan det er at åbne døren til et hjem, som er forladt på den der helt særlige forladte måde, som et dødsbo er. Og lige pludselig forstå, at gud, Inger har ikke altid været en gammel dame. 

Hun var engang en lille pige, der sad på skødet af sin far. Inger havde polio og skæv ryg, hvad betød det? Hvad var hendes største sorg i livet, hvad var hendes største glæde? Jeg anede det ikke. Og nu gik jeg rundt i alle Ingers ting, som pludselig var blevet til ingenting, fordi hun ikke længere var der."

Pernille: "Du er musikerarkæolog, Dorthe. Eller måske er det nærmere sådan en slags sjælearkæolog, du er."

Dorthe: "Altså jeg har i hvert fald en stor sult på historier om menneskelivet. Jeg interesserer mig helt vildt meget for helt almindelige mennesker og deres livshistorie. Og det er også noget af det fantastiske ved at rejse rundt i landet og spille musik, som Pernille og jeg gør. 

Det der vidunderlige, vævede tæppe af menneskeskæbner, vi får lov til at væve os selv lidt ind i, og som bliver til spejlinger og måske til nye sange."

Bøvlet alder

Som følge af udfordringerne med at blive gravid blev Dorthe mor i en relativt sen alder. Hendes søn, Harry, er fem år i dag, og hun mærker sin alder på både godt og ondt.

LÆS OGSÅ

Top 100: Her er de mest populære babynavne

Så er de nye navnelister offentliggjort, og et pigenavn er tilbage i toppen af listen, og en anderledes højdespringer har fundet vej ind på listen over drengenavne. Her kan du se, hvilke navne der var de 100 mest populære i 2024.

Dorthe: "Jeg har levet et ungdomsliv i kunstigt lang tid, og jeg har fået min del af nattefesterne. Derfor var der ikke noget afsavn eller nogen identitetskrise, da jeg omsider fik min søn, for jeg er skide ligeglad med, om jeg kommer til en eller anden fest. 

Min mand og jeg har altid vores søn og en barnepige med, når vi er på turné med Hush, og jeg ved, at uanset hvad tid jeg går i seng efter en koncert, så vågner Harry klokken syv om morgenen på hotellet og siger "hej mor, skal vi ikke gå ned til morgenmaden og få noget bacon?"."

Hun griner.

Dorthe: "Så jeg er ikke den, der står i en bar og drikker ti genstande efter en koncert, jeg skal bare hjem på puden, så jeg kan være der for min søn næste morgen."

Pernille, mærker du alderen udover de rent professionelle udfordringer, den skaber?

Pernille: "Don’t we all, haha. Jeg er jo lige lidt ældre end Dorthe, og jeg er i kæmpe overgangsalder. Jeg er begyndt at sige det til nærmest alle koncerter. Og vi har faktisk også overvejet, om vi skal have vifter med som merchandise på vores sommertour."

De griner højt.

Pernille: "Det er jo vildt bøvlet at skulle igennem overgangsalderen, og selvom vi taler mere om det, så er det stadig lidt tabubelagt, og mange læger ved ikke særlig meget om det. Og rent praktisk har kvinder i overgangsalderen en del udfordringer. Jeg kan f.eks. ikke forstå, at jeg skal stå og klippe mine hormonplastre over, fordi plastrene med den rette dosering hele tiden er i restordre. 

Altså, hvad er det for noget? Hvis jeg arbejdede i medicinalindustrien, ville jeg lige nu se en kæmpe forretningsmulighed på hormonområdet. For mig var det enormt skelsættende, da jeg kom i gang med hormonbehandling. Det var som om, hele mit sind lettede."

Hvad er det gode ved den alder, I hver især har nu?

Dorthe: – Det gode – og samtidig forfærdelige – er, at man bliver mere bevidst om, at det hele er forgængeligt. Jeg er enormt bevidst om, at lige om lidt, så er det forbi. Og det er jo selvfølgelig trist, men det er også det, der gør, at hvis min dreng gerne vil kigge på en regnorm i haven, så er det det, vi gør. Så er der ikke andet. Der kan godt være en masse ulemper ved at blive mor sent i livet, men alderen gør, at jeg ved, at det her øjeblik med den regnorm, det skal jeg nyde, for om lidt er det væk. Om lidt er min søn 15 år. 25 år.

Pernille: "Og hvis vi lige vender os mod vores sangunivers, så havde vi en oplevelse sidste sommer, som var helt særlig. 

Det var oppe i Harboøre, hvor vi spillede på det her helt vidunderlige sted, der hedder 18B. Vi stod på den fine, fine træscene udenfor, der var fuldstændig udsolgt, og pludselig var der et øjeblik i koncerten, hvor fuglene omkring os sang højere, end musikken spillede.

Alle kunne høre det, og alle havde den samme grineren oplevelse af, at okay, nu har vi sat alt det her op, publikum har købt billetter, vi står på scenen – men det er noget helt andet, der pludselig får hovedrollen. Fuglene. Det var et øjeblik af en nærmest guddommelig oplevelse og kollektiv værdsættelse. Et øjeblik, hvor man ikke drømte om at stå på Orange Scene eller noget som helst andet sted. Vi ville bare være lige her. Lige nu. Og det er noget af det, jeg virkelig elsker ved at være blevet ældre: At værdsætte det, jeg er i. 

Men også at vide, at der ikke nødvendigvis er nogen, der sætter oplevelserne op for mig. At jeg selv må gøre noget. 

Og lige der i Harboøre vidste jeg, at Dorthe og jeg stod der i det guddommelige øjeblik, fordi vi havde mødtes ved den morgenbuffet et par år tidligere, fordi vi åbent og ærligt havde talt om vores udfordringer, og fordi vi sammen havde besluttet os for at gøre noget ved det."