Emilia Van Hauen

Er du 50+, men ikke klar til at trække dig gradvist tilbage? Så er du sikkert en ”flat ager”

Er du 50+ men overhovedet ikke klar til at følge i dine forældres fodspor og trække dig gradvist tilbage fra arbejdsmarkedet og livet? Så er du sikkert en ”flat ager” – nysgerrig, tidløs og i konstant bevægelse. Her kan du blive klogere på tendensen og møde flere flat agers.

ALT for damerne logo

Når du er fyldt 50, vil der en af dagene ligge et hvervebrev fra Ældre Sagen i din postkasse. 

For der har man traditionelt været klar til at melde sig ind i de virkelig voksnes rækker. 

Men der er sket noget med den aldersgruppe, vi plejer at kalde midaldrende. Det startede hos boomerne og blev mainstream med Generation X, der i dag er ca. 50+. Vi plejer at kalde folk i den aldersgruppe for midaldrende, men nu kan vi i stedet kalde dem ”flat agers” – i hvert fald den del af gruppen, der ikke ser den tredje alder som en afrunding på livet, men derimod som en helt ny begyndelse. 

Flat agers vil hverken lade sig definere eller begrænse af alder, for de er evigt nysgerrige, fordomsfri og i udvikling fremfor i afvikling. 

Alderen flader ud – og livet fortsætter i samme gear.

Begrebet flat agers blev brugt om en helt ny kategori af forbrugere i 2014 af det britiske fremtidsforsknings-bureau LS:N, og herhjemme har sociolog Emilia van Hauen været en af de første, der har spottet og sat ord på fænomenet, og hun føler sig både set og forstået i tendensen.

"Jeg tog de først skridt i retning af at beskrive fænomenet i 2010, da jeg skrev om Generation X – som jeg jo selv tilhører – som en skyggegeneration til boomerne. Dengang var jeg bare ikke selv der i livet, hvor tendensen ræsonnerede med mig personligt. Jeg var mor til hjemmeboende børn, jeg var gift, og jeg var ikke et sted i livet, hvor alt var oppe til forhandling," husker hun.

Men så skete der noget – i Emilias eget liv og i samfundet; og pludselig faldt hun over tendensen alle vegne.

"Jeg blev skilt efter 17 års ægteskab, jeg oplevede et nyt parforhold, jeg blev single igen, og mine børn flyttede hjemmefra. Og jeg konstaterede, at der var flere måder at gå til oplevelsen af det nye på. 

Der var dem, der sørgede over ”empty nest”-oplevelsen, og dem, der allerede var ved at tjekke mentalt ud af arbejdslivet og talte om pensionsopsparing og aktie-depoter. 

Og så var der dem, der havde det som mig. Jeg følte, at livet lige var startet forfra. I en alder af 58 år har jeg i hvert fald 30-40 gode år foran mig, og jeg er SÅ spændt på, hvad der kommer til at ske, og har alt for mange planer til at nå det hele!"

Emilia van Hauen oplever en vitalitet i sig selv og sine ligesindede, som er markant. For selvom der med alderen kan komme fysiske begrænsninger på, hvad kroppen kan klare, så er der nogle mentale begrænsninger, der forsvinder.

"Det, som flat agers oplever, er en afkastning af kulturens krav og omverdenens forventninger. Og ærligt: det er helt fantastisk. For det, som mange kvinder oplever frem til, de fylder 50 år, er, at de er underlagt "the male gaze". 

Det er så let at komme til at internalisere et misogynt blik, hvor kvindens krop og udseende primært fungerer som et visitkort til mandens begær, og hvor hun skal indordne sig et patriarkalsk hierarkisk system på arbejdspladsen. 

Han er det agerende subjekt, hun er det servile objekt. 

Men jo mere erfaring man samler sig, jo større frihed til at sætte sig fri af de begrænsende normer for adfærd og værdi opstår der – og hvis du beslutter dig for at bruge den erfaring til at leve et liv på en måde, hvor du får masser af energi, og hvor du kan mærke en åbenhed overfor livets mange mirakler og oplevelser, så er du en ægte flat ager, konstaterer sociologen."

Og de oplevelser kan komme indenfor alle områder af livet – fra rejser, uddannelser, nyt kødeligt begær og nye venskaber til at opdage, at du faktisk er meget mere introvert, end du troede, og derfor max har to aftaler om ugen. Eller gør som Jane Fonda og bare siger ”nej”, fordi dét er en hel sætning.

"Det fedeste ved at være flat ager er, at du har ungdommens dynamiske fleksibilitet, åbenhed og nysgerrighed – men nu bare koblet til personlig erfaring og ofte også en større økonomisk frihed. 

Det gør, at den indre usikkerhed, man naturligt har som ung, enten ikke er der længere eller i hvert fald ikke får lov til at dominere, fordi man har travlt med at afprøve nye ting i sit liv," forklarer Emilia van Hauen.

Bryder med rammerne

Det er netop denne kombination, der gør flat agers til noget andet end tidligere generationers ungdommelige ældre. De er ikke blot optaget af at realisere sig selv – de gør det uden at føle sig begrænset af de kollektive forventninger, der tidligere prægede livets faser.

"Boomerne havde også selvrealisering på programmet, men forskellen er, at de stadig befandt sig i en kollektiv ramme. 

Man gik på pilgrimstur, malede porcelæn eller tog på selvudviklingsrejser til Indien – men det skete stadig inden for en fælles forståelse af, hvad livets forskellige faser skulle indeholde. En slags ”hver ting til sin tid-mentalitet”. 

Flat agers bryder med rammerne – vi sætter os selv fri af forventninger og fordomme," siger Emilia Van Hauen.

Spil med på dagens ordnød

I en tid, hvor vi lever længere og sundere, bliver alder mere flydende. Alligevel er navn, alder og titel ofte noget af det første, vi orienterer os imod, når vi møder nye mennesker. Ifølge Emilia Van Hauen skyldes det et grundlæggende behov for at forstå vores egen position i forhold til andre.

"Vi kan godt lide at kategorisere mennesker, fordi det gør det lettere at forudsige de andres handlinger og dermed også vores egen værdi og status. Vi har det ofte med enten at beundre nogen og lade os inspirere af dem eller tage afstand fra dem, hvilket især sker, hvis det virker, som om de snyder. Især i forhold til fysik og udseende. 

Når en skuespiller som Nicole Kidman – en typisk flat ager – holder fast i at være en dynamisk ”main character” og ikke bare en passiv mor eller bedstemor, sætter det en samtale i gang. 

Både om, at hun ”snyder”, fordi hun får kosmetiske behandlinger, men også om, at hun nægter at følge det forventede manuskript for kvindelige filmstjerners karriereforløb. Og med det sidste blik på hende går hun fra at være en snyder til en helt, fordi hun nægter at følge et manus, traditionen har skrevet, og i stedet skriver – og lever! – sin egen meget mere magtfulde historie."

Følelsen af frihed

Spørgsmålet er, om vi er på vej til at slippe vores optagethed af alder, eller om flat agers repræsenterer et forbipasserende fænomen?

"Det, jeg tror, der sker nu, er, at alder i stadig større grad bliver ligegyldig. Du kan få lavet kosmetiske indgreb eller lade være, træne eller lade være, holde dig mentalt skarp eller henfalde til inerti. Det afgørende er ikke, hvilken alder du har, men om du har lært noget af din erfaring og bruger det til at fylde dig selv op indefra, i stedet for at lade andre – eller samfundets forventninger – vurdere din værdi," siger Emilia Van Hauen.

Flat agers udfordrer dermed en gammel forståelse af livets gang. For dem handler det ikke om at jagte ungdommen, men om at udnytte den frihed, som deres livsfase giver. 

Det er ikke længere et spørgsmål om alder – men om mindset. Så måske er det på tide, at vi holder op med at måle mennesker i år og i stedet ser på, hvor meget liv de har i sig. 

Hvor livfulde er vi? Hvor meget er vi i bevægelse, udvikling og nysgerrighed? Ifølge sociologen er dét kernen i det at være flat ager – en livsindstilling, der kan læres af alle.

"At være flat ager handler om at interessere sig for det, der sker omkring én. Mennesker, der gentager den samme sandhed igen og igen, er sindssygt kedelige at tale med, have som chef eller (som det ofte er tilfældet) bordherre; de dræber enhver samtale og giver ingen energi. Der er ikke noget mere attraktivt end mennesker, der er levende. Det handler ikke om din alder eller dit køn eller dit arbejde, men om, hvorvidt du vibrerer og er i resonans med dem omkring dig," siger hun.

Men rammer aldersfascismen alligevel ikke oftest kvinder hårdere end mænd?

"Jo, måske nok. Men ikke i tilfældet af kvindelige flat agers. Det, der har overrasket mig mest, er følelsen af frihed. Jeg er nu i en fase af mit liv, som jeg ikke har planlagt, og som ingen har en forventning til, hvordan jeg skal bruge. 

Eller mere korrekt sagt: Som ingen andre end jeg selv kan tillade mig at eje og bestemme over. Det vidunderlige ved denne alder er, at man har tilegnet sig viden, et vist økonomisk fundament, og man har bevæget sig rundt i samfundet. 

Man er well-versed i at være menneske. Den frihed er jo berusende!"

Emilia Van Hauen anfører videre, at hun langt oftere møder kvindelige flat agers end mandlige. Hun gætter på, at det skyldes de forventninger, der er til mænd, nemlig at de skal præstere for at opnå magt og penge for at blive en synlig succes, og når testosteronen falder i 50’erne, er der mange, der mister deres fremdrift og – meget værre – deres nysgerrighed efter noget nyt, og så bliver de bare meget kedelige at være sammen med. 

Kvinder har derimod aldrig mærket de samme ydre forventninger til magt og status, og netop dét er vores enorme fordel, for det kan sætte os fri. 

Jeg har en større frihed, vildskab og råderum nu end nogensinde før i mit liv – og det er dét, vi bør tale om.

Om Emilia Van Hauen, 59 år

  • Kultursociolog, forfatter, podcastvært og foredragsholder. 
  • Hun er mor til tre voksne børn, single og flat ager.