Hun måtte bare have den halskæde.
Kæden fra Max Mara, der kostede
1.600 kroner, med perler i glitrende
smukke farver. Det var som en trance.
Hun var teenager og havde lige fået det
nye magasin Costume.
– Alt kredsede om den halskæde.
Kunne jeg skaffe pengene? Hvornår
kunne jeg købe den? Da jeg fik den,
begyndte arbejdet med at skamme mig og
lyve om købet, siger 39-årige Line Emma
Clemmensen-Rotne.
Mønsteret kendte hun. En ubændig
trang til at eje en bestemt ting – og så
skammen og løgnen, når folk spurgte, om
hun igen havde fået noget nyt.
Line Emma var styret af sin købemani
i over 17 år – fra hun var ung teenager,
til hun var godt 30. Hun fik først brudt
mønstret, da hun lærte at være nysgerrig
på sin impuls til at købe – og begyndte at
betragte den som en vejviser til et bedre
liv. I dag hjælper hun som psykoterapeut
andre, der kæmper med købetrang.
Løj om købene
Da Line Emma var i 20’ere, begyndte
hun at lægge budget for at kontrollere sit
forbrug. Men det virkede kun delvist, for
den uimodståelige impuls lå lige under
overfladen. Allerede som 13-årig var hun begyndt
at tjene sine egne penge, og inden længe
brugte hun alt, hvad der gik ind på kontoen, på tøj, sko og smykker.
– Jeg var optaget af at se ud på en bestemt måde. Og skiftede ofte stil. Det var
nærmest manisk. Jeg kunne ikke finde ro,
før jeg havde fået det, jeg ville have, og lignede dem i modebladene, fortæller hun.
– Når andre spurgte til købet, sagde
jeg: ”Nåh, den har jeg da haft længe.” Jeg
frygtede at blive afsløret. Og jeg løj både
over for bekendte og dem helt tæt på.
Line Emma købte ofte noget, hun ikke
havde råd til eller brug for.
– Jeg kunne ikke stole på mig selv.
Jeg havde måske for fem minutter siden
besluttet, at jeg ikke ville købe mere i et
stykke tid. Og så overtog trancen. Jeg var
en dobbeltperson, der kunne beslutte noget, som den anden del af mig ikke kunne
overholde.
Helenas frisure
Der gik dog adskillige år, før Line Emma
opdagede, at hun led af decideret købemani. Som ung teenager tjente hun
begrænset, men da hun som 18-årig fik sin
børneopsparing, brugte hun 30-40.000
kroner på smykker og tøj.
– Der blev det tydeligt for mig, at noget
var skævt. Jeg gik ind i Jo Riis-Hansens
smykkebutik og købte armbånd, ringe og
øreringe. Hun repræsenterede noget, jeg
gerne ville ligne, og ubevidst tænkte jeg
nok, at hvis jeg blev som hende, blev jeg
værd at elske, siger Line Emma.
– Jeg brugte også enormt meget
energi på at få samme frisure som Helena
Kristensen. Men det kunne også være
en kvinde, jeg så i toget, og så måtte jeg
have den kjole, hun havde på. I dag kan
jeg se, at det jo var noget i den kvindes
udstråling, jeg blev tiltrukket af, mere end
kjolen.
Derfor var glæden også kort, når Line
Emma havde fået fingre i en af de ting,
hun så brændende ønskede sig.
– Det dejlige, berigende, opløftende
og glædesfyldte – det lå i selve butikken.
Eller lige inden købet – der var lykkestofferne aktive i hjernen, siger hun.
– Men det stoppede rimeligt brat, efter at jeg var trådt ud af butikken, og skammen væltede skammen op i mig.
Efter gymnasiet læste Line Emma til
socialrådgiver og arbejdede frivilligt på
et kvindehjem. Hun solgte mange af sine
dyre køb og begyndte at købe brugt.
– Der gik nogen tid, før jeg opdagede,
at min købemani buldrede derudaf, nu
bare med brugte ting. Nu gav jeg ikke 800
kroner for en nederdel, kun 80. Men i
perioder var jeg i genbrugsbutikker hver
dag, og 300 kroner om dagen er også
meget, siger hun.
– Jeg kunne retfærdiggøre det, for det
var jo brugt, men jeg var drevet af den
samme mekanisme – af trancen i at måtte
have en ting.
Line Emma mødte sine ældste børns
far, da hun var 19 år, og hurtigt begyndte
hun at lyve om små beløb over for ham.
Hun undlod også at fortælle om ting, hun
købte. Og ville gerne hurtigt hjem, hvis
hun havde fået noget med posten fra onlineshopping, så hun kunne nå at åbne og
gemme det væk, inden han så det.
Line Emma følte sig i de år med egne
ord som dr. Jekyll og mr. Hyde.
Hun var
sød og velfungerende. Havde børn, lejlighed, partner, uddannelse og job – udadtil
fungerede alt. Men indeni var hun i det,
hun selv kalder en afhængighedstrance.
Mor betalte
– Det var skamfuldt, for hvordan kunne
jeg bruge penge på smykker og så dårligt
have råd til mad til mine børn? Kunne jeg
regne med mig selv? Jeg manglede også
evnen til at være nærværende over for
børn, mand og veninder, for jeg havde en
konstant indre film kørende af det, jeg
skulle købe, husker hun.
Line Emma og hendes første mand
havde ikke fælles økonomi, men hun undgik i vidt omfang at tage banklån, for hun
blev reddet af sin mor.
– Allerede da jeg havde brugt min børneopsparing, måtte jeg gå til min mor. Jeg
har ikke været ude i voldsomme forbrugslån, men indrømmer gerne, at det kunne
være gået den vej, hvis jeg ikke havde haft
hende. Hun er selv vokset op i fattigdom, og
det var svært for hende at se mig mangle.
Selv da Line Emma fik arbejde som
socialrådgiver, hang økonomien ikke
sammen.
– Mønsteret fortsatte, og købetrangen
kunne blomstre i alle mulige situationer. Den kunne poppe op, når jeg var
særligt stresset. Når jeg ikke følte mig god
nok. Men den kunne lige så vel snige sig
ind som tanken: ”Ej, nu er der udsalg, så
må jeg godt.”
Vejen mod helbredelse
Da hun var omkring 30 år, blev Line
Emma skilt. Købetrangen var ikke hovedårsagen, men den gjorde det svært for
hende at være åben og ærlig.
– Jeg havde jo en side af mit liv, han
ikke måtte opdage, siger hun og tilføjer, at
de i dag har et dejligt samarbejde.
Efter bruddet gik hun i terapi og begyndte at arbejde med købemanien.
– Jeg har tidligere haft fokus på det
økonomiske og på at kontrollere min
adfærd, for eksempel ved at lægge et
budget. Men trangen forsvandt jo ikke.
Og jeg vidste ikke, hvorfor jeg shoppede,
forklarer hun.
Da hun læste bogen Afhængighed af
Mary O’Malley, indså hun, at det ikke
handlede om at kontrollere købetrangen.
Men om at møde sin afhængighed med
nysgerrighed.
– Helbredelsen består i at forstå, hvad
det er for en energi i mig, der gerne vil til
live, siger hun og forklarer, at købetrangen for eksempel kunne dække over ikke
at føle sig god nok.
– I stedet for at købe på automatpilot,
spurgte jeg mig selv: Hvad føler jeg lige
nu? Hvad sker der i min krop? Jeg blev
også bedre til at spørge: Har jeg brug for
den kjole eller det smykke? Har jeg råd?
Hvad er det dybest set, jeg længes efter?
Måske dækkede trangen over, at jeg var
enormt træt. Følte mig ensom. Eller var
stresset. Så kunne jeg nogle gange erstatte
købet med at give mig selv ægte omsorg.
Fejrer købene
Line Emma kan ikke pege præcist på,
hvorfra afhængigheden kommer, men den
dækker sandsynligvis over en følelse af
at være forkert og måske også at mangle
kontakt til hendes kreative side.
– Jeg prøvede at være kreativ og skabe
ved at gå ud og købe. Men efter at jeg er
begyndt blandt andet at lave mine egne
smykker, har jeg faktisk fået afløb for
noget af købetrangen, siger hun.
Line Emma opdagede hun også, at hun
aldrig rigtig havde tilladt sig selv at være
glad for det, hun købte.
– Jeg indså, at jeg skulle give mig selv
tilladelse til at sige: ”Hey, jeg må godt gå
ind i den her butik og mærke materialet
på den ting, jeg drømmer om.” Jeg øvede
mig i at blive en opmærksom køber frem
for at tænke ”aldrig mere, slut, forbudt”.
Når hun endelig køber noget, prøver
hun derfor at eje situationen og sige: ”Jeg
må gerne købe det her. Jeg har ønsket mig
det, og jeg har råd til det.”
– I dag kan jeg finde på at tage en veninde med, der bevidner købet. Så vi kan
fejre det, siger hun.
Klippet dankort
I dag er Line Emma gift igen. Hun hjemmepasser parrets yngste, og økonomien
er spinkel.
– Og jeg kan stadig tage forbi en genbrug og købe nogle kjoler – og tænke:
”Ups, det var ikke lige det, jeg havde brug
for.” Det nye er, at jeg går hjem og fortæller det. Hvis jeg slår mig selv i hovedet, er
det brænde på bålet til næste impulskøb,
siger hun.
Hun har i perioder klippet sit dankort
over og afmeldt nyhedsbreve med udsalg.
Nogle gange har det givet en god pause
fra impulsen. Men hun tror stadig på, at
humlen er at forstå, hvilke behov der ligger bag trangen. I dag er hun psykoterapeut og guider andre i arbejdet med deres
købemani.
– Det handler selvfølgelig om at se på,
hvad har jeg af indtægter og udgifter. Men
det er ikke nok. Jeg tror på, at det er en
sjælerejse, siger Line Emma.
– Et dybt kald og en invitation til at se
på, hvem er jeg, og hvordan vil jeg i virkeligheden gerne leve mit liv?
Emma Line Clemmensen-Rotne
- 39 år.
- Socialrådgiver og siden foråret
ID psykoterapeut.
- Bor på skift
på Falster og i København.
- Gift og mor til tre.
- Se mere på
slipdinkøbemani.dk