Da den danske kunstner Jens Haaning lånte lige præcis 532.549 kr. af det aalborgensiske museum Kunsten
til at genskabe et kunstværk, regnede museet ikke med, at værket ville bestå af to tomme rammer med titlen
”Take the Money and Run”.
Haanings værk var, at han tog pengene … og løb. Historien løb også verden
rundt, hvor Haaning på skift blev hyldet og hånet, og i dokumentarfilmen følger filmskaberen Ole Juncker
kunstneren midt i det, der enten kan opfattes som et karrieremæssigt højdepunkt eller et decideret scam.
I forventningen om at tjene kassen på sit skandaleværk (stærkt opildnet af gnækkende gallerister, der puster
til ideen) køber han op til flere gamle huse i Borre på Møn.
Hvorfor Haaning vil eje det gamle posthus i
Borre, er lidt uvist, alt imens han selv flyver verden rundt til de undervisningsjobs, der strømmer ind fra
akademier og kunstinstitutioner.
Det virker manisk, og det er det også – for Haaning er bipolar og bevæger
sig i udsving fra højere end højt til det dybeste lavpunkt, mens hans assistent Ditte roligt sidder i et af
udkantshusenes stue med punkterede ruder og forsøger at holde tråd i det hele.
Jens Haaning selv forholder
sig med skiftevis spruttende kampgejst og apatisk modløshed til hele kontroversen og er selv ved at være
træt af sit værk – som han uagtet søgsmål og mediestorm holder fast i er et genialt værk.
Dokumentarfilmen
er et underholdende og tankevækkende perspektiv på historien om penge-værket, alle havde en mening om.
Men også et indblik i den kunstner og det menneske, som Haaning er.
Kunst koster penge, og kunstnere har
brug for penge. Til at købe pulverkaffe, rugbrød, skabe nye værker og købe gamle huse på Møn.
"Take the Money and Run” kan streames på DR fra 15. juni
