Sprøde italienske mandelkager

Sprøde italienske mandelkager

I Italien laves forskellige varianter af søde makronagtige mandelsmåkager med bitre mandler eller abrikoskerner. På italiensk kaldes de amaretti. Kagerne er lette at lave. De passer perfekt til en stærk kop sort kaffe eller espresso med en lidt bitter kaffesmag.

Ingredienser

  • Arbejdstid: 20 min.
  • Bagetid: ca. 45 min.
  • Ikke fryse-egnede
  • God holdbarhed i en kagedåse eller en lufttæt beholder
  • (Til ca. 20 store eller 30 mindre)
  • 100 g økologiske mandler (f.eks. fra Urtekram)
  • 3 æggehvider
  • 100 g sukker
  • 100 g rå ren marcipan (groft revet)
  • 25 g pistacienøddekerner eller pinjekerner
  • Drys:
  • Flormelis

  1. Hæld kogende vand på mandlerne og lad dem trække 5-10 min. Smut skindet af mandlerne og spred dem ud på et stykke bagepapir på en bageplade. Rist dem gyldne i en 175 grader varm ovn. Hold øje med mandlerne,der ikke må blive brændte, men skal bages lysebrune. Skru ovnen ned til 120 grader.
  2. Pisk æggehviderne stive med sukker ca. 5 min. med en håndmikser. Vend ristede mandler, pistacienødder eller pinjekerner i dejen sammen med revet marcipan. Sæt kagerne på bagepapir på bagepladen med to skeer.
  3. Bag store mandelkager ca. 40 min. og mindre mandelkager ca. 30 min. i en 120 grader varm ovn.
  4. Lad dem køle af på en bagerist et tørt sted. Læg dem i kagedåse eller lufttæt beholder, mens kagerne er afkølede og sprøde. Drys evt. flormelis igennem en si før servering.