Prisen starter på 65.000 kr. for en enkelt nederdel

Paris, 27. januar 2015. Oscar-vinder Natalie Portman er bænket på første række til Christian Diors haute coutureshow. Skuespillerinden er som ansigt for Miss Dior-parfumen en af modehusets smukkeste omvandrende reklamesøjler og naturligvis iklædt Dior fra top til tå.

"Det er mit første coutureshow. Jeg er super, super spændt!" fortæller hun journalisterne og betragter det fu-turistiske skuespil, der danner rammen om Diors show.

"Her ser utroligt ud. Det er som at være inden i en ... mekanisk rose," sukker skuespillerinden henført.

Blandt de øvrige gæster kan man spotte den tidligere 70'er-model Marisa Berenson, skuespillerinden Elizabeth Olsen og couturedesigneren Azzedine Alaïa. Hovedparten af Diors indbudte er imidlertid ikke kendte ansigter i offentligheden. De består af en særlig skare af ulasteligt klædte kvinder fra hele verden med solbriller og lommer så dybe som kong Krøsus. Couturekunderne, kinesiske og amerikanske forretningsmoguler, saudiarabiske prinsesser og russiske oligarker, som sammen med indkøbere fra verdens mest glamourøse stormagasiner er med til at holde liv i den århundreder gamle verden af eksklusiv og bekostelig couture. Nok er Natalie Portman et yndigt Hollywood-trækplaster, som hun sidder der og charmer pressen, men det er de målrettede kvinder omkring hende, der er her for at lægge seriøse dollars, yuan og riyal på bordet.

Få minutter senere starter showet, og chefdesigner Raf Simons viser endnu en gang sit værd som innovativ tronarving til Diors legendariske couturearv. Der lyder anerkendende suk blandt tilskuerne. Kollektionen på ikke mindre end 54 intrikate styles er inspireret af David Bowie og et eklektisk spin på Diors egne arkiver: klassisk aftenkjole-couture er skiftet ud til fordel for grafiske silhuetter, vilde print og jakker i plastik. Mon dieu. Haute couture anno 2015 har taget springet ind i fremtiden.

LÆS OGSÅ: Gannis Helene Skytte deler sit bedste budgettip

Ralph & Russos s/s 15-show i Paris.

Viktor & Rolfs show under couturemodeugen i Paris s/s 15.

Modeverdenens elfenbenstårn

Haute couture er teater, tradition og eventyrligt tøjdesign i et fantastisk potpourri. Et spejl af samtiden samt en toneangivende kunstart, der peger fremad mod det uvisse. Et af modeverdenens elfenbenstårn bygget på designernes vildeste drømme og kundernes ufattelige rigdom.

Bernard Arnault, direktøren for luksusimperiet LVMH, udtalte således i 2010 til den engelske avis The Telegraph:

"Haute couture giver modebranchen essensen af luksus. Det handler ikke om, hvor mange penge couture indtjener. De penge, vi taber på couture, opvejes af den signalværdi, den giver os. Se på al den opmærksomhed, couturekollektionerne tiltrækker sig. Det er dér, man bliver bemærket. Det er dér, vi bringer vores ideer til live."

Det er et velkendt faktum, at couture i dag langtfra er nogen nævneværdig indtægtskilde for modehusene, som siden 80'erne har tjent størstedelen af deres penge på parfumer og makeup.

"Uanset hvor succesfuld du er, kan du ikke tjene på couture," forklarede den franske PR-mand Jean-Jacques Picart i 2010, året efter det modehus, han var med til at stifte, Christian Lacroix, gik konkurs.

Alligevel gør både modeverdenen og Frankrig alt, hvad de kan, for at holde liv i haute couture. Haute couture er født i Paris og er, ulig modeindustrier noget andet sted i verden, blevet en del af selve den moderne millionbys mytologi. Såvel som den parisiske selvforståelse.

Christian Dior haute couture s/s 15. Chefdesigner Raf Simons er godt i gang med at løfte Diors ikoniske couturearv med kreationer, der i lige så høj grad skuer ind i fremtiden, som de er inspireret af popkulturen.

Elie Saabs overdådige couturekjoler er en favorit blandt Hollywood-stjernerne.

Sheikha Mozah, andenhustru til den tidligere emir af Qatar, er i dag en af verdens absolut største – hvis ikke den største – couturekunder.

Audrey Hepburn fik en gine fremstillet efter mål hos yndlingsdesigneren Hubert de Givenchy. De to forblev tætte venner og samarbejdspartnere hele livet igennem, og Givenchy designede bl.a. garderoben til filmklassikeren Breakfast at Tiffany's.

I dag er termen haute couture beskyttet af fransk lov, således at et modehus kun må smykke sine kollektioner med betegnelsen, hvis det er medlem af det regulerende syndikat Chambre Syndicale de la Haute Couture. Kunder får fittet tøjet direkte på kroppen eller på en gine fremstillet efter mål. Og er man en af de få heldige, som rent faktisk kan skrue sig ned i den prototype, modellen bar på catwalken, kan man tilegne sig kreationen med 30 % rabat. Couturesamlere i USA og England kan endvidere aflevere deres velholdte couture til museer og få fraskrevet skatten. Så historisk bevaringsværdig er kunstformen.

I takt med at coutures kundebase diversificeres internationalt, er det imidlertid ikke længere helt utænkeligt, at vi i fremtiden vil se coutureshows blomstre op langt fra Paris. Tendensen er allerede på vej: I januar i år viste den genopstandne John Galliano sin første couturekollektion for Maison Martin Margiela i både London og Paris. Det belgiske modehus blev i 2012 indlemmet i coutureklubben og kan således lune sig i selskab med sværvægterne Christian Dior, Chanel og Jean Paul Gaultier.

Men Margiela er ikke den eneste nye dreng i klassen, hvor navne som Alexis Mabille, Yiqing Yin og Bouchra Jarrar også i de senere år er blevet føjet til showkalenderen. Som gæstemedlemmer, forstås. For at opnå fuldgyldigt medlemskab skal modehusene have vist 10 couturekollektioner over fem år.

Dog må langt de fleste af os tage til takke med at beundre couture på catwalken, for med priser startende over 10.000 dollars (ca. 65.000 kr.) for en enkelt nederdel eller skjortebluse er couturekundekredsen selvsagt begrænset. Den estimeres at tælle blot 2.000 privilegerede på verdensplan.

Marie Antoinettes couturekærlighed

I 1774 forelskede teenagedronningen Marie Antoinette sig i butiksejer Rose Bertins bekostelige kjolekreationer, og kimen til coutureindustrien blev lagt. Bertins butik på Rue St. Honoré i Paris blev leverandør ikke blot til Marie Antoinette, men til en lang række europæiske adelige, og i 12 år konfererede den pynteglade dronning daglig med sin modeskaber. Desværre for Bertin var hun dog ikke en bedre forretningskvinde, end at hun, da revolutionen brød ud, og hendes største kunde mistede hovedet, havde ubetalte fakturaer for over to mio. livre (ca. 330 mio. kr. i dag) liggende i skuffen.

I 1858 blev det første reelle couturehus stiftet af englænderen Charles Frederick Worth på Rue de la Paix. Worth etablerede et eksklusivt salonatelier, og kunder rejste helt fra Amerika med privat dampskib for at købe den nyeste mode. Det var også Worth, som i 1868 oprettede det første couturesyndikat for at beskytte de parisiske design mod kopier. Modehuset Worth lukkede sine døre for bestandig efter præcis 100 år, men inden da havde nye kræfter for længst indtaget couturescenen.

Allerede i 1774 shoppede teenagedronningen Marie Antoinette amok i parisisk kjoledesign, og butiksejeren Rose Bertin blev dronningens faste modeskaber frem til den blodige revolution, der kostede Marie Antoinette livet.

Charles Frederick Worth stiftede sit coutureatelier i 1858 og er i dag kendt som faderen af haute couture. Han kæmpede en brav kamp for at forhindre, at amerikanske designere kopierede parisisk couture.

Paul Poiret, en tidligere ansat hos Worth, blev den førende couturemester i det 20. århundredes to første årtier, og hans avantgardistiske indflydelse på moden sammenlignes i dag med Picassos ditto på kunsten. Samtidig med Poiret dukkede også Lanvin, Vionnet og Balenciaga op, mens Schiaparelli fulgte i 20'erne. Det samme gjorde naturligvis også kvinden, som slog sig op som antitesen til traditionel couture: Coco Chanel. Chanel havde ikke meget tilovers for 'påfuglekreationer', og hendes egne strømlinede design blev et hit hos 20'ernes bright young things – bl.a. makeupmogulen Helena Rubinstein og entertaineren Josephine Baker. De mere klassiske couturedesignerne svor dog stadig til glamour.

I 30'erne oplevede Vionnet fx succes med lange silkekjoler så fine, at kvinder pudrede deres kønsbehåring for at kunne bære dem uden trusser, og Schiaparelli gjorde sig bemærket med sine tætte kunstnersamarbejder, navnlig med surrealisten Salvador Dalí.

LÆS OGSÅ: Så er det slut med at stjæle din kærestes skjorte

Dior reddede dagen

"Det er Paris eller intet!" erklærede præsidenten for Chambre Syndicale de la Haute Couture, Lucien Lelong, ophidset, da Hitler under anden verdenskrig ville flytte byens couturehuse permanent til Berlin. Igennem sindrige forhandlinger lykkedes det franskmændene at bibeholde couture i Paris, men ved krigens slutning i 1945 havde mange atelierer alligevel måttet dreje nøglen om.

Redningen kom i form af en lille mand, som pustede nyt liv i haute couture og gav den franske eksportindustri en tiltrængt saltvandsindsprøjtning: Christian Dior.

Christian Dior pustede nyt liv i haute couture efter anden verdenskrig med sin revolutionerende New Look-kollektion i 1947.

John Galliano forbereder Diors s/s-show i Paris i januar 1997 med en fitting session i Maison Diors Grand Salon på Avenue Montaigne.

Diors New Look-kollektion i 1947 startede en sand moderevolution. Tilbage var glamour, kvindelighed og struttende skørter, og Coco Chanel, som havde lukket sin forretning og var faldet i social unåde efter en affære med en naziofficer, korsede sig i sit eksil i Schweiz. New Look-kollektionen sikrede Christian Dior status som verdens mest indflydelsesrige designer, og frem til hans død i 1957 blev det sagt, at Dior egenhændigt kunne "sænke 40 mio. skørtelængder med sin pen." Også Balenciaga, Chanel og Givenchy rejste sig triumferende efter krigen og markerede en gylden æra for couture i 50'erne.

Men i de swingende 60'ere ændrede samfundet sig med månegal raketfart. Dior-protegeen Yves Saint Laurent greb den ungdomsfikserede tidsånd og lancerede pret-a-porter-linjen Rive Gauche for at imødekomme en bredere kundeskare. Adskillige designere fulgte trop. Derudover fik Yves Saint Laurents couturelinje et skarpt, moderne look, og i 1965 præsenterede designeren sin nu ikoniske Mondrian-kollektion.

Den pompøse coutureæra sang på sidste vers, og da salget af parfumer og pret-a-porter en gang for alle overhalede couture i 70'erne, blev den reduceret til 'cirkusforestillinger', hvis eneste formål var at booste salget i modehusenes øvrige afdelinger. Selv ikke et nyt couturesyndikat fra 1973, der åbnede op for gæste- og udenlandske couturemedlemmer, kunne hjælpe atelierne.

"Hey, big spender"

Da Karl Lagerfeld i 80'erne satte sig ved tegnebrættet hos Chanel, og Christian Lacroix åbnede sit coutureatelier, genvandt branchen langsomt terræn. Og i 90'erne såede nye designstjerner som Jean Paul-Gaultier, Versace og John Galliano hos Dior håb for couturens fremtid. I samme årti reddede Chanel sågar syv historiske coutureværksteder fra konkurs og etablerede sig som en slags skytsengel for håndværkets overlevelse.

Men den betændte verdensøkonomi i starten af det 21. århundrede fik igen couturesyndikatet til at svinde ind, og da selv couturemagikeren Christian Lacroix i 2009 måtte dreje nøglen om, begræd modeverdenen, at drømmenes tid syntes forbi.

Så hvordan er det gået til, at førnævnte Dior-show sammen med resten af coutureugen denne januar 2015 udgjorde en af de skarpeste og mest kreative couturesæsoner i årevis? Svaret kom flyvende sammen med de nye, velbeslåede coutureentusiaster fra navnlig Asien og Mellemøsten, hvis higen efter unika-designerkreationer har pustet nyt liv i couturedesignerne. Verdens økonomiske markeder er under hastig forvandling, og få steder illustreres dette på mere farverig vis end under coutureugen. Hvor den eksklusive lille klub af couturesamlere førhen har bestået af (ældre) amerikanske og europæiske socialités, sidder 17-årige Saudi-prinsesser nu og instagrammer fra første række hos Alexis Mabille, mens hære af kinesiske indkøbere fylder stolene hos Chanel.

Dette skift har tilført couture hårdt trængte økonomiske midler til at genopfinde drømmefabrikken, som syr nye veje ind i fremtiden med eksperimentelle materialer – og i stigende grad mere østligt inspirerede design. En af de absolut største couturekunder i dag er da også Sheikha Mozah, andenhustru til den tidligere emir i Qatar og internationalt stilikon klædt i Valentino Couture og Jean Paul Gaultier.

Ulig starten af det forrige århundrede er couture ikke længere det afgørende barometer for, hvilken vej vindene blæser inden for mode. Den magtkamp er for længst tabt til den mere gangbare pret-a-porter, streetstyle og en lille ting kaldet internettet. Men takket være en række friske navne på catwalken og et købestærkt publikum har haute couture alligevel alle muligheder for at komme til at genvinde sin rolle som modeverdenens mest interessante kunstneriske platform.

For couture provokerer stadig mange med al sin utilnærmelige overdådighed og teatralske kreativitet. Og det skal den, som al anden kunst, endelig blive ved med.

LÆS OGSÅ: Så er det slut med at stjæle din kærestes skjorte!

LÆS OGSÅ: Sådan ved du, om kort hår vil klæde dig

LÆS OGSÅ: Se 10 kvinder, der redifinerer vores måde at se skønhed på