Fan Out #3

Gratis under modeugen: Sådan ser det ud, når designerne får frie tøjler

Udstillingen "Fan Out" skal vise, hvordan det ser ud, når designerne får lov at arbejde frit og uden kommercielt pres. Vi har talt med designer og butiksindehaver Sabine Poupinel, som er kurator og kvinden bag idéen.

Sabine Poupinel er en kvinde på en mission. Hun vil åbne modebranchens øjne for de unge talenter på designskolerne og inspirere til, at ikke også de skal proppes ind i det maskineri, modebranchen er blevet, hvor ensretning, masseproduktion og hastigt skiftende trends lige for tiden får designere til at dreje nøglen om.

Derfor har hun lavet udstillingen "Fan Out", som er blevet en tilbagevendende begivenhed på Copenhagen Fashion Festival, der kører sideløbende med modeugen. Udstillingen er en blanding af installationskunst, performance og design, og præsenterer unge designere side om side med mere etablerede navne, som alle får lov at slå sig løs uden regler eller mål, der skal nås. Ren kreativitet, med Sabine Poupinels ord.

LÆS OGSÅ: Kom med i feriekufferten hos Cecilie Copenhagen, Orit Elhanati og Baum und Pferdgarten

Hvad er konceptet bag "Fan Out"?

– Jeg fik idéen for tre år siden, hvor jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan pressen altid manglede til de unges afgangsshows. Og det, syntes jeg, var så ærgerligt, for det er jo virkelig vigtigt at være nysgerrig på, hvor de unge er på vej hen. Det gav mig lyst til at gøre noget for, at der kunne blive skabt opmærksomhed omkring ungt talent og unge kunstnere.

– Min idé var at kuratere en udstilling, som kunne vise, hvad designerne egentlig kunne, når de fik fri fra at skulle tænke kommercielt. Jeg arrangerer bare udstillingen, jeg blander mig ikke i det, de laver.

Gratis under modeugen: Sådan ser det ud, når designerne får frie tøjler

Sabine Poupinel er designer, butikindehaver og kurator på udstillingen "Fan Out". Foto: PR Foto. 

Hvorfor skulle formatet være en udstilling?

– Først og fremmest fordi det skal være tilgængeligt for alle. Ikke kun modefolk. Og så har jeg også en drøm om, at den skal kunne vandre videre. Jeg vil gerne have den til Jylland. Og så måske videre til Paris eller Tokyo. Men alt sådan noget koster jo penge, så det er bare en ambition på den lange bane.

LÆS OGSÅ: Eva Kruse: "Det her er big business. Det er den vej, verden går"

Hvordan udvælger du de designere, som er med på udstillingen?

– Jeg går selvfølgelig til shows og tjekker folk ud. Men jeg spørger mig også frem. Det skal ikke bare være de folk, som er fede i min egen lille indskrænkede verden.

– Helt generelt må det gerne sparke røv. Det må godt være skævt, uigenkendeligt og arty farty og lavet med frie hænder.

I skriver i jeres pressemeddelelse, at I er et "kunstnerisk fællesskab, der udfordrer den kommercielle del af Copenhagen Fashion Week". Hvordan gør I det mere konkret?

– Modebranchen er en svær branche, og hvis man som ung designer får et job, varer det ikke ret længe, før man bliver presset. Sådan er business i den her branche, og det går så afgjort den forkerte vej. Så jeg vil gerne bruge den her udstilling til vise, hvor meget mere designerne kan, hvis de får lov til at give den gas engang i mellem, i stedet for at skulle sidde og kopiere konkurrerende firmaers tøjdesigns ud i det uendelige.

LÆS OGSÅ: Der er stadig kun ét kropsideal, der dominerer i modebranchen - hvorfor?

Hvorfor har I valgt at holde det under modeugen, hvis I netop gerne vil positionere jer som et alternativ til kommercialismen på modeugen?

– Vi har også talt om, om vi skulle holde de selv på et andet tidspunkt af året. Men jeg vil gerne holde det der, fordi det giver mulighed for at få fat i nogle folk, som jeg ellers ville have svært med at få fat i – pressen for eksempel.

Gratis under modeugen: Sådan ser det ud, når designerne får frie tøjler

Designer Nicholas Nybroe udstiller blandt andre på Fan Out #3. Foto: Thomas Cato. 

Hvad håber du, at de, som kommer og besøger udstillingen, tager med sig derfra?

– Jeg håber, at de tager noget ro med sig. At det kan være med til at inspirere til at starte forfra på en ny måde og give branchen et spark i den rigtige retning.

"Fan Out #3" løber fra den 10.-12. august og har til huse i det forladte postrum på Københavns Hovedbanegård. Du kan læse om åbningstider og om, hvilke designere, talks og performanceshows, du kan opleve på udstillingen her. 

LÆS OGSÅ: Ekspert: Vi bliver syge af at spejle os i modebranchens idealer

LÆS OGSÅ: Hvor "conscious" er H&M?

LÆS OGSÅ: Nyt, dansk brand sætter tempoet... helt......ned