"Hvis alle rent faktisk var smukke, så var det slet ikke noget at stræbe efter"

ALLE VIL gerne være smukke, og det kan jeg godt forstå.

Man skal nemlig ikke kigge sig langt omkring for at blive bekræftet i, at det er meget vigtigt at være det. Skønhedsindustriens volumen taler sit eget sprog, der bare blander sig i den store kakofoni af stemmer, som messer: det er bedst at være smuk, skønhed er væsentligt. Undersøgelser viser endda, at smukke mennesker til en vis grad har det nemmere i livet.

Som så meget andet i vores tid er der selvfølgelig kamp om definitionerne: fortidens skønhedsidealer var for snævre og ekskluderende. Derfor kæmper velmenende aktivister for at udvide dem i kropspositivismens tegn, og selvom jeg forstår ønsket om at skabe mere plads i skønhedstemplet, så synes jeg, det er både uambitiøst og urealistisk.

Urealistisk fordi alle idealer, også dem med ”skønheds-” foran, handler om kulturelt betingede uopnåeligheder. Idealbilleder er fuldkomne, mennesker er ufuldkomne, hvilket gør os interessante, fascinerende, overraskende og mange andre spændende ting, så det behøver vi ikke begræde. Hvis alle rent faktisk var smukke, så var det slet ikke noget at stræbe efter.

Værre er dog, at det er uambitiøst at bekæmpe skønhedstyranniet ved at insistere på, at alle faktisk er smukke på deres egen måde. For den tilgang godtager stadig, at det er vigtigt at være smuk. Så jeg ville gerne opfordre til, at vi rykker vores skepsis en hegnspæl ud og altså ser kritisk også på vores egen accept ikke bare af skønhedsidealerne du jour, men af selve ophøjelsen af skønhed som noget væsentligt.

På grund af mit arbejde er der indimellem folk, som føler sig kaldet til at fortælle mig, hvad de synes om mit udseende. Nogle er ikke imponerede, og dem har jeg egentlig altid haft nemt ved at parkere, da jeg lige vænnede mig til det. Jeg er oprigtigt ligeglad med, hvad en tilfældig fremmed mener om mit hoved. Højst kan jeg synes, det er morsomt, at folk selv mener, det er andet end tidsspilde for dem at skrive og mig at læse. Men konsekvensen deraf må også være, at jeg er ligeglad med, om folk godt kan lide det hoved. Det er ikke en bedrift at ”se ud”. Det er ret tilfældigt, og det virker underligt at rose eller dadle folk for noget, de ikke har nogen indflydelse på eller gjort sig umage med.

Skønhed har gennem tiderne været en vigtig valuta i kvindelivet, det har ikke nødvendigvis været vores eget valg, men vi har brugt den efter det forhåndenværende søms princip. Men sandheden er jo, at det er en svigefuld valuta, som kan være umulig at optjene, og som i øvrigt mister sin købekraft i takt med, at man som menneske egentlig udvider sin mestring af livet.

Men det er ikke så nemt endda at vende den ryggen, og jeg løber hele tiden ind i min egen forfængelighed. Jeg havde engang en kæreste, som holdt op med at følge mig på Instagram, fordi jeg havde sunget en sang i ovenstående toneart for ham og et par dage senere postet et lige vel selvsmagende billede uden anden pointe end ”felt cute, might delete later”. Han orkede ikke mit hykleri, og det kan jeg egentlig godt forstå. Jeg tror ikke på, at vi kan slippe for skønhedsidealernes åg, og fred med det, men jeg vil gerne blive ved med at minde mig selv og andre om, at man kan og bør sætte spørgsmålstegn ved præmissen. Alle er smukke, når vi beskues af øjne, der elsker os. Og dét er vigtigt! Men alle er ikke smukke i alles blik, og det er ok, for det er slet ikke så vigtigt.