"Betyder det så, at jeg hader mit tøj nu?"

Jeg plejer at dække modeugen with a vengeance. Ikke for at blive fotograferet af streetstyle-fotografer (de ville ikke ane, hvad de skulle stille op med mine muleposer, notesblok i hånd, viltre hår i plastikklemmer og æblekinder), men simpelthen fordi jeg er så fascineret af modens sprog, koder og væsen. Og ja, fordi jeg ganske enkelt er håbløst forelsket i tøj.

Den franske filosof Jean Baudrillard ramte mig i hjertet, da jeg i starten af mine tyvere læste på Københavns Universitet. For han kunne med spiddende teori konkretisere mine ambivalente følelser overfor de supermodeller, jeg dyrkede, som var de veninder, designerne, hvis kollektioner jeg kunne kategorisere efter årstal, og alle de smældfede modemagasiner, jeg kastede hundredvis af kroner efter.

LÆS OGSÅ: "Nutidens skønhedsideal er meget kunstigt og tegneserieagtigt"

Når jeg som SU-studerende ikke kunne falde i søvn om aftenen, fordi jeg måtte eje den der alt for dyre strik med høj (guldglimrende!) hals og trompetærmer fra Munthe plus Simonsen, eller jeg gennemsøgte alle genbrugsbutikker for hvide stiletter a la Carrie Bradshaw, så vidste jeg jo godt, inderst inde, at jeg blev forført. Af markedsføring. Det havde Baudrillard fortalt mig. Lige som han også påpegede med intellektuel distance, at jeg ikke ville blive lykkeligere af at købe den trøje eller finde de sko. Det var bare noget, kapitalismen bildte mig ind.

Men han havde ikke helt ret. For jeg følte mig jo så vidunderligt ovenpå, da jeg havde brugt samtlige af mine hårdt tjente drikkepenge på drømmestrikken og omsider fandt de perfekte hvide pumps str. 38,5 i Jagtvejens genbrug. Det føltes faktisk mere som ægte lykke end som hult begær.

Men i år kunne jeg ikke elske modeugen. Året, der havde tegnet så håbefuldt med vaccine-eufori og genåbningsfester, blev indhentet af virkeligheden. På modeugens åbningsdag blev den seneste klimarapport udsendt, hvis eneste opløftende budskab var, at tingene nu står så skidt til, at ingen kan argumentere for, at laissezfaire er en løsning.

LÆS OGSÅ: Mads Nørgaard: Det er på tide, at vi tager os af det tøj, der hænger i klædeskabet

Og på selvsamme dag som den første model spankulerede målrettet gennem spotlights og blitzregn, gik mine egne tre og hundredvis af andre børn mod første skoledag efter ferien. Alle de små hoveder og store hjerter, der ikke bare skal frygte for, om kammeraterne er vokset dem over hovedet og ud af venskabet, men som også var reelt bekymrede for, hvornår skolen lukkede ned igen, om de var smittebærere, og hvornår hverdagen bliver uigenkendelig igen. Min bekymrings ledsager var en følelse af meningsløshed, og jeg rettede hele min afmægtighed mod moden. For helt ærligt: Den virkede så tåbelig for en stund.

Betyder det så, at jeg hader mit tøj nu? At jeg kun vil gå klædt i Røde Kors-rester og veganske sko lavet af skræller fra vindruer og appelsiner? Eller at jeg bare vil iføre mig apati og Eva-kostume?

Nej. Når alt håb er ude, skal man enten gå i haven, i køkkenet eller i bogreolen, har jeg erfaret. Jeg gik til Virginia Woolf, der kæmpede med efterkrigstidens meningstab og sit eget svære sind.

LÆS OGSÅ: "Hvis alle rent faktisk var smukke, så var det slet ikke noget at stræbe efter"

Hun skrev: ”My love of clothes interests me profoundly, only it is not love; and what it is I must discover”. Hun opdagede, at kærligheden til tøj handler om tøjets iboende evner. Til at formidle politiske budskaber og bedrive aktivisme. Tøj klæder os på til den verden, vi selv vil have. Og det kan få os til at rette ryggen og kæmpe for fremtiden. Tøjet er vores skjold du jour – og indimellem er vi bedre rustede til alverdens udfordring i glimmerstrik og genbrugssko.