Sneakers og stiletter
SPONSORERET indhold

Parkér stiletterne og find disse sko frem fra skabet

Stiletterne kan du godt stille bagerst i skabet. De er nemlig blevet overhalet af hurtige sneakers med mesh og reflekser. Men de kræver, at du supplerer med blomsterprint, vide kjoler, silke og kashmir. Det kan også blive for praktisk.

Af:: Marie Lodberg Foto: Getty Images
16. feb. 2018 | Mode | Eurowoman

For 10 år siden, da jeg startede med at skrive for modemagasiner, var stiletter det eneste rigtige at stikke foden i. De måtte gerne være spidse, og der måtte hellere end gerne stå Manolo Blahnik på sålen. Carrie Bradshaw var stilikonet.

LÆS OGSÅ: Denne farve kommer du til at gå i næste sæson

Carrie Bradshaw, Mr. Big og stiletter fra Manolo Blahnik.

Var du mere til den rå afdeling, var det de grovere 10 centimeter-YSL-stiletter, der lokkede. Og hvis du havde svært ved at overbevise dig selv om at give så mange penge for et par stiletter, da krisen gjorde allermest nas, kunne du dulme samvittigheden med, at "dem kom du da til at bruge rigtig meget, for der var forplateau i sålen, som trak et par centimeter fra tyngdepunktet, og det svarede jo nærmest til at gå i fodformede.

Stiletter fra Saint Laurent.

Og så var der Louboutin'erne. Oh fryd, den der kunne svinge benene over kors og dermed optimere eksponeringen af de røde såler.

Sophia Roe i stiletter fra Christian Louboutin.

Det var, groft sagt, de tre valgmuligheder, der var. Sådan var det nemlig dengang. Din stil var som en multiple choice-test, hvor du endte ud med enten at være feminin, rock chic eller klassisk. Gud, hvor var det nemt. Og gud, hvor var det hårdt ikke bare at gå i høje hæle, men også at se på alle dem, der forsøgte at mestre dem. Der blev vraltet rigtig meget i de år. Så var det lige meget, hvor dyr en Alaïa-kjole kroppen bar, al elegancen var alligevel forduftet i gulvhøjde. Men så skete der noget.

Da modellerne til Célines A/W 11-show havde gået op og ned ad catwalken for sidste gang, og kreativ direktør Phoebe Philo kom ud for at bukke og takke for showgæsternes velfortjente applaus, havde hun Stan Smiths fra Adidas på.

Phoebe Philo i Adidas-sneakers.

Célines nyminimalistiske fornemmelser for tynde rullekraver, herrebukser og lange frakker uden spor af pynt, ikke engang knapper, passede som fod i hose i et par kridhvide Adidas-sneakers. Med ét var de flade snøresko blåstemplet, og så fik Adidas travlt. Ikke siden Run DMC rappede og hyldede mærkets trestribede fodtøj med My Adidas i 1986, havde Adidas fået så stor eksponering. Nu havde sportsskoene bare skiftet fødder, til de mest kræsne af slagsen, modefolkets.

Kate Moss og fotografen Mario Sorrenti er godt plantet på marmoren.

Siden har modeverdenen været lige så klog som resten af jordens befolkning, der altid har holdt af at træde ud i livet på flad fod. De sneakers er ikke til at flå af fødderne igen. Og hvad gør man så? Designerne rører i gryden og tilsætter lidt af det gamle, lidt af det nye, lidt løbesko fra 80'erne, lidt sci-fi

. Masser af reflekser, mesh og pølsetykke såler.

Nicolas Ghesquière gik forrest denne sæson for Louis Vuitton. Berlinske Veronika Heilbrunner, stylist og stifter af modesitet Hey-woman.com, rapporterede frontrow på Instagram, hvor hun postede et billede af de chunky sneakers, som hun hyldede og kaldte "The dad sneakers."

Balenciagas lynhurtige gummisko.

– Tern på frakken, blomster på kjolen, hurtige solbriller og hurtige sko. Tweed og polyester. Du skal ikke være slave af et specifikt mærke, du skal ikke dyrke det skønne, det hele skal være et stort miskmask! siger Frederik Lentz Andersen, Eurowomans senior fashion director.

Klædt i Hellerup-fruens puffede pels, lillepige-præriekjoler og cirkelsparksko, der lige så vel kunne være fra Vestegnen som fra flagskibsbutikkerne på Champs-Élysées, nikker du anerkendende til alle stammer i samfundet.

Caroline de Maigret, rå og elegant som altid.

– Det er Strandvejen møder Amagerbrogade. Det handler om, at du favner alle socialklasser, og at du ligner én, der ikke er styret af tidens tendenser. Paradokset er, at det ender du med at være alligevel, siger Frederik Lentz Andersen.

Ikke engang gummi-'træ'skoene Crocs er længere dømt ude. Christopher Kane har givet dem en overhaling med seriøs glimmerlir.

Sko fra Christopher Kanes samarbejde med Crocs.

– Jeg er besat af de sko. Er de ikke bare det mest grimme-cool på jorden? De er perfekte til en nat i byen med en aftenkjole, siger Veronika Heilbrunner.

De lette, praktiske og rare sneakers passer lige til os danskere. Endelig en mode, hvor vi ikke skal skamme os over vores fornuftige flade fodtøj. Set udefra, med udenlandske øjne, virker vi dog alt andet end klumpedumpede.

Eurowomans Emili Sindlev er godt tilpas i skørt-strømpe-Air Max 97-looket.

– De danske kvinder er frygtløse og modige. Det virker, som om de ikke tænker alt for meget på, hvordan de går klædt. Hvis der er noget, de elsker, går de 100 procent efter det. Jeg elsker det, siger Veronika Heilbrunner.

Modellen Klara Kristin holder fast om anklerne. For der sidder guldet. De udtrådte sneakers.

Men altså. Det skal ikke gå hen og blive for praktisk det hele, så går fidusen af det altomfavnende patchwork-look med lange kjoler og fartstriber på skoene.

– Demna Gvasalia for Balenciaga er opinionsledende. Det er ham, der igen har opfundet den dybe modetallerken. Men der er tale om mode og ikke den gode smag med kashmir, trenchcoats og Oxford-skjorter. Den gode smag er ikke en del af denne her sneakers-kjole-pels-ligning. Dét, moden skal kunne, er at være på forkant. Så kan det godt være, at vi ser et modeshow og ryster på hovedet og synes, at vi er blevet for gamle. Men lige pludselig falder tiøren, og så forstår vi det, siger Frederik Lentz Andersen.

Sneakers

, de er til at forstå.

Her er de 3 bedste sneakers lige nu

– Asics er mit foretrukne sneakermærke, og denne klassiske løbesko er sej til både kjole og jeans, siger Eurowomans stylingredaktør Kristine Halken.

Gel Stratus, Asics, 885 kr.

– I forbindelse med 20 års jubilæumet for Air Max 98 lanceres denne opdaterede model i år i de sejeste farver.

Air Max 98, Nike, 1.250 kr.

– Sneakeren fra Balenciaga blev lanceret sidste sæson og blev årets mest hypede. Den nye version med sølv står øverst på min ønskeliste!

Triple S, Balenciaga, 4.450 kr.

Anbefalet til dig