Chanel Cruise Collection
Foto: Getty Images Taske fra Chanel.

Luksus secondhand online

18 steder, du kan shoppe luksus secondhand online

Chanel, Gucci og Louis Vuitton på halv pris? Her får du guiden til, hvad du skal gå efter, og hvor du gør de bedste secondhand-kup online!

Har du undret dig over, hvordan almindelige mennesker får råd til at gå i dyrt designertøj? Så kan vi afsløre, at det dels handler om prioriteringer og dels om at kende de rigtige secondhand-butikker, hvor du kan få fingre i de fineste sager fra designere som Isabel Marant, Chanel og Stine Goya til under halv pris. Det sidste får du hjælp til her.

LÆS OGSÅ: To danske vintage-butikker er på Vogue-listen over verdens bedste

Det er nemlig med god, økonomisk samvittighed, at du nu kan fylde garderoben med luksus fra alle dine yndlingsmærker, selvom du ikke har lommer fyldt med guld. Alt sammen hvis du kan leve med, at din nye Chanel-, Balenciaga- eller Yves Saint Laurent-taske har været i en andens hænder før dig, og at din lille sorte kjole har været på til én tidligere fest!

Vi har samlet vores yndlingssecondhand online, hvis du selv er blevet interesseret i at købe eller sælge secondhand. Har du en taske, du ikke får brugt og derfor gerne vil sælge, kan du mod kommission sælge den i en af de mange butikker og få en aftalt procentdel af salget for den. Så slipper du for besværet med at sælge via online salgsplatforme.

18 secondhand-butikker med luksusvarer, du skal kende, hvis du elsker secondhand:

Vestiaire Collective

Byd velkommen til kongen af luksus secondhand online. Vestiaire Collective er stedet, hvor du med garanti ikke kommer til at købe en falsk vare. Det er meget simpelt: Du køber en vare af en privat person et sted i verden, personen sender det til det nærmeste Vestiaire Collective-kontor, som verificerer varen og sender den videre til dig. Hvis den ikke lever op til den beskrevne stand eller er uægte, får du pengene tilbage, og tasken sendes tilbage til sælgeren. Ovenikøbet er det også her, at du kan finde splinternye tasker, punge og andet tilbehør fra modehuse som Céline, Louis Vuitton og andre af de helt store.

Jerome Vintage

Hvad der i starten var en af modebranchens interne hemmeligheder, er nu blevet alt andet end og har vokset sig til en lille, velgående butik på Vesterbro. Bag Jérôme står Pia, som finder eksklusive secondhand-fund i ældre damers garderober og sælger dem i sin butik. Her finder du fantastiske kjoler, eksklusive materialer og andre sjove fund, som du bliver ene om at eje. Men du skal være hurtig – der er rift om varerne.

Trois Pommes Vintage

Har du tænkt over, hvor meget guld en garderobe kan indeholde? Så tænk på, hvor meget der ikke bliver brugt. Det er, hvad du kan du finde i Trois Pommes, hvis hovedkontor ligger i Hellerup og rummer alt fra splinternye Adidas-sneakers til fine skjorter, og Louis Vuitton-bælter.

I Blame Lulu

I Blame Lulu blev til, da en gruppe veninder besluttede sig for at gøre deres shopping til en forretning og sælge ud af deres brugte sager. Du finder alt fra helt nye, bløde silkeskjorter fra Nué Notes, til glitrende strømper og seje sko fra Carven.

Miinto

Miinto, en af Skandinaviens største online modeportaler, har indgået et eksklusivt samarbejde med nogle af verdens førende vintageforhandlere, og giver dig derved muligheden for at shoppe vintagefund fra eksklusive modehuse som Chanel, Louis Vuitton, Gucci, Celine, Hermès og Cartier. Hvad end du er på jagt efter en smart Gucci-taske, et par fine Hermès-stiletter eller altid har drømt om en farverig Yves Saint Laurent-jakke, så har du her muligheden for at finde unikke sager, der kan opdatere din stil og din garderobe, uden totalt at ruinere din pengepung.

Time's Up

Time's Up er en vintagebutik med tjek på tidens trends. De mange lækre items i den lille butik på Krystalgade er nøje udvalgt, og Time's Up har alt fra fine smykker til vinterfrakker i et stort udvalg af mærker som Givenchy, Monies, Yohji Yamamoto, Burberry og mange flere. Time's Up er et rigtig godt sted at finde et anderledes item for en personlig og luksuriøs stil, og desuden har forretningen også en rigtig god butik i København, hvis man vil prøve tøjet.

Lula 2ndhand Luxury

Nogle af de vildeste modefund finder du hos Lula 2ndhand. Rygterne går på, at det er her, mange af de danske topmodeller sælger ud af deres garderobe, og du finder både pelsfrakker fra de internationale modeuger, grove nittestøvler fra Chloé og Chanel-tasker.

Magnolia's

Lokaliseret midt på strøget i København og med et helt fantastisk, bredt udvalg af alt fra Azzedine Alaïa-tasker, hverdagssko og støvler og lækkert overtøj har Magnolia et lidt mere raffineret og klassisk udvalg. Det hele er krydret med skønne tasker fra Gucci og seje briller.

O-S-V

Siden maj 2011 har O-S-V haft adresse i Peder Hvidtfeldts Stræde 4 i København. Som den første kommissionsbutik i København har de valgt at sælge både herre- og dametøj, så der er både noget for dig og for manden i dit liv. Her finder du et udvalg af Acne Studios, Isabel Marant og Ganni.

Muda Nashi

Muda Nashi er en lækker secondhand-butik på Frederiksberg, der rummer luksuriøse mærker som Christian Louboutin og Louis Vuitton, men også gode, danske mærker som Ganni og By Malene Birger. Det er svært at sætte en bestemt stil på Muda Nashi, da butikken har rigtig mange forskellige mærker og kun tager tøj ind, de selv kan lide, men de mere end 8.000 følgere på Instagram vidner om, at smagen bag er sikker, og udvalget godt!

Twenty Nine Twenty

Twenty Nine Twenty er en smuk vintage butik bosat i Charlottenlund. Butikken har med sine 100 m2 plads til at rumme mange lækre items, som er nøje udvalgt af ejeren, stylist Jannie Weis. Butikken rummer et stort udvalg af mærker, og forhandler desuden ting fundet i hele verden, såsom cool Yves Saint Laurent-bælter hentet i Amerika.

WinWintage

Bag WinWintage står Pernille Rosenkilde, kommerciel redaktør på Eurowoman. Hendes stil er et stort og farverigt mønstermiks, og hvis det tiltaler dig, vil hendes vintagebutik fange din opmærksomhed. Modsat mange af de andre butikker her på listen, er der sjældent et mærke i nakken, for det er de fine og helt særlige fund, du kan finde her, hvor tingene kommer fra nær og fjern og altid kan gøre dig i godt humør.

Rebelle Nordic

Når nye varer indleveres til luksus secondhand-butikker, er det oftest med anonyme leverandører. Sådan er det ikke hos Rebelle Nordic, der viser sine leverandører frem, som både tæller moderedaktører, modeller og stylister. Du finder tøj fra personlige garderober, kombineret med luksuriøse fund, som de skarpe indkøbere bag konceptet har fundet verden over. Her finder du en god blanding af tøj, der har været vist under modeugerne, gode basisvarer og ekstraordinære fund som fx en Hermès-taske med en værdi på over 100.000 kr.

Second Wardrobe By Martine

I en lille hyggelig lomme i Elmegade har Martine sin butik Second Wardrobe By Martine. Er du ikke på de kanter, kan du besøge hendes fine Instagram-profil, hvor Martine viser et kurateret miks af alt lige fra sjove smykker til tårnhøje stiletter og tøj fra Acne Studios til & Other Stories.

Woman2woman Vintage

Selvom der hænger flest luksusmærker i butikken Woman 2 Woman, er indehaver Heidi Fynbo Jensen ikke bange for at mikse de luksuriøse mærker med billigere ting fra fx Cos, hvis snittet er spændende og standen i orden. Butikkens bedst solgte varer er tasker – især fra mærker som Chanel, Louis Vuitton, Mulberry og Balenciaga. Mærkerne kan variere alt efter, hvad der er efterspørgsel på.

Haberdash

Det skal være anderledes, men ikke outreret, når Caroline Fowler Eskildsen fra Haberdash vælger tøj fra sine leverandører. Og så er det en ekstra bonus, hvis tingene kommer fra udlandet. Her finder du mange forskellige mærker, men fælles for dem alle er, at det er større eksklusive navne som Prada, Chloé, Chanel, Lanvin og Marc Jacobs, og af danske mærker blandt andet By Malene Birger og Heartmade Julie Fagerholt.

2nd Rag

Seje støvler, hverdagsjeans og smukke sæt. 2nd Rag på Frederiksberg er stedet for dig, som enten leder efter en gave til en veninde eller dig, som trænger til lidt cool kant i garderoben.

Second

I Second på Østerbro finder du masser af tøj, der nærmest ikke har været brugt fra mærker som Hermès og Isabel Marant. Stilen er helt klar, og så er de kendt for deres store udvalg af tøj og sko, som er næsten helt nyt.

Butiksejerens bedste råd til secondhand-shopping på nettet

Vi bad ejer og grundlægger af I Blame Lulu Katrine Gøtke om at guide os igennem netshopping af luksus secondhand. Læs her, hvorfor det er en god idé, og hvorfor det er blevet så populært at shoppe andres aflagte luksusvarer på nettet.

d24da926dd634a82a6fc429fe82b0654.jpg

Hvorfor skal man shoppe luksus secondhand online?

"Fordi det er nemt og især bekvemt at shoppe fra sofaen! Og fordi man kan få meget mere for sine penge. Det er vel også derfor, at lagersalg og loppemarkeder i lang tid har haft kronede dage."

Hvad er dine bedste råd til secondhand-shopping på nettet?

"Det er virkelig en tillidssag! Køb kun fra hjemmesider, hvor du har en god fornemmelse af, at det er ærlige mennesker bag, der sælger ud! På eBay og andre sites bliver der udbudt utroligt mange falske designervarer til salg, og det er svært at skelne mellem seriøse sælgere og svindlere."

"Hvis du er i tvivl om en vare, så spørg ind til den. Hos Iblamelulu.dk hjælper vi f.eks. gerne med at tage mål af varerne og oplyse om andre detaljer. Er der for eksempel tale om en luksus designertaske, så er der altid specifikke kendetegn, der beviser at der er tale om den ægte vare og ikke en kopi. Det kan være typen af lynlås, der er brugt, nummerering af tasken samt logo og lignende – man skal helst kende de tegn."

"Ofte er det en kvittering på varen, folk efterspørger, men en kvittering kan godt være en falsk tryghed; det er jo ikke altid ensbetydende med, at den pågældende taske og kvittering hører sammen. Snusfornuft og en god portion skepsis er ofte på sin plads, når man handler secondhand på nettet."

Er der ting du specifikt går efter og slet ikke går efter, når du shopper på nettet?

"Mht. tøj så leder jeg ofte efter specielle ting, som jeg fortryder, at jeg ikke købte en given sæson. Det er så skønt, når det så lykkes! Jeg går udenom steder, der er for uoverskuelige og har for mange, for mig, uinteressante ting og sager. Det er desværre sådan, store sites som Trendsales, eBay og Vestiaire Collective er blevet. Man skal grave sig igennem så meget skidt, før man finder en lille smule guld. Det var også primært af den årsag, at vi stiftede Iblamelulu.dk."

Tør man købe mere sæsonbetonet, når man ved, at ens tøj har længere levetid og kan sælges videre?

"Uden tvivl! Der er en del af os hos Iblamelulu.dk, som er i modebranchen, og man får ofte følelsen af, "at vi bare ikke kan få nok". Det sker sjovt nok hver sæson, hvor der kommer nye varer i vinduerne og nye modemagasiner på hylderne, og pludseligt er ALT i skabet bare uinteressant. Ud med det gamle og ind med noget nyt."

"Vi er i hvert fald flere i min omgangskreds, der ikke er så bange for at lave fejlkøb mere, for der er jo altid muligheden for at sælge det videre, hvis det ikke bliver benyttet så meget, som man måske havde forventet, og på den måde få råd til noget nyt eller nyt-brugt."

God shoppelyst!

Se, hvad vi ellers skriver om: Secondhand, Design, Tøj, Gaver til hende og Vintage