
Cecilie Svanberg fik fint skønhedstip af sin mor: ”Den er god nok – alle er smukke, når gør det”
Cecilie Svanberg elsker enkle rutiner, smukt design, produkter med flere funktioner og at lære om nye tendenser af sine børn – hvad enten det gælder gode dufte eller glimrende bangers.
Min morgenrutine består af … enkelhed.
Et glas vand med citron og en espresso lavet i den smukke Pulcinakande fra Alessi.
For mig er det vigtigt at omgive mig med ting, der er en nydelse for øjet, men som også er funktionelle og humoristiske. Denne kande rummer alle de egenskaber, som jeg også prøver at ramme i mine designs.
At pleje min hud betyder for mig … at jeg har respekt for mig selv, både fysisk og mentalt. I min alder handler det også om en taknemmelighed over, hvordan min hud ser ud, og alt det den har klaret.

Jeg lægger makeup, når … jeg har været i brusebad om morgenen.
Min makeuprutine er … jeg kan godt lide, når noget er enkelt og ikke tager for lang tid. Og så kan jeg godt lide, at min hud ikke føles for tildækket, men at de produkter, jeg bruger, blender ind. Jeg går meget op i, at min hud ser sund ud og har glød. Det er mindre vigtigt for mig, at jeg har rynker.
Det, synes jeg blot, giver mig karakter. Jeg bruger Weledas Skin Food under min makeup, og så kan jeg godt lide, når noget er på en stick og hurtigt kan påføres, så jeg kan have det med i tasken og bruge det i løbet af dagen.
Jeg er ikke særlig brandloyal, men jeg bruger altid en concealer fra Chanel. Derudover er jeg lige nu ret begejstret for forskellige sticks fra Milk, og så er jeg blevet afhængig af Wake Me Up Cream fra Caia og en øjenbrynsblyant fra Kess Berlin.

Jeg plejer mit hår med ... en shampoo, der giver volume. Det har jeg lært af min frisør, at jeg skal bruge.
Jeg går ellers ikke ret meget op i shampoo, nok fordi mit hår er tykt og medgørligt. Jeg er også ret begejstret for hårolie.
Derhjemme går jeg med en scrunchie fra Day Et, hvis jeg har en dårlig hårdag.
Hvis jeg kunne sige en ting til mine medsøstre, ville det være … én ting ad gangen. Det har jeg lært af min mor, og mine børn har også taget det til sig.
Nogle gange vil man alt på en gang, og det bliver sjældent godt. Det være sig i privatlivet eller i arbejdslivet, eller også bare på et helt lavpraktisk plan.
Duft er for mig … lige så vigtigt som et stykke tøj. Jeg går meget op i dufte – både til mig selv, men også til mit hjem og mine børn. Det er meget personligt, og jeg synes, at det samler personen. Jeg er generelt ret vild med Aesops parfumer og duftlys.
Lige nu bruger jeg Hywl fra Aesop og No 04 fra Maison Louise Marie. Og så har jeg lige købt en duft til min bil, en diffuser fra Diptyque, 34 Boulevard Saint-Germain, som er en eksklusiv udgave af wunderbaum.

Når jeg skal have smilet frem, lytter jeg til … 'Skør For Dig' med Kesi og Jada. Den får mig altid til at smile, selv når jeg går tur med vores hund i regnvejr og blæst.
Mine børn introducerer mig desuden tit for nye kunstnere, og min søn, der er dj, har altid en masse nyt, jeg skal lytte til.
Hvis min hud slår ud, er mit trick at … min hud slår meget sjældent ud, men jeg er ret vild med Skin Food fra Weleda, hvis min hud har brug for ekstra fugt.
Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået ... fik jeg af min mor, og det er at smile. Meget enkelt, men nogle gange så svært at huske. Men den er god nok.

Alle er smukke, når de smiler.
Det mærkeligste produkt, jeg har på badeværelseshylden, er … en rosenkvarts krystal og et lamineret firkløver købt i Seoul.
Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være … lad være med at over-plukke dine øjenbryn.
Luksus for mig er … når jeg har tid til at dvæle og fordybe mig i tingene. Have tid til at læse en bog og bare sidde i stilhed og drikke en kaffe.

Hvis jeg kunne ændre en ting i 2025, ville det være … at flere fik øjnene op for Day Ets feminine, funktionelle og uhøjtidelige univers.
Det sted, jeg er i livet netop nu, er … virkelig dejligt. Efter nogle år, hvor jeg skulle finde mig selv og lande et nyt sted efter en skilsmisse, har jeg fundet min helt egen balance, hvor jeg nyder at være alene og den frihed, det medfører, men også de skift, det er, når børnene er her.
Nutidens skønhedsideal er … meget inkluderende og uhøjtideligt.
For mig, der er vokset op i den norske provins i 90’erne, hvor ikke det var mange andre med en anden hudfarve end lys, synes jeg, at nutidens skønheds-ideal er vidunderlig.
Dengang ville det have været en stor hjælp og meget inspirerende at have et mere inkluderende skønhedsideal at spejle sig i.

Jeg føler mig smukkest, når … jeg er i balance, både fysisk og mentalt. De to ting hænger uløseligt sammen for mig. På det mentale plan betyder det, at jeg står ved min sårbarhed.
På det fysiske plan, at jeg dyrker pilates,
svømmer i havet og vandrer.