Majse Njor
SPONSORERET indhold

"Jeg har ondt af unge kvinder, hvis de virkelig tror, at andre er så smukke"

Maise Njor mener, at de forskønnende filtre på Instagram er helt tossede, og hun er taknemmelig for, at hun tilhører en generation, der ikke er vokset op med digitale alter-egoer.

Af:: Sine Gerstenberg Foto: Privat & PR
11. aug. 2021 | Mode | ALT for damerne

Min morgenrutine består af... at stå op og gå en tur eller spille tennis. Det lyder måske sært, men jeg er nærmest forelsket i tennis og smiler glad, når jeg finder rødt grus i lommen på mine joggingbukser. Jeg har altid været ret ligeglad med at vinde, men så begyndte jeg til tennis for fem år siden, og det gik op for mig, hvor fantastisk det er at prøve at blive så god, at man kan slå sin modstander. Hvilket ikke sker så tit …

Min makeup rutine er... det sidste, jeg gør, før jeg går ud ad døren. Det sære er, at da jeg var i tyverne, brugte jeg meget makeup, og nu hvor jeg ikke bare kan vælte ud af sengen og være yndig, har jeg faktisk mere lyst til at vise mit sande ansigt.

Jeg plejer mit hår med... tja, når man har krøller, tænker man oftest, at det kan være fuldstændigt lige meget. En gang imellem krøller de som en Disney-prinsesses, og andre dage ser det bare ud som om, man har stået for længe under en terrassevarmer. Moroccanoil Curl Defining Cream hjælper lidt, men det er også lidt sølle, at man må ty til et produkt, der er baseret på nødder skidt ud af en ged.

Hvis min hud ikke arter sig, så er mit trick... at tage en sjov kjole på, som stjæler opmærksomheden fra ansigtet. Virker også, hvis man har en stor numse …

LÆS OGSÅ: "Den dækker rødme og er ikke makeuppet"

Mit hverdagsfavoritprodukt... er min latter. Det kan godt være, at det ikke kan købes på flaske, men det hjælper en lille smule at grine ad livets absurditeter, sig selv og andre.

Hvis jeg kunne give mit teenage-selv et skønhedsråd, ville det være... ”Gå med knaldrød læbestift hver dag!” For der kommer en alder, hvor det tværer ud på en sær og ikke så køn måde.

Den alder, jeg har nu, er... mentalt den bedste, sjoveste og mest interessante. Fysisk er det en alder, hvor man dagligt bliver forvirret, når man ser sig selv i spejlet, og hvor ens knæ siger en knæklyd, hver gang man rejser sig.

Nutidens skønhedsideal er... virkelig tosset. Det giver jo ikke mening, at man tror, at et filter på mobilen, der gør én pænere, ikke bliver opdaget, når folk ser en i virkeligheden. Jeg har ondt af unge kvinder, hvis de virkelig tror, at andre er så smukke. På det punkt er jeg glad for at være del af en generation, hvor vi mest så hinanden i virkeligheden.

Jeg føler mig smukkest... når jeg glemmer mig selv på ydersiden og er glad på indersiden. I det hele taget er man jo mest glad, når man ikke er opmærksom på sig selv og bare er til stede.

LÆS OGSÅ: Trine Panum: "Jeg er megaemsig omkring mit hår"

Maise Njors favoritter: 

hemp_oil.jpg

Økonomisk & økologisk

Det billigste produkt, som jeg køber igen og igen, er Urtekram økologisk hampeolie, fordi den kan bruges på kroppen, i håret, i ansigtet og i maden. Hampeolie, Urtekram, 145 kr.

urtegaarden.jpg

Hverdagsfavorit

Recinusolie, Urtegaarden, 55 kr.

hint_of_summer.jpg

Sol på flaske

A Hint of Summer fra Rudolph Care giver lige lidt glød i ansigtet, og når folk kommenterer, at jeg er solbrun, afslører jeg aldrig, at det er falsk. Vi blege, fregnede må ikke få for meget sol – så det er godt, at det fås på flaske. A Hint of Summer, Rudolph Care, 345 kr.

hanne_bang.jpg

Kulør på brynene

Når man er ude i solen, kan ens bryn let blive affarvede. Jeg er ikke så vild med meget strengt optegnede øjenbryn, så løsningen er at farve dem. Øjenbrynfarve, Hanne Bang, 129 kr.

parfume.jpg

Blød i knæene

Jeg bryder mig ikke om at dufte som andre, så det gælder om at finde parfumer, som man ikke kan købe i Danmark. Pivoine-parfumen fra Fragonard er en af dem. Men jeg bliver også en smule blød i knæene, når jeg går forbi en, der har Yves Saint Laurents Paris på – så vælter der teenage-minder frem. Paris, YSL Beauty, 50 ml edp, 580 kr.

jaderulle.jpg

Det daglige rulleritual

Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået, fik jeg af skønhedsekspert Charlotte Torpegaard, og det var at købe en ansigtsrulle. Jeg kan ikke sige, om den fjerner rynker, men det er rart at rulle bekymringsspændingerne ud hver aften. Jaderulle, I Love Beauty, 500 kr.

Anbefalet til dig