Kvinde der tænker

Kvinder er bedre til at finde ordene – og til at huske dem, viser nyt studie

Kan du komme på et ord med ”F”? Hvis du er kvinde, er der sandsynlighed for, at du hurtigere finder det ord, du gerne vil, end hvis du er mand. Det viser nyt meta-studie.

Kvinder kan multitaske, mænd er stærkest, kvinder kan ikke parallelparkere, og mænd er ikke gode til at tale om følelser. 

Kampen mellem kønnene kan sætte ild til enhver debat. Men måske er der faktisk noget om snakken? I hvert fald når det kommer til at jonglere med gloser.

Et nyt studie mener nemlig, at kvinder er bedre end mænd til at huske og komme i tanke om ord. Det skriver Universitetet i Bergen i en pressemeddelelse.

”Kvinder er bedre. Den kvindelige fordel er konsekvent over tid og levetid, men den er også relativt lille,” fortæller forsker Marco Hirnstein i pressemeddelelsen.

Sammen med en række andre forskere har han samlet al den forskning på området, som de overhovedet har kunnet støve op. Det har resulteret i data fra over 350.000 forsøgsdeltagere, der er blevet målt på mere end 500 parametre.

Og selvom de enkelte studier i undersøgelsen har haft forskellige konklusioner, ja, så kunne de altså se, at kvinder er en anelse bedre end mænd, når det kommer til at finde og lagre ord i hukommelsen.

Resultaterne afhang dog også af, hvem der stod bag det enkelte studie. Hvor kvindelige forskere kunne melde om en større kvindelig fordel, kunne mandlige forskere melde om en mindre kvindelig fordel.

Har betydning for demens

Kære kvinde, din lille fordel er ikke kun nyttig, når du skal blære dig overfor en mandlig kollega, ven eller partner. Nej, den kan faktisk også gavne videnskaben – især når det kommer til at diagnosticere demens.

Når man skal bestemme, om en person har begyndende demens, er det nemlig ikke unormalt, at man stiller patienten en række opgaver, som handler om evnen til at finde ord.

Viden om, at kvinder generelt er bedre i den type opgaver, kan derfor være afgørende for, om kønnene bliver enten under- eller overdiagnosticeret, fordi deres grundniveau er forskelligt.

Ifølge pressemeddelelsen er det ikke alle tests, der lige nu tager kønnet i betragtning, når det kommer til at diagnosticere en demenssygdom.