Grøn koncert dropper Benny Jamz
Retssagen får nu konsekvenser for musikeren, der mister sommerens helt store job.
Tuborg og Muskelsvindfonden, der arrangerer Grøn, har i dag besluttet, at Benny Jamz ikke skal optræde på Grøn 2026. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Her forlyder det også, at arbejdet med at finde en afløser er allerede i gang, og den nye artist bliver offentliggjort i den nærmeste fremtid. Den udsolgte turné besøger otte danske byer fra den 16.-26. juli.
Artiklen fortsætter efter videoen.
- I lyset af Benny Jamz’ igangværende retssag har vi besluttet, at han ikke er med på Grøn til sommer. Vi kender ikke retssagens endelige udfald, men vi har vurderet, at det er den bedste løsning for alle. Vi arbejder på højtryk på at finde en ny artist til sommerens program, som vil blive offentliggjort inden længe, forklarer Indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Theis Petersen.
Den omtalte retssag er den, hvor Benny Jamz i denne uge blev idømt tre måneders fængsel for trusler og besiddelse af kniv. Han ankede dommen, men det får dog stadig konsekvenser for hans rolle på Grøn.
De øvrige artister, der skal spille til årets Grøn er Hugorm, Malte Ebert, Mumle, Tessa, Annika, Andreas Odbjerg og Lucas Graham.
Det gik stærkt, da billetterne til årets Grøn Koncert blev sat til salg – på bare fem dage var alle 203.500 billetter revet væk, og på det tidspunkt var plakaten ikke engang fuldendt.