Marianne og Lars P i "Landmand søger kærlighed".
Foto: BLU/TV 2
Traumatisk oplevelse på motorvejen: Derfor vendte Marianne ikke tilbage
Et ubehageligt møde med en slingrende lastbil på motorvejen vækkede gamle traumer til live hos Marianne.
Midt i en hyggelig stund ved havebordet i Lars’ hjem smider Sofie Martinusen lidt af en bombe: Marianne kommer ikke tilbage i "Landmand søger kærlighed", da hun er for syg.
Artiklen fortsætter under videoen:
Dermed mister Lars muligheden for at lære Marianne bedre at kende. En situation, hun selv er ærgerlig over. Da HER&NU fanger Marianne over telefonen, deler hun sine tanker og uddyber årsagen til sit exit.
– Det havde intet med aftalen på Sydfyn at gøre. Det var en aftale, som jeg havde glædet mig meget til. Men jeg havde en ubehagelig oplevelse, da jeg kørte fra Lars på motorvejen, fortæller Marianne.
På den Østjyske Motorvej er der i øjeblikket vejarbejde, og Marianne forklarer, at hun blev mødt af den ene lastbil efter den anden.
– Da jeg kørte hjem om eftermiddagen, lå jeg bag en lastbil med læs og hænger på, og den kørte ikke særlig hurtigt. Og idet jeg kørte ud for at overhale, begyndte den at slingre voldsomt, og jeg blev så bange, så bange, så bange, siger Marianne.
Af den grund turde Marianne ikke overhale lastbilen.
– Der var en lastvogn, der kørte helt op bag mig og holdt hornet inde, fordi den ville have mig til at overhale, men der var ikke plads, fordi lastbilen slingrede. Jeg kørte et stykke, hvor jeg til sidst overhalede, men jeg blev virkelig bange dér, forklarer hun.
Fik et angstanfald
Episoden mindede Marianne om en traumatisk tid, hvor hun som ung så fire venner miste livet i en bilulykke med en lastvogn.
– Jeg fik et flashback, og derfor turde jeg ikke køre derop dagen efter. Om natten fik jeg også et angstanfald, fordi jeg drømte om situationen, fortæller hun.
– Jeg skulle bare være kørt om morgenen og havde fundet en anden vej, men jeg havde så meget angst i kroppen, at jeg rystede. Så jeg kunne simpelthen ikke køre derop. Det var ikke rart, siger Marianne.
Det betød, at Marianne ikke kunne nå at komme tilbage til optagelserne, og hun blev derfor nødt til at udgå af programmet.
Brev til Lars
Marianne var ellers opsat på at komme tilbage til programmet, så hun og Lars kunne lære hinanden bedre at kende.
– Jeg har skrevet et brev til Lars og forklaret, hvad der skete på motorvejen, og hvorfor jeg ikke turde køre næste dag, siger hun og uddyber:
– Jeg har også skrevet, at hvis det skal være, så skal det være, og så kan han kontakte mig, hvis han ikke finder en mulighed med de andre.
Lars var også træt af, at han ikke fik muligheden for at lære Marianne bedre at kende.
– Jeg inviterede hende også med, fordi hun er en spændende kvinde, som jeg gerne ville lære bedre at kende, så det var ærgerligt, siger han.