I onsdags var en ganske særlig dag for Rasmus Andersen, der er kendt fra TV 2-hittet "Bachelorette", og kæresten, Ida-Marie Silberg.
Det var nemlig dagen, hvor parrets søn kom til verden. Det deler de nyklækkede forældre på Instagram.
Artiklen fortsætter under videoen:
– I onsdags havde vores lille dreng, Leo, fødselsdag. Ord kan slet ikke beskrive den lykkefølelse, jeg har i mig lige nu! Alt føles godt, trygt og allerbedst, lyder de søde ord, hvor Rasmus altså også deler sønnens navn.
Til HER&NU sætter Rasmus ord på, hvordan den lille familie har det.
– Vi har det så dejligt, trygt og godt alle sammen! Vi har fået den smukkeste, dejligste lille velskabte dreng. Jeg har en ubeskrivelig lykkefølelse i mig, og det er min ultimative største drøm, som har gået i opfyldelse, siger han.
Samtidig sender han også en masse rosende gloser afsted til sin kæreste.
– Det var den smukkeste fødsel, og min kæreste er den stærkeste, dejligste og bedste i hele verden. Både som kæreste og mor! Kæmpe skud ud til kvinder og kvindekroppen. Vores babybobbel er fyldt med kys, kærlighed, tryghed, spørgsmål, forventninger og glæde, lyder det.
Lykønskningerne strømmer ind i kommentarsporet. Blandt andet fra Julie Kriegler, som Rasmus netop lærte at kende gennem sin deltagelse i kærlighedsprogrammet "Bachelorette" tilbage i 2023.