Forfatter Anna Grue i en mønstret kjole med armene over kors.

Anna Grue: Der er ét tidspunkt i livet, hvor det er allerbedst at få børn

Da forfatter Anna Grue fik sit andet barn, var hun samtidig på vej ud på arbejdsmarkedet – og pludselig var det ikke det samme at have et lille barn længere.

Hendes verden logo farv

Forfatter Anna Grue har altid haft en stor trang til at skabe sin egen familie. 

Hun flyttede allerede hjemmefra i en alder af 14 år, og den eneste grund til, at hun holdt igen med at få børn var et løfte, hun havde givet sin mor.

– Jeg havde lovet min mor at vente med at blive gravid, til jeg havde fået min studentereksamen, så jeg ventede til den dag, vi skulle køre i studentervogn.

Allerede morgenen efter vognturen havde Anna Grue ægløsning, og ni måneder senere blev hende og hendes daværende kæreste forældre til sønnen Rune.

– Jeg var kun 19 år, men heldigvis var min søn Rune virkelig nem og sov nærmest igennem med det samme.

Fire år senere fik Anna Grue sit andet barn, og det var en helt anden oplevelse. Datteren Astrid kom til verden kort tid efter, at Anna Grue havde fået sin eksamen på skolen for brugskunst, og det medførte et helt andet overskud.

– Forskellen på at have hende som spæd og så Rune, som jeg have haft, da jeg gik i skole, var helt vild. Jeg havde slet ikke samme overskud til hende, fordi jeg nu gik på arbejde.

Nu kunne Anna Grue ikke bare blive hjemme, når hendes nyfødte datter var syg, og parret måtte arrangere sig ud af den slags hverdagssituationer, der ikke havde været et problem for Anna Grue selv at tage hånd om førhen.

Derfor har hun et klart råd til alle, der gerne vil have børn. For hende er der en gylden tid, hvor overskuddet er i top.

– Jeg vil anbefale alle at få børn, mens de studerer.