Jeg er ved at blive ædt op af jalousi
SPONSORERET indhold

Jeg er ved at blive ædt op af jalousi

Min kæreste er blevet venner med sin ekskæreste. De ses og træner sammen. Hun siger, at jeg intet har at bekymre mig om, men jeg kan mærke, at jeg virkelig er jaloux, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
05. maj. 2022 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om kærestes venskab med ekskæreste

For et år siden begyndte jeg at date en kvinde. Det udviklede sig, og vi er i dag kærester. Vi har det fantastisk sammen, og jeg tror på, at jeg har fundet kvinden i mit liv. Vi har dog et problem: Inden hun begyndte at date mig, så hun løst en anden fyr. Det var ikke et fast forhold, for det var hverken hun eller han klar til – hun er mor til to børn. Det udviklede sig dog mellem hende og mig og blev mere seriøst. En dag fortalte hun mig så om ham den anden. Hun havde ikke fortalt ham om mig, hvilket jeg opfordrede hende til at gøre.

LÆS OGSÅ: Mine to børn har afbrudt kontakten til mig

Da hun gjorde det, erklærede han hende sin store kærlighed og bombarderede hende derefter med blomster og opkald i en grad, så hun til sidst bad ham om at stoppe. Hun mødte ham så nogle måneder senere, hvor han havde tabt sig 10 kilo grundet kærestesorg over hende. Hun spurgte mig, om det var i orden, at de sås en enkelt gang, så de kunne få talt ud. Det, sagde jeg, var i orden i håb om, at han nu var ude af hendes liv. Det var han så bare ikke, for et stykke tid efter, fortalte hun, at de var begyndt at træne sammen. Hun sagde, at de nu blot var venner, og at jeg intet havde at bekymre mig om.

Sådan er det fortsat. Hun ser ham, han vil se mere til hende, mens jeg er jaloux, selvom hun siger, at jeg ingen grund har til at være det. Jeg har stået i samme situation før, hvor en kæreste forlod mig til fordel for en ekskæreste. Det sidder dybt i mig. Jeg har sagt at jeg gerne vil mødes med hendes eksfyr, og det synes de begge er en god ide. Måske at de kan give mig lidt ro på? Hvad tænker du? Hvordan kommer vi videre? Hvordan styrer jeg mine tanker? Min jalousi er ved at ødelægge mig.

Vibeke Dorph råder til at sætte foden ned

Nu er jeg ikke selv jaloux anlagt, sikkert fordi jeg ikke føler grund til at være det. Men sad jeg i dine sko, kunne jeg godt forestille mig, at jeg ville have det ganske anderledes. For egentlig synes jeg, at din kæreste opfører sig ret ubetænksomt over for både dig og hendes tidligere flirt. Han har jo flere gange erklæret, at han er vild med hende, han har jo nærmest været syg af ulykkelig kærlighed, når han har tabt sig så meget på grund af hende.

LÆS OGSÅ: Min kone ydmyger mig - hvad gør jeg?

Så mon dog ikke, han går rundt med et lille håb om, at de to skulle finde sammen igen? Et håb, der ikke slukkes, så længe hun mødes med ham. For ligegyldigt, om hun mødes for at træne eller snakke, så holder hun liv i hans håb om. at det skal blive de to, og det er tarveligt af hende. Og så er der dig, hendes kæreste, som er jaloux, hvilket jeg godt forstår, at du er. Hun ved, det piner dig, at hun ses med ham den anden, alligevel insisterer hun på at blive ved med det. Det er ikke sådan, man opfører sig over for den, man elsker.

Var jeg dig, ville jeg derfor sætte foden ned og ret bestemt. Lad være med at bruge mere tid på at bebrejde dig selv din jalousi, se den som en helt rimelig indre advarsel om, at dine grænser er overskredet. Fortæl din kæreste det, og sig, at hun må træffe et valg. Vil hun dig, så vil hun også gøre alt for, at du ikke skal lide mere, og så vil hun droppe kontakten til sin eksflamme. Vil hun ikke det, så skynd dig væk. For ligegyldig hvor sød og dejlig hun ellers er, så er hun i sidste ende også en stor egoist, der hensynsløst jonglerer rundt med andres følelser, og den slags mennesker skal man altså holde sig fra.

Anbefalet til dig