Glem alt om aktier og obligationer – nu er det kunst, du skal investere i. Og du kan passende starte med at kigge nærmere på disse 5 markante figurer på den danske kunstscene. Her fortæller de om deres vidt forskellige måder at dyrke kunsten på, hvordan de kom i gang, og hvad de drømmer om.
Astrid Kruse Jensen, 37 år, kunstfotograf
Drømme og magi er de første ord, der falder én ind, når man betragter Astrid Kruse Jensens fotografier – motivet er ofte tomme eller forladte naturområder. Det var mørkekammeret i barndomshjemmet, som allerede i en tidlig alder vakte hendes nysgerrighed for fotografiet, og først senere tog hun uddannelsen som fotograf i udlandet. Men kærligheden førte hende tilbage til Danmark, hvor hun i dag bor med sin mand og to børn.
Hvorfor har du kastet dig over fotografiet?
“Det udfordrende og inspirerende i arbejdet med fotografiet er dets afhængighed af virkeligheden. I mine værker tager jeg udgangspunkt i mine omgivelser – både de nære og dem, som jeg opsøger på rejser og kunstnerophold i udlandet – men jeg forsøger samtidig at skabe fornemmelsen af en parallel virkelighed.”
Hvad arbejder du med for tiden?
“I min nyeste serie Disappearing into the Past har jeg søgt helt nye veje i min tilgang til fotografiet, sluppet skarpheden og udforsket tilfældighederne. Tidligere har jeg skabt mine fotografier om natten med avancerede fotografiske teknikker, men i denne serie har jeg benyttet originale polaroidfilm, som har overskredet deres holdbarhedsdato. Det gør, at jeg ikke helt ved, hvordan billedet ser ud, når det bliver fremkaldt. Jeg har haft behov for at fralægge mig den tekniske perfektion og lade det endelige udtryk være op til den kemiske reaktion, som disse film besidder – et bevidst valg af uperfektion og ukontrollerbarhed.”
Hvorfor bruger du så ofte huset som motiv i dine fotografier?
“Huset er metafor for mennesket, for psyken, for det psykologiske rum mere end det konkrete rum. Det rum, som burde beskytte os, der, hvor vi søger at være os selv. Det rum, som nogle gange styres af os, og som vi andre gange styres af.”
Hvad har været den største oplevelse i din karriere?
“Da jeg netop havde afsluttet kunstakademiet i Glasgow, fik jeg et værk med på en gruppeudstilling på The National Portrait Gallery i London. Det var min første udstilling i den virkelige verden. Da jeg ankom til museet, opdagede jeg, at mit værk var på forsiden af udstillingskataloget, så lettere befippet og ganske stolt så jeg gæsterne vandre omkring med ‘mit billede’ i deres favn. En oplevelse, der var større, end hvad jeg havde turdet håbe på. I dag drømmer jeg om de større kunstmuseer i udlandet og biennalerne. Her får værkerne et stort publikum, et nyt publikum, og som kunstner er det altid interessant at få et nyt blik på ens arbejde.”
Blå bog:
Astrid Kruse Jensen er uddannet fra The Gerrit Rietveld Academie, Amsterdam (1998-2000) og Glasgow School of Art, Glasgow (2000-02). Fra 30. november til 3. marts 2013 udstiller hun på Brandts i Odense og kan også opleves på fotomesserne Unseen i september i Amsterdam og på Paris Photo til november. Se mere på Astridkrusejensen.com
Jesper Just, 38 år, videokunstner
Jesper Just bor i New York og arbejder som videokunstner. Her producerer han korte filmiske værker, hvor han ofte punkterer stereotype klicheer om køn og identitet. Hans værker er at finde på de største museer verden over, og han er blevet udvalgt til at repræsentere Danmark på den prestigefulde Venedig Biennale næste år. Meget er sket, siden han tilbage i 1997 blev optaget på Kunstakademiet i København med tre fyldte skraldeposer, tre kultegninger og et foto.
Hvorfor har du kastet dig over filmmediet?
“Film er et af de mest manipulerende medier i relation til, hvordan vi ser os selv i forhold til seksualitet, køn, race og magt. Ved brug af filmsprogets koder og tegn forsøger jeg at udstille eller pege på nogle særlige ting, man måske ikke ser i en populær, kulturel kontekst. I min film Sirens of Chrome (2010) arbejdede jeg med fem sorte kvinder fra byen Detroit. Op gennem 70’erne ændrede byen karakter grundet økonomiske problemer, og indbyggertallet faldt gradvis. Min interesse lå i skildringen af kvindernes perspektiv og den måde, hvorpå sorte kvinder normalt repræsenteres i Hollywood – en repræsentation, der ofte kører på klicheer og fremstiller sorte kvinder som højtråbende ghetto girls.”
Hvad arbejder du med for tiden?
“I Galleri Nicolai Wallner kan man lige nu se mit værk This Nameless Spectacle. Videoinstallationen består af to modsatrettede skærme, som beskueren står midt imellem. På den måde klipper du selv filmen, når hovedet drejes fra side til side. Den transseksuelle kvinde i filmen sidder i kørestol som et billede på en sygelig skildring af et individ, der skiller sig ud fra normaliteten. Filmen foregår først i en romantisk, klassisk have midt i Paris, mens anden halvdel foregår i et socialt boligbyggeri.”
Hvorfor har du gjort op med det klassiske narrative forløb?
“Jeg kan godt lide tanken om, at beskuerne kan træde ind i min film når som helst og ikke skal holdes fast og underholdes gennem hele filmen. Derfor forsøger jeg også at undgå filmfestivaler, da det tillægger en anden oplevelse til filmen, og publikum har andre forventninger til det narrative forløb.”
Hvad betyder det for dig at præsentere Danmark på Venedig Biennalen?
“Det er klart en stor ære at blive udvalgt. Men hvad det betyder, vil tiden vise. Jeg har valgt at samarbejde med det engelske arkitektfirma Caruso St John. Tanken er at skabe en stærk interaktion mellem film, arkitektur og beskuer. Der bliver tale om en multiskærms-videoinstallation, som vil spille sammen med en udvidelse af pavillonens arkitektur.”
Blå bog:
Jesper Just er uddannet xxxx. Han er i dag repræsenteret på nogle af verdens bedste museer som Tate Modern i London, Guggenheim og MoMA i New York og Arken, Statens Museum for Kunst og Louisiana i Danmark. Du kan opleve hans soloudstilling på Galleri Nicolai Wallner fra 31. august til 20. oktober, og næste år repræsenterer han Danmark på Venedig Biennalen, som er verdens største og ældste biennale for international samtidskunst. Se mere på Jesperjust.com
Kirstine Roepstorff, 40 år, billedhugger
Uld, hør, silke, groft eller fint vævet stof og fundne billeder. Kirstine Roepstorff bor i Berlin og arbejder med tekstiler blandet med sort-hvide fotokopier. En situation bliver til en anden i hendes enorme collager, der nærmest vælter ud over lærredet med en eksplosiv skrøbelighed. De kontrollerede tilfældigheder gør os opmærksomme på, hvordan vi styres af beslutninger, vi ikke altid selv bevidst træffer.
Hvordan begyndte din kunstneriske karriere?
“I 1994 blev jeg optaget på Det Kgl. Danske Kunstakademis billedhuggerskole i København, og siden er tingene kommet skridt for skridt. I dag arbejder jeg fra Berlin. Planen var et kort ophold, men langsomt er byen krøbet ind under overfladen, og nu er det 11 år siden, jeg kom, og jeg er her endnu.”
Hvorfor blander du forskellige medier?
“Jeg arbejder med collage og bruger et utal af forskellige materialer. Ofte er det værker i traditionel todimensionel forstand, hvor jeg hovedsagelig bruger papir og stof. Jeg arbejder gerne i det helt store format, da det aktiverer en fysisk, kropslig oplevelse både hos dig som beskuer og i selve arbejdet. Men jeg arbejder også med skulptur og laver gerne projekter. Bl.a. har jeg for et par år tilbage skrevet og iscenesat et fuldmekanisk teaterstykke, som hed Stille teater, og senest har jeg udformet et større udkast til en have samt en skulpturpark. Det er virkelig inspirerende for mig at lave sådanne projekter.”
Hvorfor arbejder du primært med collage?
“Collagemetoden er for mig en helt speciel måde at tænke på og en måde at operere i mellemrummet. Rummet mellem de mere håndfaste ting såsom fysiske genstande, historiske events, ideer, ideologier og andet konstrueret. Selve arbejdet med kunst er omfattende og har mange facetter. Det har forskellige bevidsthedsniveauer og forskellige tempi alt afhængigt af, hvor man som kunstner bevæger sig udviklingsmæssigt og sindsmæssigt. Som kunstner vælger man også selv, hvor der dvæles. Jeg har lært meget af og lærer stadig af at observere udvikling, proces og kreativitet. For mig er det at skabe kunst en konstant kommunikation mellem det formløse og det formgivne. Herimellem ligger en uendelig visdom. Denne kommunikation ser jeg som en af de største gaver ved at arbejde med kunst.”
Hvad betyder det, at du arbejder med relationer?
“Jeg arbejder med relationer, herunder også de menneskelige. Jeg benytter mig af billeder, der bl.a. refererer til vores fælles historie, også den politiske, og når disse bliver sat uden for den konventionelle ramme, er de nok med til at stimulere en politisk læsning for visse beskuere. Som sådan opfatter jeg mig ikke som politisk kunstner.”
Blå bog:
Kirstine Roepstorff er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi (1994-2001) og Rutgers University, Mason School of Fine Art, USA, i 2000. Siden har hun udstillet i Europa og USA og er i dag inkluderet i de permanente samlinger på MoMA i New York, The Saatchi Gallery i London, The National Museum of Art, Architecture and Design i Oslo og Statens Museum for Kunst i København. Hun har netop afsluttet soloudstillingen When a Drop Unites hos Patricia Low Contemporary i Schweiz, men kan opleves på Pippy Houldsworth Gallery i London fra 23. november til 12. januar 2013. Se mere på Kirstineroepstorff.net
Sofie Bird Møller, 38 år, billedkunstner
Berlin tiltrækker kunstnere fra hele verden med dens internationale stemning, diversitet og konstante tempo, og her bor og arbejder Sofie Bird Møller. Hun overmaler eksklusive reklamer fra bl.a. modemagasiner, men hun har gemt penslerne væk og maler i stedet med hænder, arme og bryst, så reklamens oprindelige udtryk gemmes væk under et tykt lag maling – på den måde bliver hendes vilde og organiske værker til.
Hvordan begyndte din kunstneriske karriere?
“Efter mit studium i Tyskland modtog jeg et anerkendt tysk stipendium, der gjorde det muligt at læse en master i Fine Art på Byam Shaw School of Art i London, der tilhører Central Saint Martins. Her begyndte jeg på en ny type værker, hvor jeg ret ekspressivt overmalede sider fra tidsskrifter og magasiner. Jeg eksperimenterer også med kropsmaleri på store reklameplakater, der har hængt overalt i Tyskland.”
Hvorfor er du flyttet til Berlin?
“Da jeg i sin tid forlod Danmark for at studere i München, var tanken at vende tilbage, men studiet førte til, at jeg blev hængende lidt. Jeg er utrolig glad for Tyskland, har altid følt mig hjemme her i Berlin, men pendler ofte til München for at være sammen med min kæreste og lille søn.”
Hvor vil du helst have din kunst udstillet?
“Når du bliver udklækket fra et akademi med et fint stykke papir i hånden, der fortæller, at nu er du kunstner, er drømmen at komme ud på museerne og opleve, at kunsthistorikerne beskæftiger sig med dit værk. Jeg arbejder jo allerede illegalt på kæmpestore billboards i det offentlige rum, og jeg finder det ekstremt vigtigt, at ikke alt, jeg laver, kun bliver set af et kunstpublikum. Jeg vil gerne se en reaktion fra en person, der bare står og venter på bussen, som pludselig en morgen bliver konfronteret med et kæmpe maleri på en reklame. Det er fedt.”
Hvad betyder det for dig, når et af dine værker bliver solgt?
“Det er fantastisk, når en privatperson begynder at samle kunst af lidenskab, hvad oftest er tilfældet. Det vigtige er ikke, hvordan de er, men hvordan de samler. Selvfølgelig kan en god kontakt mellem en samler og en kunstner medføre en symbiose, der er ekstremt givende for begge parter og for eftertiden. Jeg vil gerne samles, men jeg vil helst ikke se, at mine værker bliver behandlet som produkter. Der er også meget kunst, der bliver købt til fine samlinger og lander på et lager. Det er ikke noget, jeg kan lide at tænke på.”
Blå bog:
Sofie Bird Møller er uddannet ved Akademie der Bildenden Künste i München (1999-2005), på udveksling ved Det Kgl. Danske Kunstakademi og MA i Fine Art fra Byam Shaw School of Art i London (2007). Hendes afsluttende eksamen i London førte til et samarbejde med det fine berlinergalleri Sassa Trülzsch og siden en gruppeudstilling på Sprengel Museum i Hannover. Se mere på Sofiebird.com
Martin Bigum, 45 år, billedkunstner, digter og essayist
Helt oppe under taget i et ottekantet tårnværelse på Frederiksberg skaber Martin Bigum sine malerier, og på væggen hænger et stort lærred, som han netop har kastet sig over. Værket skal senere monteres på en motor, så det kan dreje rundt og på den måde give publikum en helt ny måde at opleve et maleri på. Men processen er lang. Det tager flere måneder at få et værk færdigt, og stakke af skitser på skrivebordet vidner om mange ugers grundigt forarbejde.
Hvordan begyndte din kunstneriske karriere?
“Jeg har altid malet, men min karriere begyndte den aften, hvor Berlinmuren faldt. Jeg sad og zappede mellem nyhederne og et program om gamle luftskibe. Mens disse to begivenheder løb over skærmen, fik jeg ideen til at kombinere dem i et værk, og det blev begyndelsen på en serie af luftskibsværker. De tre første sendte jeg til juryen på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1990 og blev optaget. Det medførte senere en invitation til Efterårsudstillingen. Her blev alle værkerne solgt, og således blev min kunstneriske karriere for alvor skudt i gang.”
Hvordan har du fundet frem til dit særlige udtryk?
“Det gælder om at holde fast på sig selv og sit individuelle udtryk, men samtidig videreudvikle sit talent. Jeg har en særlig stil, der får mit univers til at spire. Men jeg forsøger konstant at udvikle den og har senest skabt de roterende malerier. Det er selvfølgelig op til kunden, om de vil installere motoren på væggen, så værket roterer, eller vende det, som de ønsker. I begyndelsen af 90’erne buldrede kunstneriske installationer frem og nye former for fotografi, og det hele drejede sig om at tænke nyt, nu hvor maleriet var erklæret dødt. Men jeg blev ved med at male – mit motto er bl.a. ‘Kend din samtid, men brug den aldrig’.”
Hvor vil du helst have din kunst udstillet?
“Jeg holder utrolig meget af museumsudstillinger, da det åbner for et bredt publikum, der tolker mine værker på forskellig vis. Alle skal være velkomne til at gå på opdagelse i mit univers. Jeg får mails og breve, og særligt efter min deltagelse i DR K’s Kunstquiz bliver jeg ofte stoppet på gaden og oplever, at folk meget gerne vil tale om kunst. Kunst er ikke farligt, og der skal være plads til den frie diskussion.”
Hvad betyder det for dig at blive opkøbt af en samler?
“Jeg maler ikke mere end seks-otte værker på et år, 20-30 tegninger som forstudie til mine malerier og en serie på 10-12 fotografier. Det er både en force og hæmsko at skabe så få værker, men intet værk forlader tårnet, før jeg kan stå 100 % inde for det. Min gallerist har derfor også en skarp politik omkring, hvem der får lov til at købe. Hver samler har et værk, fordi de virkelig brænder for det. Jeg ønsker ikke at sælge til en samler, der bare sætter det i kælderen. Mine samlere køber værkerne, da de kan lide at gå på opdagelse i mit univers.”
Blå bog:
Martin Bigum er repræsenteret i samlingerne på ARoS, Arken, Statens Museum for Kunst m.fl. samt en række private samlinger i ind- og udland. Seneste har han haft soloudstillinger på Randers Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum og Kastrupgårdsamlingen. Han er repræsenteret hos Peter Amby Gallery i København. Se mere på Martinbigum.dk.
Se også: Kunst på catwalken »