Aaiun Nin Eurowoman

Foto: Tine Bek Aaiún Nin sover på en vens sofa, mens hun er i København. Det er mennesker, der giver hende en følelse af at høre til et sted.

Digter Aaiún Nin: "Man insisterer på, at race slet ikke er en ting i Danmark"

Hun er sort, lesbisk og afvist asylansøger, og hun hudfletter kolonialisme, racisme og kristendom. Men hun er også: bange og træt af at være stærk og en queer-person med et ønske om at købe potteplanter til venner og køre ture i provinsen. I sin digtsamling, På min huds sorthed, forsøger digter, maler og performancekunstner Aaiún Nin, 29, at indfange det hele.

"Jeg tror, jeg tænker på mig selv som en, der som udgangspunkt ikke har et hjem."

Ordene tilhører Aaiún Nin og er svaret på et spørgsmål, som jeg stiller hende, men som jeg har fra hende selv, fra et af hendes digte. Et sted i hendes nyligt udkomne debut står der: "hvor er dit hjem?"

Spørgsmålet synes i digtet at vende lige så meget indad, som det vender udad. Et andet sted står der: "vi må være rolige, gå videre / gennemblødte af sorg, for det at være så langt hjemmefra / betyder at der ikke er et hjem at vende tilbage til."

LÆS OGSÅ: Fallulah: "Vi lever i en rigtig vigtig tid, hvor det er NU, der skal tages nogle modige beslutninger"

Grunden til – eller en af grundene til – at Aaiún Nin ikke kan kalde sit fødested, Angola, for sit hjem, er, at hun som lesbisk frygter forfølgelse, hvis hun vender tilbage. Det var derfor, at hun søgte asyl i Danmark, og det var derfor, hun søgte et toårigt ICORN-ophold i Polen, der har til formål at beskytte forfulgte forfattere, da hendes asylansøgning blev afvist af de danske myndigheder sidste år.

Jeg kalder hende lesbisk, men til en Black Lives Matter-demonstration sidste år, hvor Aaiún Nin optrådte, satte hun selv flere ord på, hun råbte, at hun var en: "mad gay" og en "outrageous fucking lesbian.

På videoen er hun kronraget med sort læbestift og briller, og tilhørerne råber med hende. Det menneske, der sidder foran mig i jeans og grå sweater med håret længere end sidste sommer, virker nu hverken gal eller outreret.

Svarene er eftertænksomme og omhyggelige, og hun taler i et roligt, afmålt tonefald. Hun fortæller mig, at hun har ondt i kroppen, fordi hun har tilbragt de sidste par dage på en vens sofa. Hun bor i Krakow nu, men er i Danmark for at få de sidste detaljer omkring sin debutbog på plads.

Hvordan er det at debutere i et land, du ikke må bo i?

"Det er en underlig forbindelse (til Danmark, red.) efter alt, der er sket, men når du er en forfatter fra en minoritetsgruppe, som ikke nødvendigvis får tilbudt nogen som helst platform, så tager du, hvad du kan få. Alene det at kunne udtrykke sine følelser er et stort privilegium, for vi andre prøver bare at overleve og har ikke nødvendigvis ro til at finde et sprog for vores følelser. Mange af samlingens senere digte er skrevet, efter min asylansøgning blev afvist, og jeg kan godt tænk... "Hvor er stemmerne fra alle de andre mennesker, som har haft det her i deres liv?""

De er nu – hvis ikke andre steder – i Aaiún Nins digte. Her er der sorte kroppe i Middelhavet, på gaderne, udenfor paradis. Et sted står der: "bed for hud lys nok til at blive elsket," og selve titlen, På min huds sorthed, slår utvetydigt tonen an.

Hvorfor lige netop den titel?

"Det var vigtigt for mig, at titlen tydeligt signalerede, hvor det, jeg skriver om, kommer fra. Titlen fortæller dig eksplicit, hvad det her kommer til at handle om. Særligt i en dansk kontekst er det vigtigt, for her prøver man tit at gøre debatten om race og racialisering abstrakt. Man insisterer på, at race slet ikke er en ting i Danmark, mens man samtidig gennemfører politik, der i overvejende grad har til formål at ramme racialiserede grupper. Jeg ville gerne skrive fra den racialiseredes synspunkt og tale om noget, der er meget ubehageligt for mange, fordi det forstyrrer the hygge."

Det sidste ord, hygge, udtaler Aaiún Nin på dansk og med antydningen af noget drilagtigt i sit tonefald. Det minder mig om en af de få passager i digtsamlingen, der bryder med formen og kører på uden linjebrud.

Det føles som et udbrud:"“I ved ingenting om kampen. Hvorfor kysser I jeres hunde? De slikker deres egen røv. Hvor svært kan det være at klappe til et beat? Hvorfor går I i de der grimme Jesus-sandaler? Hvorfor har jeres mad den samme farve som jeres hud? Hvorfor lytter I til sort musik som sorte mennesker ikke længere lytter til? Jazz tilhører ikke jer. Så god er Adele heller ikke. For slet ikke at tale om Macklemore. Hvorfor er I så akavede hele fucking tiden?"

Aaiún Nin nåede at bo fire år i Danmark, før hun blev deporteret. Det føles ikke, som om vi nødvendigvis imponerede hende. Godt for hende.

En krop er en krop

Nogle gange kan man fornemme en grundstemning i en digtsamling. En vrede, et vemod, den forelskedes længsel. Ligesom hendes digte bevæger sig frem og tilbage i tid og rum – gennem barndommens børnesange, Luandas menneskefyldte gader, fester med svedige kroppe i København, Portugals kolonisering af Angola i 1484, bevæger de sig også gennem hele følelsesregistret. Nogle er vrede, andre ulykkelige og andre igen: liderlige, kærlige, fulde af hjemve.

LÆS OGSÅ: Caroline Henderson: "Når du som kvinde bliver vred, er du hysterisk"

Er det med vilje, at dine digte er et følelsesmæssigt 'rod'?

"Ja. Ofte er vrede den eneste følelse, sorte kvinder er tilladt at føle. Det er det, vi er kendt for: at være vrede, protestere, råbe i gaderne. Men vi er ikke kendt for alle de andre følelser på det menneskelige spektrum. De følelser ville jeg gerne gøre plads til. Jeg taler om sorg, tab, lyst, liderlighed. Behovet for at blive set som sårbar. Eller ikke nødvendigvis sårbar, men bare som en, der bliver påvirket. Det er et opgør med narrativet om, at sorte mennesker bare kan udholde al lidelse, at vi på en måde er overmenneskelige."

"Når man tænker på slaveri, tænker man omgående på sorte mennesker, der arbejder og mishandles under ekstreme forhold. Jeg tillader mig at gå ind i de rum, de følelser, som jeg ikke er blevet forundt som sort person, for ved du hvad: Når man taler om, at sorte kvinder er virkelig stærke, så er det ikke, fordi vi er sorte, men fordi vi ikke har et valg. Og det er ikke nødvendigvis styrke, der får os til at fortsætte. Det er bevidstheden om, at hvis du ikke fortsætter, så dør du."

"vi er bløde som bomuld" står der sigende et sted og et andet: "og jeg vil begå fejltagelser og blive afsløret / og få kram når jeg er ængstelig som de har set i Grey’s anatomy / og fortælle dem at jeg indtil nu havde glemt hvordan man savner mennesker."

Der er en genopdagelse af det bløde. Aaiún Nin taler om, at hvide kvinder på en måde befinder sig i den modsatte ende af det spektrum, hun problematiserer, fordi de er blevet forundt en ekstrem grad af følelser – til et punkt, hvor det er blevet sygeliggjort som hysteri.

Hvor på spektret ønsker du så at lande?

"Den grundlæggende idé var at menneskeliggøre den sorte krop. At blive set som det, et menneske, i stedet for den fremmede anden. En flygtning. På nuværende tidspunkt er det mærkater, der bruges til at dehumanisere mennesker, så de kan blive til abstrakte tal og kvoter. På den måde er det nemmere at tænke, at de ikke er rigtige mennesker, at de ikke er lige så rige på menneskelige erfaringer som alle andre. På den måde handler mine digte om race, men det handler altså ikke om at skabe et skel eller sætte nogen over eller under nogle andre. Det handler om at menneskeliggøre. At få folk til at forstå, at de ting, der sker for racialiserede mennesker – ikke bare i Danmark, men i mange dele af verden – sker for rigtige mennesker."

At dø flere gange

Døden virker allestedsnærværende i Aaiún Nins univers. I På min huds sorthed kan man dø flere gange. Nogle dør for første gang, andre for fjerde gang. “vi som er døende som skovene i Congo” står der.

Hvordan dør man flere gange?

"Det underliggende budskab i Black Lives Matter er jo, at sorte liv som udgangspunkt ikke betyder noget. Det betyder, at du eksisterer i et slags ikke-liv, hvor du ved, at vold begået mod din krop, ville være blevet taget mere seriøst og set som mere skadeligt, hvis det blev begået mod en hvid, vestlig krop. Det faktum, at verden tilsidesætter dig på den måde, giver dig en følelse af at være døende. Du er nødt til hele tiden at slukke for dele af dig selv for at eksistere. Du er nødt til at blive følelsesløs. Så når jeg taler om at dø flere gange, er det dét, jeg taler om."

LÆS OGSÅ: Strikdesigner Lærke Bagger: ”Jeg var godt klar over, at jeg var syg”

Og hvordan hænger det sammen med træerne i Congo?

"Kolonialisme er ikke noget, der skete og fortsatte med at ske i et par hundrede år og så stoppede. Sådan er det ikke. Det skiftede bare tøj. Det er i høj grad stadig en virkelighed. Det ses i ustabiliteten i mange lande i det globale syd, hvor ustabiliteten går hånd i hånd med, at landenes ressourcer bliver udvundet. Kolonialisme er ikke bare at transportere sorte mennesker over Atlanten. Det faktum, at mange europæiske lande stadig udvinder the fuck ud af kloden, er også kolonialisme."

Kolonisering gennemstrømmer digtene – og Aaiún Nins egen historie – som en kraft, der forskyder ting. Havde Portugal ikke koloniseret det, der i dag er Angola, var hun ikke vokset op med portugisisk som sit modersmål. Havde portugiserne ikke udbredt kristendommen, var homoseksualitet måske ikke blevet en synd – det var det ikke før. Var Angola ikke blevet Angola, og landet ikke blevet katolsk, havde Aaiún Nin ikke fået sit kristent klingende navn, som hun siden har skiftet til sit nuværende. For at "blive mere sig selv," svarer hun, da jeg spørger.

"dystopi er 1471 / dystopi er prins Henry," skriver hun (Prins Henry refererer til Henrik Søfareren, den portugisiske prins, som etablerede slavehandel flere steder på den afrikanske kyst. Han gik i land i det nuværende Ghana i 1471, red.).

Flere gange spørger jeg Aaiún Nin, om det ikke er underligt at debutere på et sprog, der ikke er hendes eget, selv om det er hendes veninde Mette Moestrup, der er oversætter. Jeg spørger, indtil Aaiún Nin svarer i et mildt resigneret tonefald: "Det her er bare business as usual."

Jeg vil gerne slutte, hvor jeg startede, med spørgsmålet: "hvor er dit hjem?" Der er digte i samlingen, der føles fortrøstningsfulde. De handler om små ting i et lille liv. Potteplanter, ture til provinsen, at holde juleaften i pyjamas. At elske: "Jeg vil elske de mennesker jeg elsker / jeg vil blive ved med at elske de mennesker jeg elsker / jeg vil invitere dem ud at drikke chiliøl på en varm dag / og drikke vin i køkkenet."

Hvad betyder de her mennesker for dig?

"Hvis jeg havde et hjem, ville jeg skrive om det, men i stedet har jeg mennesker, der giver mig en følelse af at høre til et sted. Det var vigtigt for mig at skrive om de her mennesker. At vi – eller i hvert fald jeg – ved et eller andet mirakuløst tilfælde får de her virkelig, virkelig vidunderlige venskaber, som har hjulpet mig gennem utroligt svære tider. Jeg er omgivet af mennesker, som tager sig af mig, ligesom jeg tager mig af dem. Mange af os er blevet bortvist fra vores kontekst, vores familier. Vi har det rum, vi skaber for hinanden. Vi er hinandens familie. Det er måske også en slags hjem."

Aaiún Nin, 29 år

Hvem er Aaiun Nin.jpg

  • Digter, maler og performancekunstner.
  • Født i Angola, opvokset i Angola, Zimbabwe og Sydafrika.
  • Flyttede til Danmark i 2016 og søgte asyl. Hendes asylansøgning blev afvist i sommeren 2020.
  • I dag bor Aaiún Nin i Krakow, hvor hun har fået tilkendt et to-årigt ICORN-ophold for kunstnere, der er forfulgte i deres hjemland.
  • Har optrådt med digtoplæsninger på litteraturfestivaler i Danmark og Norge, heriblandt Lyd+Litteratur i Aarhus og Oslo Internasjonale Poesifestival.
  • På min huds sorthed udkom på Gads Forlag 20. august. 
Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Livsstil