Hvad præger os mest; arv eller miljø? I denne hjertevarme franske film om at finde rytmen og sig selv, er svaret nok:
Begge dele.
Den priviligerede, verdensberømte dirigent Thibault (Benjamin Lavernhe) opdager både at han har leukæmi,
og at han har en ukendt bror i det nordlige udkants-Frankrig, fabriksarbejderen Jimmy (Pierre Lottin). De to har kun
musikken til fælles.
Mens sygdom og arbejdsløshed spidser til, knyttes et spinkelt bånd mellem de to mænd. Vi kender
stærke, engelske klassekampfilm som “Brassed Off” og “Pride”, hvor det lokale hornorkester ikke bare samler
arbejderne, men også løfter samfundet omkring sig – og den moderne franske variant er forfriskende, komplet med gule
veste og bandeord.
Det fremadstormende skuespiltalent Pierre Lottin er en fornøjelse som den simplere, trombonespillende lillebror med sammenbidte kæber, der er vokset op i små kår, og som gemmer på et uforløst potentiale.
Den
autodidakte skuespiller, der med lidt god vilje ligner en ung Mads Mikkelsen, bliver ofte castet som hård gut, der skjuler
et hjerte af guld inde bag musklerne. Men det passer nu godt til ham, for der foregår meget bag de lysende blå øjne.
Det
skæve hornorkester er elskeligt bemandet, musikken bølger gennem fortællingen, og selvom de to brødre ikke just ligner
hinanden, tror man på deres forbindelse, når de snakker om jazz, spiller eller dirigerer sammen.
De mange små biroller
omkring brødrene gør filmen levende. Sarah Suco er herlig som hende, der er lun på Jimmy.
Politik, fabrikslukninger
og undersøgelsen af, hvad det vil sige at vokse op i rigdom eller fattigdom fylder dog ikke helt så meget, som præmissen
lægger op til, men præstationerne holder og bygger bro mellem filmens forskellige dele. Nogle gange er det enkle også
det mest effektfulde. Som en by, der vågner og finder sin stemme – og to brødre, der finder et fælles sprog.
“For fuld musik” har biografpremiere den 22. maj
