Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Uffe Elbæk og Ane Cortzen
Foto: Les Kaner

Sommerserie

Ane Cortzen møder Uffe Elbæk

Uffe Elbæk er en meget præcis mand. Han kommer til ­tiden. Han kan huske årstal, måneder, etagenumre, højder og bredder, der går mere end tyve år tilbage. Og det er ikke det eneste overraskende ved politikeren, som Ane Cortzen sætter stævne på hans gamle højskole.

Vi mødes ude foran Christiansborg en varm sommereftermiddag. Jeg er hoppet i en afslappet sommerkjole og Birkenstock-sandaler for at være på linje med Uffe. Jeg forestiller mig, at han kommer gående i shorts, T-shirt med et sjovt budskab og samme Birkenstock-sandaler. Men Uffe er i noble sko, mørkeblå jeans med opsmøg, hvid trøje og en mørkeblå windbreaker med lynlås. Lædermappe i hånden. En mand med en mission.

Vi skal op til Krogerup Højskole, hvor Uffe har gået som ung. Jeg skal både køre bil og interviewe på samme tid. Til formålet har jeg købt en stor, grim holder til mobilen, der sidder som en aggressiv robothånd midt på ruden. Jeg tænker, den måske vil skræmme Uffe og gøre ham tavs. Det gør den ikke. Han sætter sig glad og veloplagt ind på forsædet og går straks i gang med at interviewe mig. Han synes, det er sejt, at jeg har kastet mig ud i at køre til Krogerup med ham. Han er i det hele taget ­meget støttende. Det er en god start.

Men så gaber han pludselig stort og ser ud, som om han godt kunne tænke sig en lille lur. Jeg spørger, om han har travlt, og det nikker han entusiastisk ja til og remser op af sine aktiviteter op til sommerferien. En minutiøs gennemgang af hans kalender leder over til en endnu mere minutiøs gennemgang af hele forløbet med Alternativet. Fra han førte en samtale med to unge aktivister på et gadehjørne til i dag, hvor han er formand for Folketingets sjettestørste parti. Hvordan alle ­dømte dem ude igen og igen, og hvordan de klarede sig mod alle odds. Det er en storslået fortælling om den lille, håbefulde flammes kamp mod den ­store flodbølge. Den trætte mand, der sad i min bil for et øjeblik siden, er helt væk. Uffe Elbæks energi næres tydeligvis af fortællingen om Alternativet og al den modstand, de har oplevet undervejs. Han fortæller om deres allerførste pressemøde, som uheldigvis faldt samme dag, som finansloven blev lukket. Der var ikke det store fremmøde i det knap så pompøse udvalgslokale.

LÆS OGSÅ: Johanne Schmidt-Nielsen: “Jeg øver mig i at sige pyt”

– Vi var nærmest ikke kommet 15 sekunder ind i mødet, før alle sagde, at det kommer aldrig til at lykkes. Jeg er blevet erklæret politisk død hele tre gange. Først da jeg gik af som kulturminister, så da jeg forlod Radikale Venstre, og endelig da jeg præsenterede Alternativet, siger Uffe Elbæk og ser helt stolt ud.

Jeg nævner, at der jo også er en del ­skræmmende fortilfælde, som eksempelvis da Ny Alliance blev dannnet og endte med at tabe det hele på gulvet.

– Det stopper ikke mig! udbryder Uffe og retter sig op i sædet.

– Sådan tænker jeg bare ikke. Tror jeg selv på det, så går jeg hele vejen.

Jeg bliver nødt til at rette på mit billede af ­Uffe Elbæk. Vi har ikke kørt i ti minutter, før jeg fornemmer en kant bag hans bløde image, som dukker op ved mindste antydning af svaghed. ­Uffe Elbæk er ikke en blød mand. Senere på turen­tager jeg Ny Alliance op igen. De blev jo uvenner internt – hvordan med Alternativets brogede flok af mennesker?

– Jeg var usikker på, om vi kunne få de nye folketingsmedlemmer til at arbejde sammen efter valget. Hvem var de? Det var da et megasats. Jeg var meget usikker inden sommergruppemødet på Bornholm. Efter vi havde været sammen i tre ­dage, følte jeg mig helt tryg. Det er gået fantastisk – også selvom ikke én havde erfaring med politik. Rasmus Nordquist holdt sin første tale nogensinde, da han holdt Alternativets åbningstale på Folketingets talerstol. En rigtig god tale. Han elsker det. Jeg synes, de klarer sig godt. Selvfølgelig er der forskel. Der er ingen, som falder i med tapetet.

Ny Alliance var jo også et frisk pust – men de kunne jo ikke enes?
– Ja, men vi er jo nogle kloge nogle! Uffe griner højt. Men så er han alvorlig lidt efter.

– Det er meget gennemtænkt, hvordan vi har bygget det op. Værdigrundlaget var ikke til diskussion. Der er skabt en god grundbas. Ellers kunne vi aldrig have gjort det, hvis det ikke var tænkt ind fra start.

Vi kører ind ad den billedskønne grussti til Krogerup Højskole, som snor sig mellem kornmarker og brede bøgetræer. Dansk idyl, som taget ud af Visit Denmarks seneste katalog. Der står en flok unge mennesker og venter på os. De vil gerne tage billeder af Uffe til Facebook og have ham med til deres kampagne mod overforbrug af kød. Han skal udfylde tavler med budskaber og smile til kameraet foran to store papmachebøffer. Han er helt uforberedt, men tager det pænt. Der kommer flere unge til og ­tager ­billeder med deres telefoner. Jeg er tydeligvis helt uinteressant i deres ­øjne. Ingen spørger mig om min holdning til kød. Jeg råber til ham, at han er den rene rock star.

– Hold da op! Det er jeg da overhovedet ikke. De er i gang med en kampagne!

Han ser helt fortørnet ud – jeg mente det egentlig som et kompliment, men i Uffes verden er en rock star nok sådan en, der er overdrevet selvoptagen og uden noget egentlig projekt. Og det er nok det sidste, Uffe Elbæk ønsker at være – en mand uden noget projekt.

Vi går lidt rundt i parken, der strækker sig foran Krogerups ­imponerende hovedbygning som et grønt velourtæppe. Alle hans fans er forduftet ind i en lille sal, hvor de er gået i gang med en energisk danseopvisning ­under store tilråb og klapsalver. Jeg spørger lidt til, om han kan huske sin tid på ­højskolen. Han gik på Krogerup i efteråret '75. I tre måneder. Han boede på anden eller tredje etage i sidebygningen. Han kan beklageligvis ikke huske værelsesnummeret. Jeg har sjældent mødt et menneske, som gik mere op i præcision. Det forekommer uforeneligt med resten af hans person, der virker åben og afslappet. Han fortæller, at han efter højskolen flyttede ind i et besat hus i Korsgade på Nørrebro sammen med tre andre fra Krogerup. Christiania var lige blevet etableret i januar 1976.

– Det var sgu for koldt i det hus. Så flyttede vi ud i en besat huskarré, der lå op til Blågårds Plads. En rigtig god karré, som skulle rives ned for at bygge socialt boligbyggeri – det, som ligger der nu.

Man glemmer, hvor gammel Uffe Elbæk er. Men når han så pludselig taler om at besætte huse, går det op for en, at han faktisk har været med til en hel del mere end andre af ­tidens politikere. Men han virker bare ikke som en ­gammel mand, der har prøvet det hele. Han virker, som om alt er nyt for ham. Og deri ligger nok nøglen til Uffe Elbæks succes – han har en pioners udstråling, samtidig med at han har gjort det før. Naivitet og erfaring. Blindt håb og præcision. 

LÆS OGSÅ: “Vi er et godt hold, og Johanne sidder lige ovre på den anden side af gangen, som hun hele tiden har gjort”

Tilsyneladende uforenelige størrelser mødes på den måde i Uffe Elbæk. Jeg kan godt forstå, at folk har en tendens til at undervurdere ham. Man bliver nødt til at spørge ind til hans tidlige ungdom, før den strategiske, erfarne og stringente Uffe dukker op.

– Jeg var fuldstændig ude på den yderste­venstre-fløj. Vi kæmpede jo mod hinanden. Jeg gik til hardcore politisk skoling i BOML: Bolig Marxister-Leninister. Der er mange på min alder, som har lagt afstand til den periode. Det gør jeg ikke. Den træning, jeg fik i at organisere og lede, skal man ikke undervurdere. Jeg har bygget ­store organisationer op i mit liv, som står solidt ­plantet. Du kommer aldrig derhen, hvis du ikke har en benhård arbejdsdisciplin.

Manden er ingen nybegynder, mere en dreven hærfører end vildfaren cirkusartist. Jeg siger, at på et tidspunkt holder folk op med at undervurdere ham, og så skal der ske noget andet. Uffe ser pludselig meget snedig ud.

– Jeg tror slet ikke, folk er klar over, hvad vi har gang i, siger han. Jeg ­spørger, om vi kun har set toppen af isbjerget?

– Ja! Men det er jo ikke hemmeligt, man kan bare spørge. Så skal vi nok fortælle, hvad vi har gang i, siger Uffe og afmonterer lidt den store konspirationsteori, som jeg var ved at bygge sig op i mit hoved.

Uffe Elbæk var 14 år i '68. Han siger, at det ret sent er gået op for ham, hvor vigtigt det faktum egentlig var for hans senere tilværelse.

– Jeg lå klistret til transistorradioen i storkøkkenet. Jeg hørte om Woodstock, om The Rolling Stones. Jeg var for ung til helt at forstå maj '68 i Paris. De, som virkelig var en del af det, var fire år ældre end mig. Der var dog en fornemmelse af, at tingene kunne være radikalt anderledes. Du kunne bo anderledes, du kunne uddanne dig anerledes. Du kunne hoppe over plankeværket og bosætte dig i en fristad.

Uffe og jeg er enige om, at det virker, som om der er et ­paradigmeskifte ­lige om hjørnet, som også Alternativet er en del af. Uffe kalder det "Den ­Venlige Revolution". På mange måder er cirklen sluttet, fra da den 14-årige Uffe fornemmede det store, generationsdefinerende oprør i '68, til den 62- årige Uffe, der skubber på for en ny revolution.

– Vi har femdoblet vores medlemstal. Vi fik 400 nye medlemmer i sidste uge. Det er jo helt vildt! Og det startede alt sammen med en samtale. Alt starter med en samtale. Det synes jeg på alle måder er meget håbefuldt. Demokratisk håbefuldt. Det, som driver mig, er ikke, at vi bliver dobbelt så store næste gang, selvom at det synes jeg også, vi skal. Det, der driver mig, er, at folk begynder at tage deres demokratiske autoritet tilbage.

Vi går ind i hovedbygningen, hvor der er fælles spisesal med PH-lamper, Kjærholm-stole og god kunst på væggene. Der er også en stålvogn med ­plastikbakker med glas på, som man kender dem fra alle landets institutioner. Jeg har aldrig gået på højskole. Jeg har det svært med tvunget socialt samvær. Jeg spørger Uffe, om han ikke får spat af at være sammen med så mange mennesker hele tiden. Han kigger på mig med vidtopspærrede ­øjne. Hans forældre var højskolelærere på Ry og siden forstanderpar på Store Restrup Højskole.

– Spat? Nej, da! Det er jeg opdraget til! Det var eksotisk for os fire søskende, når far og mor skulle lave mad til os. Eksotisk og også lidt skræmmende at sidde der rundt om bordet bare os. Det var kun i sommerferien. ­Ellers spiste vi med alle de mange mennesker hver eneste aften. Jeg føler mig fuldstændig hjemme i sådan et rum her. Jeg kan aflæse alle artefakter. Du kan ikke blive mere højskolebarn end mig, siger Uffe, mens han falder i staver over det klassiske portræt af Grundtvig, som må hænge på rigtig ­mange højskoler rundt i landet.

Som barn af højskolebevægelsen og med en ungdom solidt plantet i 70'erne undrer det mig, at Uffe først sprang ud som bøsse midt i 80'erne. Efter to sønner og adskillige forhold til kvinder. Det finder jeg fascinerende – at man kan skifte på den måde. Jeg er interesseret i, om hans forhold til kvinder var baseret på en løgn. Om han mon levede de mange første år af sit voksenliv i en form for benægtelse.

LÆS OGSÅ: Danmarks Indiana Jones

– Jeg vidste jo, det rumsterede derinde et sted. Men jeg var dælme også forelsket i de piger. Smaskforelsket. I Karin, Kirsten og flere derefter. Så mødte jeg en mand i '86, da jeg var 31, hvor det bare klikkede. Det måtte jeg bare erkende.

Havde det store omkostninger?
– Ikke i forhold til venner og familie. Mere i forhold til mig selv. Det var en radikal forandring. Det møde betød meget. Nu er han død. Det var skelsættende. Jeg kastede mig ud i en svingdørsidentitet. Jeg havde en række dejlige, korte forhold med både kvinder og mænd. Omkring slut-80'erne måtte jeg vælge side. Jeg kunne simpelthen ikke rumme begge dele. Jeg var forvirret. Selvom min opvækst og tidlige voksenliv er helt anderledes i forhold til unge i dag, er det stadig skrøbeligt på et personligt plan at springe ud. Man skal opleve det selv for at finde ud af, hvor meget energi og usikkerhed der er forbundet med det. Men alligevel er der sket så ufatteligt meget de sidste 30 år. Der er nogle helt andre rollemodeller. Der er homoer i film. Mest i biroller, men alligevel. Du kan finde litteratur. Der er mainstream-popidoler, som er helt afslappede omkring det. Jeg følte, jeg skulle vælge ­side, men sådan er det ikke længere. Det er meget mere flydende.

Uffe bliver mere og mere tavs, som vi går rundt på højskolen. Især i skolens fine bibliotek bliver han nærmest helt fraværende. Vi skal snart hjemad. Det er første gang, jeg møder den stille Uffe. Vi har begge talt uafladeligt, siden han satte sig ind i bilen. Vi går ud ad hoveddøren og slår et smut ­forbi Årstidernes gård, som ligger lige op til skolen. Fotografen overtaler os til at gå lidt ind i marken.

På vej hjem i bilen kommer Uffe med en erkendelse, som han tydeligvis har tænkt længe over.

– Det er jo ikke bare én gang, du kommer ud af skabet – du kommer dybest set ud af skabet altid. Når du tjekker ind på et hotel, og du står med din kæreste, og de spørger, om I skal have to separate værelser – det er hele ­tiden. Men egentlig oplever jeg det som en gave i dag. Selvom jeg er blevet så gammel, som jeg er, har levet så langt et liv og har verdens dejligste mand og alle de der ting. Så har jeg stadigvæk det der outsiderblik på alt. Står lige en halv centimeter et andet sted end de fleste. Og det er et megagodt drive. For 17 år siden kørte jeg sammen med grundlæggeren af Body Shop, Anita Roddick, gennem det bakkede, sydengelske landskab. Vi havde en samtale om, hvad der kendetegner den her verdens bedste ­iværksættere. Da vi nåede frem til Body Shops hovedkvarter, havde vi fundet fællesnævneren: De er alle sammen outsidere. De kommer udefra. De har noget, de skal bevise.

Der er masser af myldretidstrafik på vejen tilbage til byen. Uffe og jeg taler om, hvor angstprovokerende folk, der mangler humor og ­selvironi, kan være. Om hvor vidunderligt det er at ­kunne bestemme selv. Om den famøse samtale med ­Clement og al den modstand, der gør ham stærkere. Jeg parkerer foran Christiansborg samme sted, som jeg samlede ham op tidligere på dagen. Han går med en lidt forsigtig, søgende gang mod hjemmebanen. Mappen med alle de snedige planer holder han i hånden. Undervurderet, som han er. 

LÆS OGSÅ: Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark

LÆS OGSÅ: Den første kvindelige formand for LO

LÆS OGSÅ: Pia Olsen Dyhr: Det bør enhver mand vide om kvinder...

Ane Cortzen, 41 år

Vært for "TV!TV!TV!" og "Made in Denmark" og kulturchef
for Kähler.

Gift med arkitekt Benjamin Weber. Mor til Manfred, 6, Esther, 11, og Agnes, 13.

Bor på Frederiksberg.

Uffe Elbæk, 62 år

Formand for Alternativet.

Lever i et registreret partnerskab med antropolog Jens Pedersen.

Far til Frej Elbæk Schjeldal, 39, og papfar til Jacob Kampp Berliner, 40.

Bor på Frederiksberg.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Ane Cortzen