”Når det var vinter, brugte drengene det som en undskyldning for at vaske mig ren i sneen”
34-årige Anne Niluka Iversen har altid følt sig forkert på grund af sin hudfarve. Hun er blevet kaldt n-ordet, kastet i sneen for at blive gjort ”ren” og har savnet mennesker på tv-skærmen, der kunne matche hendes spejlbillede. Her er Anne Niluka Iversens fortælling om at være brun kvinde i Danmark.
Jeg kan huske, at vi skulle lave gipsmasker i formning.
Eller faktisk havde faget lige fået sit nye navn, da jeg startede i folkeskole. Billedkunst.
Maskerne blev støbt direkte på ansigterne. Vi smurte os ind i vaseline og lagde stykkerne hen over pande, øjne, næse, mund og hage. Jeg kan næsten stadig mærke fornemmelsen af gipsen, der størkner på mit ansigt.
Ugen efter skulle maskerne males. De andre malede med mange farver. Fantasifuldt, masser af mønstre, fodboldfarver eller sjove klovne. Jeg malede munden lyserød. Gav ansigtet lyse øjenbryn. Vigtigst af alt, så fik hun hudfarvet hud. Altså den lyse slags. Den rigtige slags.
Jeg ville ønske, at jeg havde det ansigt.
Jeg hadede frikvartererne i skolen:
”Skrid hjem, hvor du kommer fra”.
”Hop op i træerne til de andre aber”.
At blive kaldt n-ord-Anne, hver gang nogen skulle referere til mig.
Men hvor kommer du fra?
Når det var vinter, brugte drengene det som en undskyldning for at vaske mig ren i sneen. Våd flyverdragt og småsten i munden.
Når vi havde diskussioner i klassen, var min mening ligegyldig, fordi jeg var et undermenneske.
Til sidst blev det så normalt for mig, at jeg holdt op med at kommentere det. Og ikke mindst holdt jeg op med at sige noget til lærerne. De sagde jo alligevel bare, at jeg ikke skulle tage mig af det.
Mine forældre og andre vokse sagde altid, at jeg skulle være stolt af at se anderledes ud. Det gav ingen mening, for det var jo kun udenpå, at jeg var anderledes. Indeni var jeg lige så dansk som de andre børn. Jeg har aldrig haft en anden kultur at læne mig op ad. Der var kun historier og billeder fra et land langt borte.
"Hvor kommer du fra?"
"København."
"Ej, men altså… hvor kommer du oprindeligt fra?"
"En lille by uden for Roskilde."
"Ok, ok, men hvor er du født?"
"På et hospital."
Jeg bliver så inderligt træt, når mennesker, jeg dårligt kender, forlanger at få min historie serveret på et lettilgængeligt sølvfad.
Engang ville Anne Niluka Iversen ikke gå med guldsmykker, fordi hun ikke ville skille sig ud. Foto: Privat
Du er så flot i farver, Anne
Da jeg var yngre, troede jeg, at jeg skulle svare. At det var pænt. Hvor er der mange, der har hørt den historie. Om børnehjem, om Kandy, om min biologiske mor, om adoption. Nu nægter jeg oftest at svare. Så gætter de:
”Du er mulat?”
”Er din far sort?”
”Er du fra Sydamerika?”
"Du må være god til at give blowjobs med de store læber", "har du samme farve i trusserne som resten din krop?"
"I eksotiske piger er så vilde i sengen."
Den nordiske uniform
Jeg elskede dijonsennep, da jeg var baby. Jeg har altid elsket krydret og stærk mad.
Nu har jeg chilikonkurrencer med andre. De hikker og får ondt i maven. Jeg vinder altid. Gad vide, hvor det kommer fra? Er det genetisk, eller er jeg bare glad for chili?
Når min mor købte tøj til mig, var det altid i larmende farver. Gul, orange, turkis, lilla:
”Du er så flot i farver, Anne. Det passer så godt til din fine hud”.
Bræk.
Da jeg begyndte at købe mit eget tøj, var det for det meste sort, gråt eller hvis det skulle være rigtigt vildt, mørkeblåt. Den nordiske uniform.
Jeg gik næsten altid i sort.
Så følte jeg, at jeg kunne skjule mig i mængden eller forsøge at passe ind. Mine smykker var i sølv eller oxiderede. Jeg følte, at guld fik mig til at se etnisk ud.
Jeg har skiftet det meste af min afdæmpede garderobe ud. Mine ører, mine håndled og mine fingre er fyldt med guld. Det klæder mig bare bedre. Og jeg føler mig mere som mig.
Det er alligevel åndssvagt at tro, at sorte hættetrøjer kan ændre på, at det første, folk ser, er min hudfarve.
Når de gamle damer demonstrativt hiver tasken godt til sig. Når butikspersonalet lister rundt efter mig. Når min eks fik at vide, at han var raceforræder. Når sure mænd kører ind i mig med deres indkøbsvogn og siger: “Sådan nogle som dig tror, I kan tillade jer at fylde det hele”.
”Du ligner ikke en Anne”
Anne er det mest brugte danske kvindenavn. Så almindeligt, som det kan være.
Jeg bruger konsekvent mit mellemnavn. Så bliver folk ikke så overraskede, når der kommer en mellembrun type ind ad døren:
“Nå, du ligner jo slet ikke en Anne!”.
Det er også derfor, jeg altid bruger farvebilleder på mine jobansøgninger.
Jeg bliver så glad, når der er brune mennesker i fjernsynet. Især, når de bare er der, uden at det skal italesættes. Mine børn skal have nogle at spejle sig i. Den yngste vælger alligevel altid den hvide Barbie.
Det er jo hende, der er den rigtige.
Det er også altid den blonde pige, der er den gode i filmene. Måske er det derfor, min ældste stadig synes, at lyst hår er pænest.
Da jeg var lille var den eneste brune på fjernsyn Hella Joof. Og hun var en anden slags brun.
Senere dukkede dem fra Mellemøsten op i mediebilledet. Men sjældent for det gode. En gruppe, hvis kultur jeg altid har følt mig draget af.
Sidste år fandt jeg ud af, at min far er egypter. Måske er det derfor?
Vil også være en Disneyprinsesse
Nogle gange bliver jeg misundelig på mine brune venner, fordi de har en stærk kulturidentitet. Fordi de ved, hvad de kommer af. Men så husker jeg, hvor meget de skal lægge øre til.
Jeg har altid elsket Disneyfilm, selvom det gør lidt ondt i mit feministiske indre at indrømme.
Mine piger ville også være prinsesser, da de kom i børnehave. Så de fik kjoler, sko og det hele.
Men en dag kom den ældste grædende hjem til mig, og sagde, at man ikke kunne være prinsesse, når man er brun og har mørkt hår. Jeg måtte nive mig selv i armen, for at hun ikke skulle se, hvor vred jeg blev.
Jeg græd alene, da hun sov.
Da Vaiana kom, blev jeg barnligt glad.
Hun havde mørkt krøllet hår, en bred næse, store læber, korte ben og en helt anden kropsbygning end alle de andre prinsesser. Min ældste datter sagde, at jeg lignende hende. Jeg har sjældent været så stolt.
Endelig var jeg også en Disneyprinsesse.
Om Anne Niluka Iversen
- 34 år
- Arbejder som journalist og skriver på Instagram om antiracisme og feminisme
Racisme i Danmark
Ifølge tal fra Det Kriminalpræventive råd blev der i 2018 begået 260 racistisk motiverede forbrydelser til forskel fra 2016, hvor tallet lå på 140. Og ved den såkaldte Offerundersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor mente 7 procent af de adspurgte danskere mellem 16-74 år, at volden mod dem var motiveret af racisme, svarende til ca. 4.100 personer hvert år i perioden fra 2008-2016.
Desuden viser flere rapporter og undersøgelser, at racisme og diskrimination foregår på flere niveauer i samfundet. Rapporten ”Afro-danskeres oplevelse af diskrimination i Danmark” udarbejdet i 2017 af Institut for Menneskerettigheder viser bl.a., at danskere med afrikansk baggrund har oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet, undervisningsområdet, i offentlig transport og rum, i nattelivet og i kontakten med politiet.
De adspurgte oplever, at ”man som dansker med afrikansk baggrund ikke kan blive fuldt accepteret i det danske fællesskab” og oplever chikane ”i form af n-ordet, racistiske vittigheder og skældsord”. Gør de opmærksom på chikanen overfor krænkeren, undskylder vedkommende det ofte med, at det er en form for humor: ”det er jo bare for sjov”, fremgår det af rapporten.
Nogle af de samme konklusioner kommer til udtryk i en rapport fra 2012, som SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd stod bag. Rapporten konkluderede, at vi danskere ikke er meget for at anerkende diskrimination og racisme som et reelt problem herhjemme, og det skyldes blandt andet ”lighedsideologien” – at vi alle er ens og behandles ligeså – og at vi derfor ikke behøver at tale om det:
”Vores studier viser også, at de fleste af os nedtoner, at racisme og diskrimination skulle finde sted. Og at hvis vi er nødt til at erkende, at det finder sted, så lægger vi skylden på enkelte individer, ikke på hverdagspraksisser i det brede fællesskab eller samfundets institutioner,” lød det fra en af forskerne bag SFI-rapporten.
Men viden om diskrimination på baggrund af etnisk oprindelse er dog begrænset herhjemme. Det viste en anden SFI-rapport fra 2012, da ”det kan være svært at måle, hvornår der finder forskelsbehandling sted”, som det fremgik.