Bodil Jørgensen: "Jeg hader folk, der ikke kan få pungen op af lommen"

Hvad optager dig i øjeblikket?

– Lige nu er det en forestilling, jeg er med i: ”Parasitterne”. Den er skrevet i 1929 af den gamle danske forfatter Carl Erik Soya og har aldrig været mere aktuel end nu. Det er en klassisk fortælling om grådighed, og det er en fornøjelse at bruge tid på noget, som har genvundet aktualitet.

Har du en tilbagevendende drøm?

– Op til premierer drømmer jeg ofte, at der er en side mere til manuskriptet, og det er selvfølgelig en monolog, jeg lige skal lære, inden jeg går på scenen, og det er altid uigennemførligt. Eller pludselig får jeg at vide, at jeg skal tale fransk. Drømmen foregår altid bag scenen, ude i kulissen, hvor man kan høre publikum ude i den fyldte sal.

LÆS OGSÅ: Ulla Tørnæs: "Min mor døde, da jeg var otte år"

Hvilken musik lyttede du til, da du var 13?

– Abba og Gasolin. Abba var hele kærlighedshistorien mellem de fire medlemmer, og deres musik man kunne danse til. Jeg elskede Gasolin og tog til koncert i Vejle, for at høre ”Rabalderstræde” og alle de andre gode numre, og jeg husker især Kim Larsens store mund. Jeg stod og hoppede og dansede nede foran scenen – det var en totaloplevelse. Det var ikke noget, mine forældre syntes var det fedeste, for Kim Larsen var en heftig flab fra København, men for mig var det bare råt og godt.

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

– At jeg er langsom og distræt. Min langsommelighed er nasty, for jeg har svært ved at komme ud ad døren, og det er til stor irritation for min familie. For mit eget vedkommende handler det mest om mangel på stedsans. Jeg kommer ud fra et lokale og går altid den modsatte vej af, hvad jeg skal.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

– Det er markant, så meget som det at blive mor ændrer ens fokus. Ens måde at være i verden på som menneske forandres, når man får børn.

Hvad er du mest stolt af?

– Jeg er ret stolt af min far – mest af hans livssyn og nysgerrighed. Selv da han blev en gammel mand, blev han mere og mere nysgerrig på, hvad livet egentlig var for en størrelse. Han lever ikke mere, men jeg har lært meget af ham. Min mor var dement i ti år, og han glædede sig over hvert lille pip, blik eller nik fra hende, for det var meget vigtigere for ham end at komme en tur til Provence med de gamle kolleger. Han så de små ting, og det er jeg stolt af, at han har lært mig glæden ved.

Hvad ville du aldrig give penge for?

– Kærlighed. Selvom man godt kan købe sig til det, ligger det mig meget fjernt. Så hellere lide afsavn eller drømme om kærligheden.

LÆS OGSÅ: Puk Elgård: "Man kan nemt smide et dyrbart venskab ud med badevandet"

Hvad kan gøre dig trodsig?

– Inger Støjbergs politik gør mig trodsig. Jeg vil kun trykke endnu flere i hånden og byde dem velkommen til Danmark, for jeg kender mange flygtninge og er selv værge for en dreng fra Syrien. Derfor tænker jeg: Så går jeg den anden vej, for det vil jeg ikke være med til.

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?

– At jeg går og er sjov hele tiden. Nej, jeg er da røvkedelig. Eller at jeg er rødhåret og derfor mere let antændelig og ophidset end andre.

Hvilken egenskab bryder du dig ikke om ved andre mennesker?

– Smålighed og nærighed blandet med grådighed er noget af det værste. Der kommer min trodsighed også ind i billedet, for det er noget, jeg afskyr. Jeg hader også folk, der ikke kan få pungen op af lommen, men i stedet gemmer den som en muldvarp allernederst i lommen – det er anstrengende.