Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med mit liv Vibeke Dorphs brevkasse
SPONSORERET indhold

Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med mit liv

Jeg er virkelig i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Min kæreste bor på den anden side af Jorden, og min familie presser mig til at tage en uddannelse, men allermest vil jeg gerne rejse og opleve verden, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
23. jun. 2022 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om kærlighed og krise

Jeg er en mand på 26 år, der er faret vild i mit liv. Sagen er, at jeg i forbindelse med en rejse til Latinamerika mødte en kvinde, som jeg blev dybt forelsket i.

Da jeg kom hjem, tog jeg derfor en masse arbejde for at tjene penge til at besøge hende igen, alt imens vi holdt kontakten. Efter to måneder, tog jeg så derover igen. Vi havde det virkelig godt sammen, men hun har hus og børn derovre, så hun er jo bundet af det.

LÆS OGSÅ: Kan jeg tillade mig at slå op med min plagsomme mor?

Jeg frygter nu, at jeg vil miste hende. Sagen er nemlig, at min familie presser mig til at gå i gang med en uddannelse, hvilket jeg inderst inde også godt ved vil være det fornuftige at gøre. Men går jeg i gang med en uddannelse, så vil der jo gå mindst to år, før jeg kan se min kæreste igen, for jeg vil hverken have råd eller tid til at tage afsted.

Det bekymrer mig, og tilmed så aner jeg ikke, hvad jeg skal studere. Jeg har tidligere arbejdet som guide, for jeg elsker at rejse, og jeg får en masse energi af det, men det er der jo ikke rigtig nogen fremtid i. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at stole på, at alt nok skal gå

Om forholdet til din kæreste vil holde på den lange bane, det kan kun tiden vise, men hvor der er vilje, er der også en vej. Så vil I to hinanden, så skal I jo nok få det til at fungere, selvom I selvfølgelig er udfordret af både afstand og børn.

Prøv derfor for en tid at lægge den del af dit liv lidt til side, og stol på, at tingene arter sig, som de skal. Brug i stedet din energi på at finde ud af, hvad du selv har lyst til at beskæftige dig med fremover. Her er mit råd til dig, at du ikke lytter for meget til dine omgivelsers velmenende råd om, at du skal vælge med fornuften, drøm i stedet stort, og søg så de drømme indfriet i dit uddannelsesvalg.

LÆS OGSÅ: Min kæreste er en nærig egoist

Min egen erfaring er nemlig, at den bedste benzin for at få et godt arbejdsliv, er at man beskæftiger sig med noget, som man virkelig brænder for. Her synes jeg helt sikkert, at du skal kaste et blik på din store udlængsel og nysgerrighed på andre kulturer og finde en uddannelse, der måske kan give anledning til, at du fortsat kan få lov til at rejse ud i verden.

Om det er som styrmand eller matros, som diplomat, rejsebureaumedarbejder eller noget helt fjerde, det ved jeg jo ikke, men drøm først stort, og søg så bagefter dine drømme forløst med din sunde fornuft. For så kan det ikke gå helt galt for dig.

Anbefalet til dig