Jeg føler mig klemt mellem min kæreste og hans datter
SPONSORERET indhold

Jeg føler mig klemt mellem min kæreste og hans datter

Jeg har et tæt forhold til min voksne steddatter, som nu har fortalt mig, at hun er gravid, men min kæreste ved det ikke. Jeg føler mig illoyal over for min kæreste, hvad gør jeg? Det tager Vibeke Dorph stilling til.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
19. jan. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om steddatter og illoyalitet i forhold til kæreste

Mit problem handler om min voksne steddatter. Hun har et lettere kompliceret forhold til sin far, fordi han først kom ind i hendes liv, da hun var fyldt 18. De seneste fem år har han dog i den grad været der for hende. Det har jeg også, og min nu 23-årige steddatter har i de seneste år knyttet sig meget til mig, måske fordi hendes mor bor i udlandet, hvor hun også selv delvist er vokset op. 

LÆS OGSÅ: Hvor meget skal jeg egentlig finde mig i?

Min kæreste og jeg bor ikke sammen, hvilket vi begge har det godt med, da vi har forskellige fritidsaktiviteter og netværk. Min kærestes datter kommer dog tit her og bruger mig ofte som sparringspartner, når hun har problemer. Hun beder mig altid om ikke at sige noget videre til hendes far, om det vi har talt om, hvilket jeg har overholdt, selvom det ikke altid er lige let. For kort tid siden kom hun så og fortalte mig, at hun var gravid. Faren til barnet var ikke inde i billedet, men jeg fornemmede, at hun ønsker at beholde det. Vi havde en lang snak, og jeg sagde bl.a., at grænsen for vores fortrolighed var nået, for jeg kunne ikke forsvare ikke at sige noget til hendes far på sigt. Det kunne hun godt forstå, og hun lovede at tale med sine forældre. Nu viser det sig, at hun har fortalt sin mor det, der bakker hende op, men min kæreste ved stadigvæk ingenting. Tiden går, og om lidt vokser maven. Skal jeg blive ved med at vise min kæreste illoyalitet for at være loyal over for hans datter? 

Vibeke Dorph råder til at at få datteren til at sige det 

Hvor er det dejligt, at du har et så godt forhold til din steddatter, der er dog noget, som skurer mig i ørerne her. Din steddatter er 23 år og dermed voksen, hun burde derfor også vide, at hun sætter dig i et svært dilemma, hvis hun, hver gang hun betror dig noget, tilføjer, at du ikke må sige noget om det til hendes far. Det er en svær og urimelig situation at sætte dig i, for fortrolighed er vigtigt i et kærlighedsforhold, på sigt går det derfor ikke, at du ved en masse om hende, som din kæreste ikke må høre om. Det grænser for mig til at være en slags følelsesmæssig pression mod dig, og det er uholdbart og usundt i længden.

LÆS OGSÅ: Er jeg tvunget til at omgås min kærestes ekskone?

Af den grund kan jeg heller ikke lade være med at se det dilemma, hun har sat dig i, som en mulighed for at få luftet ud i al hemmelighedskræmmeriet. For nu har du givet hende en frist til at fortælle hendes far om graviditeten uden, at hun stadigvæk har sagt noget til ham. Det er ikke i orden over for dig, og derfor synes jeg da også, at du skal skynde dig at skride til handling. Fortæl hende sagen set fra din stol, skær det ud i pap for hende, at det her går ud over dit forhold til hendes far. Giv hende så to-tre dage til at få fortalt ham det, og sig til hende, at gør hun ikke det, så gør du det. Den aftale holder du dig til. For fint nok, at du er flink over for din kærestes datter, men hvis det skal ødelægge forholdet til ham, så er prisen for høj.

Anbefalet til dig