Christian Degn
SPONSORERET indhold

"Jeg vil gerne vide, hvor dejlig hun er – hende, der forhåbentlig er derude et sted"

Journalist og tv-vært Christian Degn om hellere at ville være nogen fremfor noget, om at føle sig som halvt kvinde og om at lede efter kærligheden.

Af: Emilie Dreyer Kampmann Foto: TV2
05. maj. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

Hvornår føler du dig allermest lykkelig?

– Når jeg lykkes med de ting, jeg arbejder hårdt for. Jeg var for eksempel HELT VILDT glad, da jeg havde lavet de første optagelser til ”Hvem vil være millionær?”. De var bedre, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Eller når jeg drikker øl eller rødvin med nogle gode venner og pludselig glemmer alt om tid og sted og nærmest bliver opløst i nuet på den der helt fantastiske måde.

Hvornår har du været mest bange?

– Jeg fik for nogle år siden at vide af nogle venner, at et af de modermærker, jeg havde på ryggen, var virkelig mærkligt. Og jeg tænkte: ”det ik' noget”. Men så gik jeg til lægen, og endte med at få fjernet 11 styk. Nu går jeg til tjek hvert år.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø: Én mand har gjort særligt stort indtryk på mig

Hvilket årti ville du trylle dig tilbage til, hvis du kunne?

– Mine teenageår i 90'erne. Rullekrave, skovmandskjorte, og en gul H2O-jakke. Det var en fantastisk tid! At høre Oasis for første gang, det er jo som magi i ørene. At komme i gymnasiet, at gå i byen de første gange, sommerfugle i maven, og at være nervøs og tænke: Passer jeg egentlig ind her?
Og så befrielsen ved at finde ud af, at du er helt okay.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

– Da jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville til casting som tv-vært. Det havde jeg virkelig aldrig tænkt, at jeg skulle være. Men så kom jeg til casting og fandt ud af, at det er virkelig sjovt at være vært.
Der tænkte jeg, det skal jeg lave mere af.

Hvis du kunne ændre en ting ved dig selv, hvad skulle det så være?

– Lige for tiden kunne det være fedt at være bedre til ikke at komme for sent. Jeg er sådan en, der gerne vil gøre alle glade. Og så er det lidt dumt at starte ud med at gøre nogle skuffede.

LÆS OGSÅ: Lotte Andersen: "Jeg var på et tidspunkt i mit liv ked af at ældes"

Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med?

– Det må være den kvinde, jeg drømmer om at møde og forhåbentlig leve med resten af mit liv. At finde ud af, hvad det egentlig er for en drøm, jeg går og bygger op. Finde ud af, hvad hun er for en, og hvad det er, jeg går og glæder mig til. Jeg vil ikke vide, hvordan livet ender, men jeg vil gerne vide, hvor dejlig hun er – hende, der forhåbentlig er derude et sted.

Færdiggør sætningen: Jeg kunne aldrig finde på, at …

– ... indrømme, at jeg nogensinde har snydt mine venner i brætspil eller andet. For det har jeg ikke!

Hvad bør enhver kvinde vide om mænd?

– Vi mænd har ikke trænet hinanden lige så meget i at forstå og sætte ord på vores følelser. Kvinder er langt foran og har trænet sig selv i at føle og mærke efter helt fra de var små piger. Jeg har derfor brugt mange kræfter på at erkende og finde ud af det med følelser i mit voksne liv. Så i dag er jeg cirka halvt kvinde. Haha.

Hvornår føler du dig allermest som mand?

– Det har jeg faktisk aldrig gået op i. Og det handler nok om, at jeg bare skal rette mig op, og så er jeg meget højere end alle andre. Andre mænd har behov for at vise, at de kan løfte tunge ting eller er gode til fodbold. Men det er jeg ligeglad med. Jeg kan for eksempel godt føle mig både lækker og maskulin i en lyserød damekjole – og tro det eller lad vær’, det er faktisk sket til en fest i 00'erne på Journalisthøjskolen.

LÆS OGSÅ: Mattias Hundebøll: Min mor havde én regel, som har betydet ufattelig meget for mig

Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?

– Jeg er hele mit liv blevet banket i hovedet med ”tag en uddannelse, bliv til noget”. Jeg synes, at det er meget vigtigere at blive til nogen. Min far havde et motto, som jeg har været mange år om at erkende er fedt. Han sagde altid: ”Hellere dø som original end som ukendt”.

Anbefalet til dig