De 5 største løgne mine forældre fortalte mig, da jeg var barn
SPONSORERET indhold

De 5 største løgne mine forældre fortalte mig, da jeg var barn

Forældre tager alle midler i brug for at kontrollere deres unger. Et af dem: At lyve.

Foto: Alamy
22. dec. 2015 | Livsstil | Eurowoman

KLUMME: Jeg har ikke selv børn, men jeg kan se på dem jeg kender, som har, at det ikke altid er nemt. Så som forælder, er det i orden at tage de fleste midler i brug for at kunne kontrollere sine unger. Et af disse midler, er at lyve. Mine forældre fortalte mig så mange løgne da jeg var barn, og mange af dem troede jeg på indtil jeg blev voksen. Her er de største løgne som 6-årige mig åd råt, og som 28-årige mig stadig tror en smule på.

LÆS OGSÅ: "Hvordan tackler man som 15-årig sin mors ultimatum om at flytte ud?"

1. Mågerne
Jeg havde en periode, da jeg gik i børnehave, hvor jeg åbenbart blev voldsomt træt af autoriteter, så jeg begyndte mit eget lille oprør, som jeg selv var ret stolt af. Jeg rakte tunge af alle de voksne. Jeg var en sand rebel. Indtil den dag min far blev træt af at se på det, og udnyttede min frygt for måger til at få mig til at holde tungen inde i munden. Han sagde, at på afstand ligner en tunge en regnorm, og regnorme var mågers livret. Hvis jeg rakte tunge når jeg var ude, så ville der være en stor risiko for, at en måge ville dykke ned fra himlen og hugge den. Så stoppede jeg prompte denne lovløshed.

2. Leg med ild, og du tisser i bukserne i nat
Jeg har dog aldrig leget med ild, men det har nok noget at gøre med, at mine forældre nåede at fortælle mig den her løgn før ilden fangede min interesse. Efter jeg fik det at vide, nægtede jeg at være i nærheden af et tændt fyrfadslys. Selv den dag i dag har jeg lidt svært ved at håndtere en lighter, fordi jeg er bange for at en eller anden (ild-tisse-bossen?) skal komme til at tro, at jeg unødigt går og tænder den hele dagen.

3. Sid ikke for tæt på tv'et
Jeg ved ikke hvorfor, men børn har en tendens til at skulle sidde helt oppe foran fjernsynet, når det er tændt. Inklusiv mig selv. Det brød mine forældre sig virkelig ikke om, måske sad jeg i vejen, så det kun var mig, der kunne se Anna og Lotte. Irriterende, man vil jo gerne følge med i Georgs badevaner og se den fantastiske interaktion mellem Kirsten Cenius og to dukker. Det resulterede i, at mine forældre fortalte mig, at hvis jeg sad så tæt på fjernsynet, så ville mine øjne blive firkantede. Og ingen gider at være freaken med de firkantede øjne, ikke når man lige er startet i skole. Sådan lærte jeg at sidde pænt i sofaen og se Børnetime.

4. Hjem-is bilen
Det var muligvis nok en af de ondeste løgne. "Hvad siger du, min søde lille datter? Er Hjem-is bilen ude på vejen? Men hørte du ikke, at den ringede med klokken? Det betyder desværre, at den er løbet tør for is." Sådan slap mine forældre udenom nogensinde at købe de dyre is fra Hjem-is bilen.

5. Kerner fra frugt
Hvis du spiser kernerne fra æbler/pærer/vandmeloner, så vil der gro et træ i din mave, som til sidst vil vokse ud af din mund. Det er da virkelig væmmeligt. Hvorfor bilder man sine børn det ind? Måske er det bare lidt sjovt at gøre dem bange for ligegyldige ting. Efter jeg fik det at vide, så turde jeg kun at tage nogle få og meget små bidder af den frugt jeg nu fik tilbudt. Og jeg må indrømme, at hvis jeg kommer til at spise en kerne nu, så drikker jeg i hvert fald ikke noget vand lige bagefter, for det ville jo være som at opmuntre kernen til at blive til et træ.


LÆS OGSÅ: "Man skal bare fylde i rygsækken"

LÆS OGSÅ: 4 unge kvinder med succes: Her er deres bedste tips til at blive iværksættere

LÆS OGSÅ: "Vi sagde vores job op og smed alle vores ting ud"