Marcus og jeg mødte hinanden, da jeg var 42 år og han 22. Jeg var blevet skilt efter 16 år og meldte mig ind i en facebookgruppe for singler.
Marcus reagerede på mit opslag og spurgte, om vi skulle tage på date. Først takkede jeg nej, men han var insisterende, og jeg tænkte, at det kunne være fint med lidt sjov og ballade med en ung fyr. Men et forhold havde jeg på ingen måde i tankerne.
Vores første date foregik på Ishøj Strand. Med pizza og bobler.
Det blev ret romantisk, og efter nogle måneders dating måtte jeg erkende, at der var noget helt specielt ved vores forhold, på trods af at vi var meget forskellige steder i livet: Jeg var etableret, havde et godt job samt børn og havde været gift, mens han var ungkarl og i lære som mekaniker.
Men vi svingede bare og havde flere fælles interesser og samme høje energiniveau.
Jeg var meget forelsket, men gjorde mig mange overvejelser. Blandt andet om aldersforskellen betød, at jeg skulle starte forfra med småbørn – mine egne børn var ti og 13 år) – for tænk, hvis Marcus ønskede børn?
Heldigvis havde han aldrig haft det ønske, og jeg måtte også indrømme over for ham, at jeg ikke kunne overskue at blive bombet tilbage til start, hvad det angik.
Mine venner tog godt imod, at vi blev et par. De fleste var gode til at omfavne det og lave sjov med aldersforskellen. Jeg er ofte blevet kaldt cougar (en voksen kvinde, der er sammen med en yngre mand, red.), og vi joker med, at jeg var 20 år, da Marcus blev født, og at jeg gik på bar, mens han gik med ble.
Det synes både Marcus og jeg er sjovt.
Det værste har været det usagte. Det, som jeg har kunnet mærke, blandt andet fra min familie. Jeg tror, de i starten tænkte, hvad pokker jeg dog ville med så ung en fyr. De troede nok, det bare var en fase.
Der var en stemning, både fra familie, venner – og mig selv – om, at det nok var en døgnflue, der ikke ville holde mere end par måneder.
Marcus er kun ni år ældre end min søn, som dengang var 13 år. Min søn syntes, det var pinligt, at jeg fandt sammen med så ung en fyr. Men i dag har han og Marcus stor glæde af hinanden. Marcus bliver aldrig en faderfigur for mine sønner, i stedet taler de samme sprog, og han forstår måske bedre end mig, hvor de er i livet – han er lidt en sjov legeonkel, de kan hygge med.
Vi flyttede sammen, men det holdt ikke mere end et halvt år. Det var svært at finde en god rollefordeling med børn hver anden uge samt forskellige forventninger til, hvordan et liv skulle leves.
Vi flyttede hver for sig igen og har fundet ud af, at et såkaldt COLA-forhold fungerer bedre for os (couples living apart, red.).
Min største betænkelighed var, hvad andre tænkte, når vi kom gående. Jeg bekymrede mig særligt, om nogen ville tro, at vi var mor og søn. Eller at han på et tidspunkt ville blive træt af mig og finde ud af, at han alligevel ønskede børn. Men i dag skænker jeg det ikke en tanke.
Marcus har et højt energiniveau, som matcher mit. Vi kan lave alle de vilde og sjove ting sammen: køre motorcykel, sejle, køre i hurtige biler og tage til fester, hvorimod jeg ofte oplever, at fyre på min egen alder er mere sat og mindre spontane.
Den største ulempe er, at vi aldrig får samme livserfaring. Jeg vil altid have 20 år mere på bagen. Det kommer for eksempel til udtryk, når vi diskuterer; her kan jeg opleve, at han argumenterer på en mere umoden måde og tidligere har været bange for, om vi gik fra hinanden, fordi vi var uenige.
Sådan er det ikke længere, men jeg kan genkende det fra mig selv, da jeg var yngre. Mit råd til andre er derfor at acceptere, at I altid vil have en ulige livserfaring. Fokuser på det, der gør dig glad, og grib kærligheden, når den viser sig.
Så kan det være lige meget, hvad andre mener.
Om Louise Lywood, 49 år
- Sundhedsplejerske og kæreste med Marcus, 29 år, som er værkstedschef.
- Mor til to sønner på 17 år og 20 år.
- Bor i Herlev.
