Derfor er det så svært at være bonusmor
Derfor er det så svært at være bonusmor

Derfor er det svært at være "bonus-mor"

Derfor er det så svært at være bonusmor

Forventningsafstemning er kodeordet, når du flytter sammen med en mand, der også er far.

Vel at mærke FØR du begynder at bebrejde hans børn for at overskride dine grænser og stjæle din kæreste. For selvom du aldrig havde drømt om at blive bonusmor, kan du lige pludselig finde dig selv i den situation.

Mød fire kvinder, der ved alt om, hvad det koster, når vi ikke tør stå ved, at det er umuligt at elske andres børn lige så højt som vores egne.



TRINE HENNINGSEN

Forfatter til bogen "Bekendelser fra en 'bonusmor'"

For fem år siden blev Trine Henningsen kæreste med nogens far. En far til to børn på 2 og 5 år. Hun var så forelsket, at hun var vild med børnene, allerede inden hun havde mødt dem. Søde var de også, men alligevel var det, som om hun blev kvalt, når de trådte ind i hendes og kærestens hus hver anden onsdag. Den fornemmelse varede ved, indtil de igen tog hjem til deres mor om søndagen.

– Jeg følte, at jeg havde to liv. Det var, som om min kæreste pakkede en rejsetaske og tog på forlænget weekend, og den her far rykkede ind med sine to børn i stedet for, fortæller 34-årige Trine Henningsen, som til daglig arbejder i Kriminalforsorgen og er forfatter til bogen "Bekendelser fra en "bonusmor"".

Hun oplevede, at tapas og rødvin klokken 22 på et splitsekund blev erstattet af spaghetti og kødsovs klokken 17.30, bleskift og uendeligt lange putteseancer, som ofte blev på bekostning af kærestetiden. 

– Der er en forventning om, at man indtager en morrolle i forhold til det praktiske fra dag et, men man må ikke opdrage, for så er man et dårligt menneske. Det er bare rigtigt svært, for når man bringer far og børn sammen med en ikkebiologisk relation, bliver det hurtigt den biologiske families måde at være sammen på, der bliver toneangivende, og så er det kæresten, der må indordne sig, siger hun og forklarer, at det er svært at føle sig som en ligeværdig partner på de vilkår.

Hun følte sig invaderet, når børnene kom ind til hende og kæresten i sengen om natten, og når de brugte hendes håndklæde, som hun generelt bare ikke deler med nogen. Men hun mødte ikke forståelse fra sin kærestes side, og i et forsøg på at få luft begyndte hun derfor selv at sætte foden ned i forhold til sine mere intime grænser, mens hun valgte at bide andre ting i sig.

– Jeg bad for eksempel om at få sat lås på toiletdøren. Jeg har det fint med, at min kæreste kommer derud, mens jeg står i badet, for det er en intim relation, men jeg synes, at det er meget ubehageligt, at der lige pludselig er børn i det rum, hvor jeg står nøgen og bader.

Som tiden gik, ville hun heller ikke dele vasketøjskurv, tandkrus og hårbørste med børnene. Men inderst inde vidste hun godt, at det bundede i et forsøg på at få kontrol over sit eget liv, som hun ikke længere følte, at hun spillede hovedrollen i. Hun følte sig derimod reduceret til en statist i kærestens opløste kernefamilie.

– Når man befinder sig i et følelsesmæssigt kaos, opstår der et behov for kontrol, og det er i behovet for kontrol, at man begynder at opfinde en masse regler, der i sidste ende får én til at fremstå som den onde stedmor, siger Trine Henningsen, der langtfra er den eneste, der har oplevet rollen som svær.

Ifølge Danmarks Statistik ender 46,5 procent af alle ægteskaber i skilsmisse, og det betyder, at flere og flere lever i en sammenbragt familie. Desværre går op imod 75 procent af de sammenbragte familier også i stykker igen, viser udenlandske undersøgelser, og ifølge flere eksperter på området er det ofte de samme problemer, der går igen. Men hvorfor er det så svært at finde sig til rette i rollen som stedmor?


SIA HOLM
Psykolog og foredragsholder

Kønsroller spænder ben
Alene ordet "stedmor" vækker grufulde associationer til eventyrenes skurkerolle, som nægter at anerkende uskyldige sjæle som Askepot, Snehvide og Hans og Grete som en del af familien. Ifølge psykolog er det dog hverken manglende rummelighed eller anerkendelse af børnene, der spiller ind, når den onde stedmor viser sit ansigt i den moderne sammenbragte familie. Årsagen skal ses i et bredere perspektiv.
  
– Der er selvfølgelig tilfælde, hvor barnet og stedmoren bare ikke svinger sammen, men for det meste handler det om nogle helt andre ting. Det er et symptom på, at de voksne ikke har taget stilling til, hvordan de vil være en familie, siger Sia Holm.

Hun lever selv i en sammenbragt familie – en familieform, hun også er vokset op i. Det var derfor også hendes personlige frustration, der drev hende, da hun allerede tilbage i sin studietid begyndte at beskæftige sig professionelt med sammenbragte familier, som hun i dag rådgiver i sin praksis. Hun mener, at der hviler et forventningspres på kønsrollerne, som også præger den sammenbragte familie.

– Vi har et samfund, der stiller nogle krav til det at være kvinde og mor. Der bliver for eksempel set skævt til kvinder, der ikke vil have børn.

– Man bliver jo ikke forelsket i barnet, man bliver forelsket i faren. Barnet skal man lære at kende, ligesom det skal lære stedforælderen at kende. Men som udgangspunkt er kravet, at man skal elske, og så er det dømt til at gå galt.

Tivolifædre med samvittighedsnag
Det er ikke kun stedmoren, der er under pres i den sammenbragte familie, for i centrum af det hele står manden, der både skal spille rollen som omsorgsfuld kæreste, omgængelig eksmand og nærværende far over for sine børn. Trine Henningsen oplevede sin kærestes dårlige samvittighed som en forfærdelig følgesvend i sit forhold, og det havde blandt andet den konsekvens, at han i hendes øjne blev en tivolifar, der frygtede at spolere den gode stemning ved at gå ind og opdrage sine børn.

Hun oplevede blandt andet, at hendes grænse for, hvornår børnene larmede, var nået længe før hans, og at deres samtaler blev afbrudt, uden at børnene blev irettesat.

Men det mest grænseoverskridende var, når børnene bevidst sad og pruttede ved bordet, og at det oven i købet gjorde hendes kæreste varm om hjertet.

– Der er rigtigt mange, der er så fokuserede på børnene, at de glemmer at være kærester. De går kun i seng med hinanden, når barnet ikke er der, og det har den konsekvens, at stedforælderen automatisk føler sig afvist, når barnet træder ind ad døren.



DORTE DAUGAARD
Etnolog

Tabu at sige det højt
At det er forbundet med et stort tabu at sige højt, at andre menneskers børn er en udfordring, gør heller ikke situationen nemmere. Trine Henningsens kæreste gik i forsvarsposition, så snart hun sagde det mindste, men også omgangskredsen havde svært ved at lægge ansigtet i forstående folder, når hun fortalte, at der var nogle kanter, der skulle slibes, når der var andre menneskers børn i huset.

– Jeg kunne simpelthen se på folk, hvor svært emnet er. De blev helt mærkelige
i ansigtet, og det var de færreste, der kunne lægge hånden på min arm og sige: "Det kan jeg virkelig godt forstå".

Alle kan forstå, at naboens børn er en stor mundfuld, men så snart man lever under samme tag, må man ikke sige noget som helst, siger hun.

Samme problemstilling kan etnolog Dorte Daugaard nikke genkendende til. Hun blev selv overrasket over sin reaktion, da hun blev stedmor, og hun har været igennem en lang proces, hvor hun har arbejdet med sig selv. Derudover har hun skrevet etnologisk speciale om stedmorens rettigheder, da hun til sin store forundring opdagede, at der nærmest ikke eksisterede nogen undersøgelser af den sammenbragte familie set fra stedforælderens perspektiv.

– Jeg blev overrasket over, at der var så mange af de kvinder, jeg talte med, som hverken turde sige, at det var svært, eller gøre noget ved det. Det var, som om de bare accepterede, at det var deres lod.

Hun tror derfor, at mange stedmødre kommer til at undertrykke deres egne behov i frygt for at fremstå umoderlige og hysteriske. Men det kan have den konsekvens, at man visner og bliver statist i den familie, man burde spille en lige så stor rolle i som kæresten og hans børn. Det er også hendes indtryk, at manden møder opbakning fra flere sider, da han er børnenes repræsentant. Men hun ville ønske, at fædrene i højere grad i det mindste bare ville anerkende, at rollen som stedmor er en stor udfordring.

– Der er mange, der bliver konfronteret med grimme sider af sig selv, men det er jo ikke essensen af, hvem man er. Langt de fleste er gået ind i forholdet, fordi de rigtigt gerne vil have det til at fungere. Men når man hele tiden bliver presset til det yderste og lader andre overskride ens grænser igen og igen, er det svært at være den bedste version af sig selv.

For nylig stiftede hun foreningen StedmorDanmark.dk, som har til formål at nedbryde tabuet omkring stedmorrollen og lægge op til en åben dialog om udfordringerne i de sammenbragte familier.

– Det er meget vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke er ude på at samle en flok bitre, hysteriske stedmødre, som sætter sig i en offerrolle, fordi de vil bestemme. Det handler om at give parret nogle redskaber til at håndtere udfordringerne i en sammenbragt familie. Det er ikke en kernefamilie, og jeg tror, det er vigtigt at give hinanden friheden til at tale om, hvordan man ønsker at være familie, og hvilken rolle stedmoren skal spille. Hvis det kun handlede om stedmoren, kunne hun jo bare gå i terapi, men det er en fælles opgave at få det til at fungere, siger Dorte Daugaard, som desuden tror, at behovet for at pleje sit forhold i en sammenbragt familie er endnu større end i et "almindeligt" forhold.


JANNE FØRGAARD LETH
Coach med egen praksis

Afstem forventningerne
Det er derfor vigtigt, at man får afstemt forventningerne allerede i starten af forholdet. Selvom det lyder enkelt, glemmer rigtigt mange alligevel at gøre det, og det er en af de primære årsager til, at det så ofte går galt.

– Det er nemmere at sige fra og til, hvis man har nogle fælles retningslinjer at kunne referere til, i stedet for at man fremstår som hende den sure, der opfinder nye ting at brokke sig over, siger

Janne Førgaard Leth, som er forfatter til bogen "Førstehjælp til ekstramødre"og coach i sin egen praksis, hvor hun rådgiver stedmødre – eller "ekstramødre", som hun bevidst vælger at kalde det.

– Man er jo på en måde en ekstra mor, og så kan jeg godt lide det tvetydige i det, for der er også ekstra arbejde forbundet med det. Der er ekstra at forholde sig til hele vejen rundt. Ekstra kan jo både være positivt og negativt, forklarer hun.

For 12 år siden forelskede hun sig i en mand, som kom med en ekstra bagage bestående af to børn fra to tidligere forhold. De havde ikke altid samme tilgang til måden at opdrage børnene på, og hun tænkte ofte over, om det bare var hende, der var kontrær og manglede rummelighed. Da de selv fik børn, gik det op for hende, at det intet havde med hendes syn på ekstrabørnene at gøre, for de samme diskussioner opstod, da de skulle opdrage deres fælles børn.

Hun mener, at det kræver et meget stærkt selvværd at være ekstramor, for man bliver nødt til at kende sine egne grænser – og turde stå ved dem.

– Derfor skal den rolle, man gerne vil spille som ekstramor, ligge så tæt på én selv som muligt. Ellers bliver det simpelthen for anstrengende at udfylde den rolle, fordi det netop bliver en rolle, man spiller, forklarer hun.

Trine Henningsen tror også, at det er den manglende forventningsafstemning, der var en af de primære årsager til, at hendes forhold endte med at gå i stykker for to år siden. Men når man er opslugt af forelskelse, har man en tyrkertro på, at man deler de samme værdier og vil bakke hinanden op. I medgang og i modgang. Hun ville ønske, at hendes ekskæreste i højere grad havde anerkendt, at relationen til børnene gradvist skulle opbygges, i stedet for at lægge det pres, som hun i sidste ende følte forvandlede hende til den onde stedmor.

– Jeg er superked af, at jeg har bidraget til, at nogle børn er kommet i et hjem med anspændt stemning og dårlig energi. Det ville jeg ønske, de ikke havde oplevet. Det er jo ikke børnenes skyld, at de voksne ikke formår at opretholde et bæredygtigt samarbejde, siger hun.


LÆS OGSÅ: Skilt på den gode måde

LÆS OGSÅ: Har jeg ret til samvær med mit barn?

LÆS OGSÅ: Det gør du, når du skal skilles 

I EN SAMMENBRAGT FAMILIE SKAL DU...

- huske, at det ikke er en kernefamilie, og at I selv skal definere jer som familie.

- ikke forvente, at børn og stedforælder elsker hinanden ved første blik, men give relationen plads til at udvikle sig over tid.

- sørge for at være ligeværdige, så begge parter har medbestemmelse i forholdet.

- lytte til hinanden og anerkende, at det er en udfordring at leve under samme tag med andres børn.

Kilde: Psykolog Sia Holm, coach Janne Førgaard Leth, etnolog Dorte Daugaard


OM EKSPERTERNE:
Trine Henningesen. Forfatter til bogen "Bekendelser fra en "bonusmor"", hvor hun fortæller om livet i den sammenbragte familie set fra stedmorens perspektiv.
 
Sia Holm. Psykolog og foredragsholder, der gennem mere end 10 år har rådgivet sammenbragte familier. Hun er desuden stifter af Sammenbragte-familier.dk, hvor man kan få rådgivning og møde andre i samme situation. Siaholm.dk

Dorte Daugaard. Etnolog med speciale i stedmødres rettigheder og stifter af foreningen StedmorDanmark.dk, som arbejder for en hel familie ved at sætte fokus på stedmorens rolle i den sammenbragte familie. Stedmordanmark.dk

Janne Førgaard Leth. Forfatter til bogen "Førstehjælp til ekstramødre", hvor hun ud fra egne erfaringer guider til, hvordan man får det bedste ud af at leve i en sammenbragt familie. Ekstramor.dk
Se, hvad vi ellers skriver om: Skilsmisse