Derfor må du ikke se bryster på Facebook
SPONSORERET indhold

Derfor må du ikke se bryster på Facebook

Sex sælger. I Danmark er vi vant til at se det overalt. Bryster på busserne, pornoblade i øjenhøjde og reklamer, der ikke holder sig tilbage med frække referencer som Cocio reklamerne med Eva Mendes. Men ét sted, er frigørelsen knap så frigjort. Og det er på de sociale medier.

27. jun. 2014 | Livsstil | Eurowoman

Reglerne, for hvad der må vises, er langt strengere end i vores kødelige virkelighed. Officielt hedder de nu, at "Facebook har en stram politik, hvad angår deling af pornografisk indhold og ethvert indhold af seksuel karakter, hvor mindreårige er involveret. Vi har også indført begrænsninger for visning af nøgenhed. Vi stræber efter at respektere personers ret til at dele personligt, vigtigt indhold, uanset om det drejer sig om et billede af en skulptur som Michelangelos David eller et familiebillede af et barn, der ammes."

Problemet opstår i vurderingen af, hvad der er seksuelt, forklarer Christiane Vejlø, digital trendanalytiker og stifter af Elektronista.dk til Eurowoman.dk:

- Facebook overvåger billederne via computerprogrammer og sjældent med et menneskeligt blik. Der bliver skannet efter brystvorter, hud, børn, kønsdele osv. Det betyder at censuren kan slå ned på et billede af et barn, der leger med bar mås i vandkanten på en ferie, et albumcover eller et kunstbillede, hvor der indgår bare bryster, siger hun.

Bandlyst hippie
I Danmark har det betydet, at blandt andet forfatter Peter Øvig Knudsens profil er blevet lukket ned, fordi han har delt billeder fra sin bog "Hippie", hvor der selvsagt er et par bare bryster og nøgenhed i billedmaterialet. Også redaktionen på den nyeste udgave af "Kvinde kend din Krop", har modtaget advarsler.

- Først var det et enkelt billede fra lanceringen, hvor en masse kvinder lå nøgne i en seng. Nu har vi prøvet at Facebook har fjernet vores billeder tre, fire gange og truet med at lukke vores profil. Vi synes, det er vildt irriterende, at vi skal censureres. Vi synes jo ikke, det er grænseoverskridende, og dem der har liket vores side, siger heller ikke noget til det, siger Caroline Due, redaktør på "Kvinde kend din krop", der udkom tidligere i år.

Når historiske og ikke pornografiske billeder med nøgenhed bandlyses på både Facebook og Instagram, handler det om, at grænsen for, hvad der tolereres, ikke er fastsat i dansk regi, forklarer Christiane Vejlø:

- De store sociale medier, vi bruger, tager deres udspring i USA og dermed også i amerikansk kultur. Når det er sagt, så bliver virksomhederne også nødt til at forholde sig til, at brugerbasen er global og forskellige kulturer har forskellige tilgang til nøgenhed. Derfor bliver baren sat lavt, siger hun.

#freethenipple
Og det er der ikke så meget for brugerne at gøre ved. Andet end at protestere. Og det gør de. Ikke kun i Danmark, men også i USA. Mest opsigtsvækkende er det, når kendte og prominente kvinder stemmer i koret af utilfredshed.

Senest har it-pige og model Cara Delevingne delt et nøgenbillede fra sin Instagramprofil på Twitter, hvor hun dækker sig med et vejskilt og et par lygter placeret strategisk smart. Billedet er delt med opfordringen til at "frigøre brystvorten" på Instagram og henviser med sit tag af Rihanna og kendisdatter Scout Willis (datter af Bruce Willis og Demi Moore) til to sager, der for nylig har fået en del opmærksomhed.

Da Rihanna postede et billede på Instagram af sig selv på forsiden af magasinet Lui - uden tøj og med rimelig meget frigjort nipple lige midt i det gyldne snit, var det en direkte overtrædelse af Instagram og Facebooks regler, og skubbet, der satte lavinen i gang. Den populære sanger, der havde mere end 13 millioner følgere på Instagram, valgte at lukke sin profil i protest. Det skete efter, at tjenesten selv momentant lukkede profilen på baggrund af nøgenhed.

Den slags går ikke ubemærket hen, og siden har Scout Willis protesteret ved lægge billeder på Instagram, hvor hun spankulerer topløs rundt i New York med teksten: "Lovligt i New York, men ikke på Instagram", mens tusindvis af andre billeder også bliver postet med hashtagget #freethenipple. 

Amning vs. erotik
I Danmark har protesterne været størst, da sagen om billeder af ammende kvinder verserede. Facebook fjernede billederne, når kvinder i protest lagde dem op for at vise, at de var i mod at ammende kvinder i Danmark kan afvises på offentlige steder som caféer.
Men noget tyder på, at Facebook endelig er ved at bløde op for de puritanske retningslinjer. For nyligt opdaterede Facebook deres regelsæt, så undtagelsen med amning og eksempelvis kvinder, der viser deres opererede bryst efter kræft for at sætte fokus på sygdommen, kan være i fred og se sig fri for at havne i samme bås som seksuelle og pornografiske billeder. Det forklarer Christiane Vejlø og uddyber:

- Jeg tror, Facebook har erkendt, at det her ikke kun handler om nogle få menneskers krav på frihed til at gøre, hvad de vil. Det handler også om, at censur af nøgenhed og bryster kan tolkes som kvindeundertrykkende. Hvorfor skulle kvinder skjule deres krop? Hvorfor må man ikke dele noget så naturligt som, at man ammer sit barn? Facebook har forsøgt at undgå pornografi, men modreaktionerne kommer bare ikke fra folk der kræver porno. De kommer fra mennesker som mener nøgenhed er menneskeligt, og at restriktionerne er kulturelt skadelige og dårlige for ligestillingskampen, siger hun.

Fordømt busk
Her på redaktionen har vi til vores store overraskelse også oplevet, at Facebook pludselig tryllede et opslag væk. Det var vores proklamation af, at "busken er tilbage" med et sort/hvidt billede af en kvindes skød:


Smagfuldt, synes vi, men uden tvivl også nøgent. Fra flere mandlige læsere lød ramaskrig. De ville ikke – bogstavelig talt – have hår i maden, når de kastede deres multitaskende opmærksomhed på en kombination af middagsmad og sociale medier. Bevares. Og selvom forargelsen kan komme som et chok for nogen (os), så forklarer forbrugerpsykolog Anders Colding Jørgensen, at der er mening med galskaben:

- Konteksten, vi ser nøgenhed i, er vigtigt. Selvom vi i Danmark har vænnet os til, at der er porno på tanken og sex alle vegne, så reagerer vi kraftigt, når vi opdager noget, et sted vi ikke forventer det, som Facebook, siger han og uddyber, at det derfor er spørgsmål om vane, at nogen reagerer kraftigt på nøgenhed på sociale medier:

- Hvis Facebook fra begyndelsen havde fastlagt, at der godt måtte deles den slags, så ville vi være vant til det og slet ikke reagere på den måde. Men undersøgelser viser, at hvis vi bliver påtvunget nøgenhed af mennesker, vi ikke kender, så synes vi ikke særlig godt om det, forklarer Anders Colding Jørgensen.

Nøgen uden at være det
Uanset hvordan vi end måtte have det med nøgenhed på sociale medier hver i sær i henhold til kultur og personlig blufærdighed, så fortsætter oprøret mod Facebooks regler. Lige nu er det hashtagget #freethenipple, der er centrum for modstanden og senest har en særligt opfindsom bikini fået voldsom opmærksomhed; The Ta Ta Top, der kan fås i original, medium eller mørk hudtone, så den kan gå så godt i ét med huden som muligt.


På hjemmesiden forklarer, stifterne af webshoppen, hvorfor de har skabt den alternative bikinioverdel:

- Helt ærligt... Prøv at tænke over det. Fjern alle kulturelle normer, der er blevet plantet i dig og kig på situationen, som om du skulle forklare den til et rumvæsen, der er nyankommen til Jorden. Forklar, hvorfor kvinder skal dække deres bryst, når mænd ikke skal. Hvad ville du sige? skriver de i deres intro. Søger du lige nu på hashtagget #freethenipple vil du ikke kunne se baggrunden for bare brystbikinioverdele!

Facebook og Instragram bliver beskudt fra mange sider, og det kan være svært at afgøre, om Facebook er puritanske, eller om der er god mening med galskaben. 

- Jeg misunder ikke Facebook deres udfordringer på det her område. Som dansker og mor synes jeg selvfølgelig ikke der er noget i vejen med hverken et par bryster på en strand, et kunstnerisk nøgenbillede eller et barn der bliver ammet. Men som internetbruger har jeg ikke lyst til at støde på vulgære, seksualiserede billeder, når jeg bevæger mig på sociale medier. Jeg ønsker det heller ikke for mit barn. Men hvordan vælger en maskine mellem rigtige og forkerte bryster? Det er svært, slutter Christiane Vejlø.

LÆS OGS: Busken er tilbage!

Opdatering: Lige efter publiceringen af denne artikel blev "Kvinde kend din krop" lukket for at dele endnu et billede. Denne gang af en gang med en plakat af forsiden på deres bog på væggen.