Ditte Ylva Olsen: "Jeg nærmede mig 40 år og følte mig grim og dum"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Mine første minder er fra Kalby lidt uden for Næstved. Der flyttede vi til et nedlagt husmandssted, da jeg var fire år. Vi boede lige i et sving, og huset var nærmest klistret til vejen. Jeg kan stadig huske horisonten derude og mindes følelsen af længsel. Nok mest efter Næstved ha-ha. Måske også en følelse af udlængsel – men bestemt også kærlighed og tryghed. Vi var fire søskende, og jeg var den ældste. I perioder gik min mor hjemme, og min far var klassisk guitarist og var tit væk på turné. Jeg er hverken vant til 8-16-jobs eller institutioner. Jeg var en drømmer, som tegnede og spillede musik – totalt analog barndom. Sjovt nok kan mine brødre i dag holde have og lave mad, og den ene af dem kan endda sy, men det lærte jeg ikke. Jeg var en ustruktureret drømmer med mange hobbyer. 

Hvordan fandt du din levevej?

– Det peger tilbage på min barndom, for jeg tænkte aldrig på, at jeg skulle have et job eller en karriere. Jeg har altid bare gjort, hvad jeg havde lyst til. Først for tre år siden købte jeg en lejlighed og begyndte at spare op. Som ung gik jeg tre år på performanceskolen Cantabile 2 i Vordingborg, som lavede nogle store forestillinger. Det var meget alternativt, kan jeg se nu, men sådan oplevede jeg det faktisk ikke. 

LÆS OGSÅ: Cecilie Hother: "Lige nu sidder jeg med mit livs største frygt hver dag"

Jeg har en kunstnerisk, politisk og intellektuel åre, og jeg er typen, der hører P1, men det kan man vist ikke se i det, jeg laver i dag. Jeg har drejet mig ind på det mere folkelige, som lige nu er en romantisk feelgood-komedie på TV3. Jeg vil dog også gerne snart lave noget, der ikke er så let tilgængeligt. Jeg er den type skuespiller, der aldrig har drømt om at blive kendt, men altid bare gerne har villet udtrykke mig, fortælle historier og undersøge menneskers opførsel.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg bliver ved med at glemme, at det sker, men det er bare hyggeligt. Før i tiden gik jeg meget i byen, og jeg kan godt være hende, der står på en bar og larmer og taler med en mærkelig afrikansk accent, så folk lægger mærke til mig i forvejen.  Jeg er dog også hende, der går rundt på gaden uden makeup og ligner en nisse. Jeg gad godt være lidt mere hende, hvor folk siger: ”Nej, hvor er hun sød og fin,” men det bliver jeg nok ikke.

Dit livs omvej?

– Jeg flyttede engang til Japan. Jeg havde boet lang tid sammen med en kæreste, men nogle gange er det bare lettere at flytte til udlandet end at gå fra et forhold, så jeg søgte et syv ugers legat som skuespiller til Japan. Jeg endte med at blive der i halvandet år. 

Lidt tid efter jeg var kommet derover, mødte jeg nogle skønne kvinder i flot tøj, der arbejdede som værtinder for forretningsmænd. Det findes ikke herhjemme, men i Japan er der tradition for, at hende, der serverer din te, har en lang uddannelse i at gøre det. På samme måde har klubber piger ansat til at bestille champagne til forretningsmænd, skænke for dem, grine af deres vittigheder og holde mikrofonen for dem, når de synger karaoke. Da jeg hørte om det, havde jeg alle fordommene parat, men værtinderne tog mig med hen til klubben, så jeg kunne se det, og der fik jeg arbejde, hvor jeg blev aflønnet efter hvor meget champagne, de der forretningsmænd købte. Jeg tjente faktisk gode penge og endte med at have min egen lejlighed i Japan. 

LÆS OGSÅ: Anne Mette Hancock: "Min mand er på alle måder katapulten til alt godt i mit voksenliv"

Da jeg kom hjem til København, var jeg i starten af 30’erne og skulle i gang med at lave film og tv. Alle andre på min alder havde gang i deres karriere, men jeg har så absolut ikke haft en karriereplan, selv om jeg godt kunne ønske det.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– I flere år var der hele tiden noget galt med min mave, og i en lang periode underholdt jeg alle, der ville høre om det, om tarmbakterier, piller, kure, diæter og akupunktur. Jeg lignede en højgravid og var meget af tiden en regulær stinkbombe. Jeg skulle på turné og måtte hele tiden have nyt kostume, fordi jeg tog så meget på i vægt. Jeg nærmede mig de 40 år, og jeg følte mig grim og dum. Da jeg kom hjem fra turneen, havde jeg ondt i tænderne, og da jeg gik til tandlæge, fandt han seks huller i mine tænder. Det var et tydeligt tegn på, at jeg fejlede noget mere alvorligt. Det viste sig at være en tarminfektion, jeg havde fået i Indien i 2015. I dag har jeg stadig irriteret tarm, men mærker dog ikke noget særligt til det. Omkring samtidig blev jeg skrevet ud af tredje sæson af Dicte, så jeg havde heller ikke noget arbejde. Og så blev jeg opsagt fra min lejlighed. 

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg brokkede mig på et tidspunkt til min tangopartner, som også er officer i hæren, jeg sagde til ham, at jeg var træt af at være hende, der skulle hjem og holde jul uden at have mand og børn med. Så sagde han til mig, at vi har fire grundpiller i livet: Helbred/sundhed, selvrealisering/arbejde, hus/materialisme og familie/kærlighed. Du kan altid klare, at den ene pille forsvinder, for et hus kan sagtens stå på tre piller, men hvis der ryger to, styrter huset. Der var faktisk en lang periode, hvor jeg ikke havde nogen af de fire grundpiller. Heldigvis har jeg gode mentale kræfter, og jeg kan altid klemme ballerne sammen.

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: "Jeg er tryghedsnarkoman, så det var et stort spring"

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Det er faktisk en sjov historie, for da jeg blev sagt op fra min gamle lejlighed på Vesterbro, var det virkelig ground zero. Jeg var blevet sagt op nytårsaften, og da jeg efter at have været til fest på en restaurant i København kom væltede hjem ved syv-otte-tiden om morgenen, viste det sig, at jeg havde smidt nøglen væk. Typisk mig at skulle bruge hele nytårsdag på en låsesmed til en lejlighed, som jeg ikke længere skulle bo i. Men så blev jeg stædig og tænkte, at jeg er blevet for gammel til at bo i fremlejet lejlighed. Nu ville jeg have min egen lejlighed et sted, hvor jeg gad bo og blive boende. Efter tre måneder havde jeg stadig ikke fundet den, så jeg måtte opmagasinere mine ting, og det endte med at blive for resten af 2016, hvor jeg boede på venners sofaer, i deres kolonihavehuse og au pair-værelser. Jeg boede hos ti forskellige venner i 2016, ingen nåede at blive trætte af mig. Jeg sagde: ”Hej, må jeg blive skrevet op i din andelsforening?” til alle, jeg mødte, og til sidst lykkedes det. Da det blev nytårsaften igen – præcis et år efter jeg havde mistet nøglerne til den gamle lejlighed – sov jeg for første gang i min nye, tomme lejlighed. Jeg låste mig bare ind og sov på gulvet i min nytårskjole. 

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at blive voksen, og det er dejligt. Jeg er i en periode, hvor jeg føler, at jeg kan høste frugterne af de hårde overvejelser, jeg har gjort, og de dyre lærepenge, jeg har betalt. Nu begynder tingene at fungere. Hvorfor skulle jeg have et kæmpe knæk i 30’erne? Miste både job, bolig og kæreste på én gang? Nu har jeg været alene nogle år, jeg har job, bolig og helbred, og jeg kan klare mig selv.