Ea Ørum jagter den absolutte frihed og ved, det er ufrit ikke at turde forandre sig

Min eneste femårsagtige plan har drejet sig om at maximere min frihedsfølelse. For et par år siden insisterede jeg på at være fri til altid at kunne flytte mig. Jeg ville opleve hvert et klima, hvert et verdenshjørne. For et par måneder siden købte jeg min første lejlighed, og i morgen binder jeg endnu en lænke om foden hos bilforhandleren. Og jeg føler mig stadig særdeles fri. Jeg føler mig fri til noget – fremfor fri af noget. Fri til at slå rødder.

Jeg trives med den udvikling, på trods af at jeg i Kristeligt Dagblad læste, hvor træt Master Fatman var af det "almindelige" og det "praktiske": "Hvad nu hvis man mødte nogen fra Syrien, som man gerne ville flytte sammen med – men ikke kunne, fordi man havde købt en andelslejlighed på Østerbro?" sagde han.

Her sidder jeg på Østerbro i min andelslejlighed og er ifølge artiklen blevet mere "uinteressant" og "uspændende", men i min femårsplan går friheden på flere former. Fri til at eje, fri til ikke at eje. Fri til forandring, for vejene til netop frihed er mange. Frihed er ikke et andet ord for ikke at have noget at miste.
Det var med stor sikkerhed, jeg udfyldte venindebøgerne, da jeg var lille. Jeg skrev også i margen og i bunden af siden. Tekstforfatter, havbiolog, bibliotekar, astronaut og journalist... Jeg skulle være alt, når jeg blev voksen. Og så skrev jeg, at jeg elskede Billie Holiday. Hver gang hun sang en jazzstandard, opdagede hun den på ny. Jazzen gjorde hende fri til at undersøge det allerede kendte. Jeg tror, jeg kunne lide jazz allerede dengang, fordi jeg fornemmede, der var noget særligt på spil.

LÆS OGSÅ: Ea Ørum: “Vi græd, fordi kærligheden fik lov til at gå”

Saxofonisten John Coltrane søgte ligesom Billie Holiday frihed via jazz, og han udviklede sig hele livet. Tonerne og rytmerne blev mere skæve. Undervejs faldt selv hans hardcore fans fra, men for ham var det ikke afgørende, hvad publikum syntes. Han var fri til at spille frit. Free Jazz blev hans mere utilgængelige stil kaldt.

Min ekskæreste bad mig tit slukke for "stress-jazzen" i vores engang fælles stue. Men her til aften sad han ved min side i biografen, fordi han ville med ind og se en dokumentar om kongen af stress-jazz.

Jeg ved ikke, om jeg kan overbevise kærligheds-guruen Master Fatman om mit livs glæder og frihedsgrader, selvom han og jeg engang har råbt i samme kor. I perioder har jeg ejet nul og niks, og jeg har prædiket om, hvor fri det har fået mig til at føle. Jeg har også orienteret mig efter Master Fatmans skræmmebilleder, men i dag er de forsvundet, og jeg føler mig fri på en anden måde. Leverpostejen kan jeg sagtens lugte, idet jeg skriver fast lejlighed, fast bil og fast job, men lige nu er det faste frisættende. Jeg skal ikke opfinde den dybe tallerken hver dag. Jeg henter den bare ude i køkkenet. Jeg har den. Jeg har også frihed til at smadre den.

Der findes ikke ét friheds-facit. Fri er ikke nødvendigvis at gøre noget hidtil uset, noget grænseoverskridende eller modigt. Absolut løsrivelse er ikke den eneste vej til frihed, men det er ufrit ikke at turde forandre sig. Det har jazzen lært mig.

Efter filmen sagde min ekskæreste, at han bedre forstod lysten til jazz. Jeg var selvfølgelig lykkelig over, at manden, der for nylig kastede mig på porten, ville dykke ned et sted, jeg har på hjerte. Porten kom på klem i samtalen. Jeg pustede mig givetvis op med Gandhis ord "Friheden er ingenting værd, hvis ikke den indbefatter friheden til at fejle", og jeg sukkede mere generelt over diskussioner, hvor egne livsvalg udråbes som universelle. Ingen kan fortælle andre, hvordan de føler sig frie, men vi kan mødes om at ville friheden.