Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Familien fra Stenbjerglykke
Foto: Les Kaner og private

Familien fra Stenbjerglykke

Familien fra Stenbjerglykke lever uden TV, sko og køleskab: “Der ligger en stor belønning i at vælge et besværligt liv”

På Sydfyn bor en familie, der ikke drømmer om at vinde i Lotto. De arbejder ikke for at få råd til iPhones, designerkluns og ferier, de går på das og har hverken køleskab, tv eller sofa. Til gengæld har de masser af natur, nærvær og samhørighed – og hårdt arbejde. Og gode grunde til at leve, som de gør.

Efter to og en halv times kørsel fra København når vi Vester-Skerninge i det smukke og idylliske Sydfyn. Med knasende hjul triller vi ind på gårdspladsen på gården Stenbjerglykke, og straks efter åbnes døren. To børn i mørkeblå bukser, brune striktrøjer, højtsiddende lyse hestehaler og bare tæer stiller sig nysgerrigt i døråbningen. Det gør lykke, at det er en Land Rover, der er landet på gårdspladsen. Ligesom familiens eget transportmiddel, som lige nu hviler sig i laden. De vil straks vide, hvor gammel den er og en masse andre detaljer, som vi desværre ikke kan svare på.

Mikkel og Frida inviterer indenfor, mens krummerne efter familiens frokost om plankebordet i køkkenet fejes sammen fra gulvet med en gammeldags fejekost.

Det er et par tissetrængende typer, der er landet i den fremmede Land Rover. Mikkel henviser til husets das. Her på gården er der nemlig sket det usædvanlige, at toilettet er fjernet og erstattet af en hjemmebygget kasse med et låg, forsynet med en tyk gren som håndtag. Det er der selvfølgelig en mening med. Ligesom der er med alt andet, som bliver til eller udspringer fra Stenbjerglykke. Her bor nemlig en helt særlig familie. En familie som levede sit eget stille liv, indtil Søren Ryge kom forbi en sommerdag i 2015 og så Mikkel harve sin mark med hestetræk. Det blev til to tv-udsendelser i februar 2016 med titlen "Far, mor og børn" – efterfulgt af to mere på grund af den store interesse for familiens særlige livsstil.

Mikkel og Frida lever deres liv som fuldtidsbønder – og fuldtidsforældre. Deres tanke er nemlig ikke bare at dyrke jorden og leve af den. Det handler også om at være sammen som familie i alt, hvad de foretager sig. Og på snart sagt alle måder stikker familien ud fra den norm, vi andre lever efter. Mere eller mindre. De går på bare tæer året rundt. Børnene har dog støvler på, når temperaturen falder henad efterår/vinter. Sko er cementklodser – som Mikkel siger. De har hverken tv, sofa eller køleskab, børnene kender ikke til computere, mobiltelefoner eller iPads og bliver i øvrigt undervist hjemme af deres forældre. Indtil videre mest den ældste, Magne på syv. Og til marts skal familiens femte barn bringes til verden i det store kar på gårdspladsen – ligesom de fire første er blevet det. Frida syr og strikker familiens tøj i naturmaterialer. Og før hvert måltid takkes der – med fælles, selvopfunden sang – for den mad, der indtages.

Alt sker af respekt for og i pagt med naturen. Derfor også et gammeldags das.

Frida i karret, hvor alle børnene er blevet født.

LÆS OGSÅ: Malene og Lasse skal bo på 15m2: “Vi får en husleje på maks. 1.500 kr”

Forargelse og fascination
Meningerne var delte efter tv-­programmerne. Nogle var forargede – var det nu også forsvarligt? Andre fascinerede – eller måske ligefrem misundelige på den synlige samhørighed, familien udstrålede. Men hvordan var det for Mikkel og Frida selv at blive eksponeret på landsdækkende tv?

Mikkel: – Heldigvis var der en ­meget positiv forskel på at møde folk før og efter programmerne. Folk fik jo lidt et svar på, hvad vi egentlig var for ­nogle mennesker. Før kendte ingen vores baggrund. De vidste ikke, om vi ­levede af offentlig støtte, om vi passede ­vores børn ordentligt. Og hvorfor mon ­vores børn ikke havde ordentligt termotøj på, men bare uld – så fryser man jo... Der har da helt klart været reaktioner fra folk, der troede, at børnene var forhutlede, fordi de bare gik rundt i hjemmestrikket uld om vinteren. Og det er da vildt ubehageligt at gå på gågaden og opleve nogen gå forbi og udtrykke noget i forbifarten om vores udseende – "nej, nej, nej, se de børn...".

Frida: – Der var en del skulende blikke til de bare tæer. Jeg må da indrømme, at det irriterer lidt, at det skulle være nødvendigt at blive valideret igennem Søren Ryge for at opnå den forståelse eller accept fra vores omverden. Men det har det jo været, for det er stoppet nu. Der er virkelig ingen, der skuler mere.

Men det store spørgsmål, som runger i baghovedet på alle os, der hænger i de gængse samfundsnormers gigantiske hamsterhjul, er vel stadig hvorfor? Hvorfor har de valgt at leve så råt og besværligt og uden de moderne bekvemmeligheder, der gør livet lidt nemmere?

Mikkel: – Det er blevet en meget udbredt opfattelse, at man skal undgå alt, hvad der er besværligt, og at det ­gode liv, paradiset, er fuld af ambrosia og honning og fri for gøremål og pligter. Der er skabt en kollektiv bevidsthed om, at det ikke er rart at arbejde – at arbejde er noget, der skal overstås for at kunne holde fri og nyde frugten. Vi mener, at mennesket får en større belønning ved at vælge et besværligt liv og håndtere det. Det gør os stærke. Der er ingen udvikling i at vinde i Lotto.

Mikkel: – Vores liv her er ekstremt hårdt. På alle måder. Der er hele tiden deadlines. Og naturen er ubarmhjertig: Overskrider du deadlines, fejler høsten, og det får konsekvenser for familien. Det er ekstremt intenst at leve i tråd med de gamle bonderammer. Som at være i en evig følelsestornado. Man sanser. Og jo mere man sanser, jo mere får man. Så udfordringer – selvvalgte eller ej – er smukke og nødvendige for, at vi mennesker kan udvikle os.

Parret understreger, at deres livsstil ­ikke er en modreaktion på det samfund, de er en del af. Den er derimod, ­forklarer de, en meget velfunderet grundfølelse af, hvad de tror på.

Mikkel: – Intet af det, vi gør, bliver gjort, fordi vi har set noget, vi ikke ­bryder os om. Vi har derimod virkelig været helt inde og spørge os selv, hvad
vi har lyst til.
Frida: – Ja, for hvert eneste valg, vi træffer, skal det være afgørende.
Mikkel: – Vores livsstil er måske ikke så attraktiv for andre end os selv. For når du lever sådan, tager du også det fulde ansvar for det, og du skal være klar til at tage slagene for det. Og ja, vi føler os da lidt alene. Det er svært at beskrive, hvor stort det ansvar er. Nu har hele Danmark tilmed set, hvordan vi gør her, og hvis vi så fejler, og børnene skal i skole... hver eneste ting vil der være spot på.

Men Mikkel og Fridas ambition er klar. De ønsker at være i og leve tæt med naturen og skabe de perfekte rammer for deres familie. Samhørighed er et nøgleord. Men det hele er ikke bare lutter bondeidyl. Familien har travlt. Der er mange gøremål hele tiden. Hårdt arbejde. Men på Stenbjerglykke deltager alle. For livet på gården er et fælles projekt, og her er filosofien, at børn trives med at have en rolle, et formål, i familien. Have opgaver, der gør dem uundværlige i fællesskabet.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: “Man bliver ikke lykkelig af at lede efter fejl hos sin mand”

Fælles fodslag
Fortællingen om, hvordan to mennesker – Mikkel og Frida, som i den grad må siges at være soulmates i et meget anderledes projekt – mødte hinanden, er bare en "almindelig ussel historie", som Mikkel formulerer det med et smil på læben. "På en intetsigende cafe i Odense, hvor folk røg som skorstene". Det var tilbage i 2006, hvor Mikkel levede et helt andet og noget fortravlet liv med sin it-virksomhed og et elektroingeniørstudie ved siden af. Men en helt særlig sød musik må have kunnet forcere de tætte røgtåger på cafeen i Odense, for mødet med den dengang filosofistuderende Frida ­havde gjort så stort indtryk på Mikkel, at han skrev en sms til hende fjorten dage senere og spurgte, om hun ville med til Indien. Efter den tur fortsatte de deres liv og deres studier – Mikkel nu som kemiingeniør. Men kort tid efter valgte de at tage til Thailand. Mikkel var træt af studierne og kunne fint arbejde fra Thailand, og derude kunne Frida ligeledes skrive sin bachelor. Det var under den rejse, de to for alvor fik sat skub i tankerne om et liv på landet med fokus på det nære. Da de kom hjem, var planerne formuleret, og de fandt efter lang tids søgen gården på Sydfyn og flyttede ind i vinteren 2008.

Hemmeligheden bag deres fælles fodslag som par er ganske enkelt, mener de, at de dengang havde og stadig har modet til at udvikle sig med hinanden.

Mikkel: – At drive et projekt som vores kræver, at man ikke er så optaget af sine egne soloprojekter, men af et fællesprojekt. Det afgørende er, at vi er sammen om det – og at vi var fokuserede hele vejen igennem. Den grundlæggende tanke har fra start været, at man står ved hinanden og det, man gør.

Der er seks munde at mætte på gården. Snart syv. Mikkels formue fra salget af it-virksomheden er skrumpet ind, og familien satser på at få en produktion op at køre, de kan leve af. De dyrker svedjerug, som de laver rugbrød af og sælger på markedet i Svendborg om lørdagen. 48 stk. kan ovnen klare til den ­ugentlige markedsdag. Og herudover sælger de bl.a. surgrønt – fermenterede grøntsager på glas, dvs. grøntsager, som konserveres ved hjælp af salt og de probiotiske bakterier, der naturligt findes på grøntsagernes overflade.

Men selvom der gerne skal flere penge på bordet, er de ikke rigtig klar til at rulle stort ud endnu. Det vigtigste er hele tiden at have familien i fokus i alt, hvad de foretager sig. Så når der sælges fra torvet i Svendborg, er alle fire børn med. Magne på syv, Ylva på fem, Alvin på tre og Burre på halvandet år.

Mens de store drøner rundt i skolestuen i buldrende tagfat op og ned af spisestole, er det blevet tid for Burre at tage sin middagslur. Frida giver ham en slurk af den te, vi andre også sluprer i os omkring det store træbord i køkkenet – hjemmelavet ingefærte med mynte – og bærer ham ind i et værelse bag skolestuen. Mens Mikkel upåvirket taler videre og sætter ord på familiens filosofi, lukker hun dørene omkring soveværelset og synger med lige så upåvirket høj stemme: "Vi ses senere. Til en DEJLIG dag. Sooov nu. Ses senere. Til en deeejlig dag. Sooov nu. Vi ses senere til en DEJLIG dag...". Herefter sover han, indtil han bliver vækket. Igen med sang.

LÆS OGSÅ: Thomas’ søn er infantil autist: “Før vi fik David, havde jeg ikke rigtig oplevet modgang i livet”

Lever af og med naturen
Jeg tænker, at det er nu, børnene skal have deres gave. Jeg har nemlig medbragt en lille æggebakke med tyk mad-elastik omkring. Både Mikkel og Frida er på stikkerne, men min gave bliver taget godt imod. Magne lukker den forsigtigt op for at se, om den fremmede kvinde i den seje, gamle Land Rover mon virkelig har givet ham æg. I så fald er det nogle mærkelige æg... godt nok hvide, men de her kommer fra Møns Klint og ligner mere noget, der kan lave streger og figurer på den store tavle. Magne tester det største stykke af på tavlen med tydelig kridtskrattelyd. Havde jeg medbragt en pose Haribo Mix, havde jeg fået den med hjem igen.

Magne og Ylva tester gaven fra journalisten.

Mikkel: – Nogle bliver stødt, når de tilbyder børnene slik på gaden, og vi træder ind og pænt siger "nej tak". Men når folk ivrigt siger "seee, hvad jeg har til dig", er det som en gave fra det forjættede land, og det sætter jo børnenes ellers gode evne til at vurdere, om de reelt har brug for det, ud af kraft. Vi mennesker synes som regel, at der er grønnere på den anden side. Det er sjældent ­tilfældet, og det er vores opgave som forældre at guide vores børn, så de lærer at skelne – helt fra barnsben.

Mikkel og Frida er helt igennem kompromisløse, når det kommer til kost. Og det er måske der, hvor andre især kan synes, deres metoder bliver lidt underlige. Søde børn skal da også have noget slik... Men her på gården er det hjemmebagte rugbrød børnenes slik, og spisetiderne ligger fast. Ingen udsving i blodsukker, der kan gå ud over læring og fordybelse.

Der bliver heller ikke kogt særlig babymos. Fra børnene er fire måneder, får de, ud over brystmælk, rugbrød og hvad den øvrige familie ellers spiser. Forældrene tygger det for dem først. Fordøjelsesenzymerne i forældrenes spyt hjælper i overgangen fra mælk til rigtig kost, forklarer de, og på den måde vænner børnene sig hurtigt til de forskellige smage og undgår kræsenhed.

Mikkel: – Vores børn ser maden ­komme op af jorden, og det giver dem et helt særligt forhold til det, de spiser. Det er også helt naturligt for dem at spise det, for der er ikke noget alternativ – ikke noget med lige at svinge forbi pizzeriaet i stedet. Derfor har vi heller ingen debat om kræsenhed og madvalg. Her er det forældrene, der udstikker retningslinjerne for børnene. Og i alle henseender gælder det om at holde fast i de retningslinjer, for det er også dem, der gør, at børnene har tiltro til os og stoler på vores beslutninger. Det er et kæmpe ansvar, man har som forældre. Det hjælper selvfølgelig også, at vi er sammen med dem hele tiden, så vi kan give dem den kontinuitet.

Og netop det er en del af grundtanken i den måde, Frida og Mikkel opdrager deres børn på. At børnene skal udvikle sig indefra og naturligt.

Cirka en gang om ugen kommer der besøg "udefra". Men det har ikke været lige nemt for alle i parrets inderkreds, familien, at indordne sig Mikkel og Fridas kompromisløse stil.

Mikkel: – Vores opgave er at ­formidle verden for vores børn uden at forstyrre dem ved at lære dem ting, de ikke har brug for at lære endnu. Det hele skal nok komme naturligt henad vejen i takt med, at de bliver større. Det er ekstremt krævende, for vi skal hele tiden tænke over det, vi siger og gør. Og det stiller selvfølgelig også krav til de mennesker, vi omgås. At de ikke spiser slik lige op i hovedet på børnene, at man ikke taler hen over hovedet på dem – som om de ­ikke er til stede – eller omtaler andre i et sprog, som ikke er opbyggeligt. Her er der ikke så meget plads til kompromiser.

Mikkel: – Vi er glade for familien, men omvendt har vi jo et liv her, som fylder alt for os alle sammen. Det er ikke sådan, at vi besøger bedsteforældrene hele tiden og hver gang, det er jul. Vi synes, vores base er større end deres, og så er det primært dem, der må komme til os. Det vil sige, at man er tvunget til at tilpasse sig. Og ja, der har da været gaver, der er blevet sendt retur, fordi vi ­synes, det har været forstyrrende for f.eks. børnenes kreativitet. Lad os sige, at de har siddet i dagevis og skåret en firkantet klods til, som så er en Land Rover ligesom den, vi har stående på gårdspladsen, og så får en plastikdims, som er en nøjagtig kopi af en Land Rover, forærende. Det er jo ikke ligefrem ­inspirerende for, at de skal bruge tid på at lave ­noget en anden gang. I deres verden kan en pind blive til alt, men det kunne den ikke, hvis de var vant til at have nøjagtige, færdige kopier af alting omkring sig.

Mikkel: – Alle mennesker har noget unikt i sig, som de har mulighed for at udvikle, hvis rammerne understøtter det. Vi vil gerne skabe hele mennesker, som får lov at udvikle hver deres særegenhed – uden at nogen fortæller dem, at det skal være på en bestemt måde. Det er meget afgørende for os, at de får friheden til det. De finder på deres egne historier og giver tingene de navne, de selv finder på.

I skole derhjemme
Af samme grund ser de heller ikke tv, spiller på iPads osv. Det ville forstyrre deres virkelighedsopfattelse. Det er vigtigt, at de lærer selv, indtil de når alderen, hvor de forstår abstrakte ting. Derfor har børnene også kun set et kort klip på et par minutter af Søren Ryges udsendelser på forældrenes computer, som er gemt af vejen i kontoret på 1. sal.

Målsætningen er, at børnene skal ­tage grundskolen hjemme. Børnene lærer f.eks. at lægge tal sammen, når de tæller dyrene eller vejer gulerødder – i stedet for at sidde og terpe det i en bog. Og det fremmer forståelsen, når der ligger en dybfølt interesse bag, mener parret.

Men kunne man ikke argumentere for, at børnene lærer en vis form for socialisering ved at indgå i et fællesskab med en masse andre børn, spørger jeg.

Mikkel: – I vores øjne er skolesocialiseringen for tidlig. Og ofte for voldsom. Dermed siger vi ikke, at det er for voldsomt for dem at gå i skole. Men vi anfægter, at alle børn skal i skole på det samme tidspunkt og udsættes for den samme socialisering. Det er der måske nogle, der er klar til, når de er seks år, hvor andre måske først vil være det, når de er otte. Hvis det enkelte barn skal have lov til at udvikle sig bedst muligt, skal det ske i takt med barnet. Det er i hvert fald vores overbevisning. Ved at hjemmeskole vores børn har vi mulighed for at tage udgangspunkt i det udviklingstrin, vores børn er på ­både fagligt og socialt. Det gør, at de ikke udvikler nervøsitet eller modstand i forhold til noget, de ikke er klar til. Det handler ikke om at skærme dem fra samfundet, men om at samfundet nogle gange kan være voldsomt for den enkelte. Vi er hele tiden opmærksomme på, hvad der sker, og på hvilke redskaber, de har brug for. Og det kan vi gøre, fordi vi er fuldtidsforældre.

Frida: – Vi vil gerne undgå at spilde de her børns hjernekapacitet på unødige ting. Det, tror jeg, sker hele tiden. I skolen og i samfundet. Tingene skal ­give mening. Hver gang. Det skal ikke bare være underholdning eller remseindlæring.

Mikkel: – For os handler det også om respekt mellem mennesker. Mange steder i dag er der et dårligt sprog mellem voksne og mellem børn. Børn er så påvirkelige, og vi ønsker ikke, at de skal lære, at det er sådan, verden er. De skal lære, at verden er noget mere og bedre. Når de bliver større, kan de lære, at der også findes et andet sprog, de kan bruge. Men de skal lære, at verden er funderet på respekt mellem folk og for vores omgivelser. Naturen. Man slår ­ikke på ting eller råber ad dyr. Man må ­lære at hvile i sig selv og være tilfreds med sig selv og sine umiddelbare omgivelser. Man kan finde den tilfredshed, så man ikke ­hele tiden skal søge noget nyt... Ægte ­tilfredshed kommer indefra, når man finder ro i sig selv. Det er ikke nødvendigt at blive 30-40 år og begynde at gå til mindfulness for at opdage det. Det kan faktisk godt være noget, du får med fra barnsben.

Mikkel: – For os handler det om at bygge børn op. Og når de bliver ældre, er det selvfølgelig op til dem, hvor de søger hen. Og der satser vi da på, at de kan bruge den ballast, vi giver dem, til at søge miljøer, som er opbyggelige for dem. Haha, lige nu har de en holdning om, at de skal bo i et træskur 100 meter væk fra os, når de bliver voksne og hjælpe til på gården. Det snakker de meget om, men mon ikke den drøm ændrer sig, når de bliver lidt større. 

LÆS OGSÅ: Sigurd Barrett: “Det er jo de helt nære ting, der fylder os med den største glæde”

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: “Vi skal passe på med at tro, at hele livet er en konkurrence. Der er jo ikke nogen præmie”

LÆS OGSÅ: Peter Aalbæks ny mission: “Vi gamle har fået i hoved og røv, nu skal vi give tilbage”

Familien på Stenbjerglykke

Mikkel, 33. Autodidakt. Tidligere medejer af it-virksomhed.

Frida, 37. Cand.mag. i filosofi.

Parret driver sammen gården Stenbjerglykke på Sydfyn som fuldtidsbønder.

Sammen har de børnene: Magne, 7, Ylva, 5, Alvin, 3, Burre, halvandet år. Til foråret kommer familiens 7. medlem til verden.

Familien er også kendt fra Søren Ryges DR1-programserie, "Far, mor og børn" (februar og juni 2016).

Stenbjerglykke.dk

Facebook: Mikkel og Frida Fødegård.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Livsstil og Samfund