Freja Kirk
Foto: Mariya Pepelanova “I tried dick and it didn’t feel right,” synger Freja Kirk på sit nye album Pussyfied, som bl.a. handler om seksualitet og begær.

Freja Kirk: "Ja, jeg er en pige, men jeg vil måske også gerne lidt være en dreng"

Freja Kirk bader ikke i badedragt, men i shorts, og vil have lov til at optræde i bare bryster, som hun gjorde ved sidste års Musik i Lejet, uden at det bliver opfattet som noget seksuelt. Den 32-årige sanger har kæmpet hele sit liv med at turde indtage verden som den, hun er og er aktuel med albummet Pussyfied, hvor hun opfordrer os til at kæmpe os ud af stereotyperne.

“Jeg har aldrig følt, at jeg passede ind i samfundets kasser. Er jeg drengepigen? Hende den lesbiske? Jeg har altid haft enormt svært ved, at folk omkring mig har haft behov for at definere mig. Fra jeg var helt lille, er mit køn blevet tillagt bestemte værdier, og hver gang, jeg har fraveget det, der normalt blev forventet af en pige, har folk undret sig eller kigget skævt til mig. Jeg bader ikke i badedragt, men i badeshorts. Det føles også mere naturligt for mig at være med til drengejulefrokosten end pigejulefrokosten og til polterabend med gommen, men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg vil være en mand.

LÆS OGSÅ: Nukâka Coster-Waldau om sin hemmelighed: Jeg har tænkt over, om det er værd at fortælle…

Jeg ville også ønske, at der var unisextoiletter overalt. Nærmest hver gang jeg går ind på et pigetoilet, kigger folk mærkeligt på mig, og hvis jeg sniger mig ind på drengetoilettet, må jeg heller ikke være der. Jeg gik engang ind på pigetoilettet på en klub i København, hvor en vagt hev fat i mig, fordi han mente, at jeg var gået forkert. Han blev ved med at påstå, at jeg ikke måtte være derude, og det blev til en kæmpe scene. Til sidst måtte jeg smide trøjen og vise min overkrop for at bevise, at jeg talte sandt. Mit nye album er mit opgør med kasserne og stereotyperne. Jeg vil gerne have lov til at være mig selv med alt, hvad det indebærer, uden at nogen skal putte et label på mig.”

“Det har taget mig mange år at finde ud af, hvem jeg er. Jeg har længe været bange for at stille mig frem og sige: “Ja, jeg er en pige, men jeg vil måske også gerne lidt være en dreng, og jeg ved faktisk ikke, om jeg synes, at mine bryster er det fedeste i verden. Kan jeg ikke bare have lov til at smide trøjen, uden at det bliver noget seksuelt?” Jeg synes, kvindekroppen er blevet alt for seksualiseret. Jeg synes ikke, at det er retfærdigt, at piger og kvinder skal have bh eller bikinitop på, hvis de tillader sig at tage trøjen af. Det var også derfor, jeg smed trøjen, da jeg optrådte til Musik i Lejet i sommer. Jeg havde det varmt, men jeg tænkte også, at det er nødvendigt at rykke nogle grænser, og hvis ikke folk som mig gør det, hvem skal så? Det gik op for mig, at hvis jeg vil have følelsen af, at mine bryster per definition er noget seksuelt til at forsvinde, er jeg nødt til selv at gøre noget aktivt. Jeg fik fortalt, at en far havde holdt hænderne for sit barns øjne under koncerten. Det bekræftede mig kun endnu mere i, at der tydeligvis er noget galt.”

“Sangen Young Nights betyder noget helt særligt for mig. Den handler om, da jeg kyssede en pige for første gang. Jeg var 16 år og på Roskilde Dyrskue med nogle venner fra min efterskole. En af pigerne og jeg drak os virkelig fulde og kravlede ind under en scene, og så begyndte vi at kysse. Det var som en eksplosion af følelser. Det gik op for mig, at jeg i virkeligheden aldrig havde forstået, hvad folk mente, når de snakkede om sommerfugle i maven. Det var, som om brikkerne bare faldt på plads her. Den historie er vigtig for mig at få ud, fordi den var skelsættende.

Jeg sprang ud, da jeg gik i 1.g. Jeg sad hjemme i køkkenet sammen med min mor og ville fortælle hende, at jeg havde fået min første pigekæreste, men jeg havde virkelig svært ved at sige det. Det endte med, at jeg begyndte at græde, før jeg fik det sagt, og hun måtte gætte, hvad jeg ville sige. Min mor gættede det ret hurtigt og sagde med det samme, at det da var en dejlig nyhed. Men uanset hvor forstående mine forældre var, var det en stor ting at sætte ord på. Jeg får rigtig mange henvendelser fra folk, der skriver, at de synes, det er fedt, at jeg er ærlig og fortæller om, hvordan det var for mig at springe ud. Det gør mig selvfølgelig virkelig glad, for selv om det ikke var svært for mig, betyder det jo ikke, at det er let for alle andre.”

“Jeg er vokset op i en haveforening i Sydhavnen med min mor, far og storebror i et hjem fyldt med musik. Både mine forældre og min storebror spillede musik, og der var altid musik i højttalerne eller fra klaveret i stuen hjemme hos os. Jeg har altid været en drengepige. Jeg havde lige en forvirrende periode som teenager, hvor jeg gik i stramme bluser og trompetbukser og med mascara, men efterhånden gik det op for mig, at jeg nok var lidt anderledes end de andre. Jeg har haft en lykkelig og tryg barndom, som blev revet i stykker, da min far døde i 2006. Derfra ændrede alt sig. Jeg var i forvejen på et lidt andet spor end mine venner pga. min seksualitet, og da min far døde, blev det svært for mig at snakke med ret mange af dem. Der var ikke rigtig nogen, der kunne relatere til det, jeg gik igennem, så jeg havde et enormt behov for at få afløb for mine følelser og begyndte at skrive musik.”

LÆS OGSÅ: Ida Red: ”Vi bliver ofte mødt med de helt klassiske kønsroller, når vi er ude at spille”

“Mit første kassettebånd var med Sound of Seduction. Det lyttede jeg endeløst til. Der var rap og støn og sexede piger, og det ramte et eller andet i mig. Jeg brugte mange timer i pladebutikker, hvor jeg især forelskede mig i navne som Mary J. Blige, Alicia Keys og Usher. Jeg har dyrket 90’erne og start 00’ernes bølge af fløde-r’n’b til døde og er altid faldet for en stærk vokal. Erykah Badu er en af mine største inspirationskilder. Ud over at hun synger vidunderligt, er hun nærmest guddommelig i sin måde at indtage en scene på. Jeg kender ikke særlig mange kunstnere, der tænder røgelsespinde og drikker te på scenen.”

“Jeg startede lige så stille op med at lave musik. Jeg levede af baristajobs, havde en billig husleje og arbejdede i en periode i filmbranchen som runner og rekvisitør. Jeg mødtes med nogle pladeselskaber uden at få kontrakt, stablede små koncerter på benene og øvede med mit band efter arbejde, mens jeg forgæves forsøgte at producere musik i GarageBand (produktions- og redigeringsprogram til musik, red.) i min lejlighed. Mit musikalske vendepunkt kom i 2012, hvor jeg mødtes med min nuværende producer og sangskriver Alexander Grandjean. Vi klikkede med det samme, vores første sang sammen var Forever fra mit første album, og det varede ikke længe, før vi blev signet hos vores første pladeselskab (Mermaid Records, i dag signet hos disco:wax, red.). De seneste par år er jeg gået all in, og i dag lever jeg af musikken.”

“Mit første album var meget tungt og trist. Det var også alt mulig andet, men det var præget af, at jeg var i en sorgproces og havde mange ting, jeg skulle bearbejde. Musikalsk og kreativt har jeg har været igennem en proces, hvor jeg til tider har lagt bånd på mig selv i forhold til at åbne for mine følelser. Med min nye musik, og det hold, jeg har samlet omkring mig, er det, som om grænserne er blevet brudt op. Mødet med Gísli Gíslason (sangskriver for bl.a. Phlake, red.) har fx været med til at vise mig, at der ikke er nogen emner, jeg behøver være bange for. Hvis jeg vil skrive en sang om at slikke fisse, gør jeg det. Hvis jeg vil skrive om dybt personlige, smertefulde følelser, gør jeg det. “I tried dick but it didn’t feel right,” synger jeg bl.a. på nummeret Pussy Gone Wild. For fem år siden kunne jeg ikke have skrevet en tekst, som er så meget in your face. Tidligere lagde jeg låg på, så folk måtte bruge deres fantasi til at afkode teksterne, og jeg gav ikke mig selv lov til at være så eksplicit. Jeg har altid været fuldstændig ærlig i mine tekster, men det store vendepunkt er, at jeg godt tør være provokerende nu. Jeg er blevet meget mere selvsikker både i min kunst, men også rent personligt, og på den musikalske front har Reza (producer for blandt andre Sivas, red.) udfordret mig og presset mig til at tage stilling til, hvordan min lyd skal være.”

LÆS OGSÅ: Fallulah om søster-bevægelse: "I mange år har jeg manglet nogen at spejle mig i"

“Mit job er i virkeligheden ret ensomt. Det er gået op for mig for nylig. Det er svært at holde venskaber ved lige, spise middag med mine venner eller få set deres børn. Jeg arbejder sent, sover ofte længe og kører på en anden frekvens end dem. Jeg har aldrig fri klokken 16, og når jeg har fri, er alle andre gået i seng. Jeg kunne godt blive bedre til at prioritere mine venner og ikke være så optaget af min karriere. Give mig tid til at se dem, jeg holder af, og gøre opmærksom på, at jeg savner dem. Jeg bliver ofte irriteret på mig selv, når jeg må aflyse ting, fordi musikken altid kommer i første række. Min ven har en østers- og vinbar, og jeg har for nylig fået en månedlig vagt hos ham. Det er så fedt. Så har jeg muligheden for at have et par kollegaer og få mine venner til at komme forbi til et glas vin.”

Om Freja Kirk

  • Født i 1987 og opvokset i Sydhavnen i København.
  • Debuterede med sit soloalbum Monophobia i 2014.
  • Vandt prisen som Årets Musiker ved Danish Rainbow Awards 2019 med begrundelsen, at hun er “en synlig LGBT-person og et forbillede, der inspirerer på de sociale medier, gennem musikken og i pressen.”
  • Udgav i november 2019 albummet Pussyfied. Titlen er bl.a. en fortolkning af begrebet pussyfied, som løst kan oversættes til tøsedreng. En af mange stereotyper, som Freja Kirk forsøger at gøre op med på albummet.
  • Pussyfied fik bl.a. seks stjerner i musikmagasinet Gaffa, som kaldte albummet “udefinerbart og fuldstændig mageløst.”
  • Er forlovet med skuespilleren Sus Wilkins.
  • Er desuden vinterbader, god til at lave mad, fan af tv-serier som The Handmaid’s Tale og Stranger Things og lytter for tiden til musikpodcasten Dissect og Radio24syvs Den Danske Revolution.
  • Oplev Freja Kirk live på hendes forårsturné på Forbrændingen i Albertslund 7. marts, Atlas i Aarhus 12. marts, Vega i København, 13. marts og Posten i Odense 14. marts. Billetter fås på
    Freja-kirk.giggum.com/pussyfied-album-tour
Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Interview og Musik