Husk øreflipperne, hagen og hårgrænsen.
SPONSORERET indhold

Glemmer du disse områder, når du smører solcreme på?

Selv om vi er gode til at huske at smøre kroppen ind i solcreme, når turen går mod stranden, er der alligevel steder vi glemmer at beskytte.

Af:: Daniel S. Bahrami Foto: Alamy
15. jul. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

1. Sørg for at bruge nok solcreme
En typisk fejl er, at du enten smører for lidt solcreme på eller glemmer at påføre den jævnligt. Det er ifølge skønhedsekspert Charlotte Torpegaard den største forglemmelse, når det kommer til sikkerhed i solen.

- En høj solfaktor betyder blot, at du kan være længere tid ude i solen, men smører du ikke et tykt nok lag på, mister den effekten. En god tommelfingerregel er, at når du tror, du har brugt nok, så kom lige lidt mere på, siger Charlotte Torpegaard og tilføjer, at det ikke er meningen, at en tube solcreme skal række til hele sommeren.

2. Brug ikke gammel solcreme
Lad være med at gemme gamle rester. De kan alligevel ikke det, de skal, forklarer Charlotte Torpegaard.

- Det gælder alle cremer, ikke kun solcremer. Så snart du har åbnet en creme, mindskes effekten for hver dag. Så har du købt en dyr solcreme, så sørg for at få den brugt samme sommer, siger hun.

Har du rester af solcremen tilbage, når sommeren er ovre, kan du bruge det sidste som håndcreme i løbet af efteråret, lyder tippet fra Charlotte Torpegaard. På den måde kan du samtidig beskytte håndryggen, når du kører på cykel.

3. Husk de små områder
Du husker sikkert at bruge solcreme på ryggen, skuldrene og de andre større områder på kroppen, men glem ikke de mere oversete områder som øreflipperne, hagepartiet, læberne og skilningen i håret.

- Jeg fik lavet en scanning, hvor jeg selv blev gjort opmærksom på, at hårgrænsen var en af de steder jeg kunne være tilbøjelig til at få solskader, fordi jeg ikke brugte nok solcreme der, siger Charlotte Torpegaard.

- Området omkring øjnene kan også være en udfordring. Mange oplever, at solcreme om øjnene kan svide eller irritere. Gå efter en decideret solcreme til øjnene, som er uparfumeret og beregnet til den tynde, sarte hud, siger Charlotte Torpegaard.

På den måde kan du undgå kragetæer og solskader i området omkring øjenene. Huske også dine fødder og tæer.

LÆS OGSÅ: Find løsningen på 11 typiske skønhedsproblemer