Lefkas
SPONSORERET indhold

Græske Lefkas byder på vand og varme

Grækenland et oplagt feriemål for hele familien, hvis I trænger til varme og solgaranti fra morgenstund til solnedgang efter en lang og kold vinter. Tag til Lefkadas og oplev ”caribiske” strande, Europas bedste windsurf og en gourmetrestaurant, der får de græske guder til at synge.

Af:: Wendy Plovmand Foto: Wendy Plovmand
20. apr. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Lefkas

Lefkas er en mindre ø i Det Ioniske Hav nær Korintherbugten. Det er en forholdsvis lille ø, som er bare 35 km lang og 15 km bred, så det er nemt at komme rundt og se hele øen på et par uger, hvis man lejer en bil.

Øen er kendt for sine ualmindeligt smukke og nærmest caribisk udseende strande  

 

og tilbyder både gourmetrestauranter, eminent windsurfing og masser af badestrande for enhver smag. Her er både vilde bølger til de eventyrlystne og blikstille hav til de mindste.

SPIS

Gyros og gourmet


Græsk mad er simpel, men lækker, fordi råvarerne er så fulde af smag, at selv en

helt enkel græsk salat med feta, oliven, tomat, agurk og løg tilbyder fuld tilfredsstillelse, når sulten melder sig efter timers badning i solen.

Som altid er det bedst at vælge de tavernaer, som er vel besøgte, og hvor grækerne selv spiser. Grillet sværdfisk, calamari og moussaka er sikre succeser, men prøv også mindre kendte specialiteter som fyldte tomater med courgette, aubergine og ris eller Grækenlands version af en billig gadespise – gyros med kylling eller svinekød, salat, tzatziki og pommes frites i fladbrød, en pendant til shawarma’en herhjemme og god som alternativ aftensmad, hvis det ikke er den store sult, der gnaver, eller man blot ikke orker det helt store restaurant-scenarie.

Windsurferbyen Vasiliki på sydvestkysten byder på en super god en af slagsen, Grill Gyros ved havnefronten, hvor børn leger på den lille plads med byens eneste telefonboks og et bundt leopardprikkede bykatte, der tigger mad fra de omkringliggende restauranter.

Gyros.

I Exhantia, 20 minutters kørsel fra Vasiliki bugt, ligger den udsøgte restaurant Rachi med den smukkeste udsigt over bjerglandskab og havet. Maden er fantastisk, så hvis du hungrer efter at opleve græsk gourmet, er det her, du skal spendere mindst én middag. Alt fra menukortet er hjemmelavet og varierer fra dag til dag, og ejerne laver sågar deres helt egen fantastiske vin. Restauranten ligger højt oppe og kan levere vel nok øens skønneste solnedgang. Priserne er meget rimelige i forhold til madens kvalitet. Bjergene omkring restauranten bliver i øvrigt benyttet som base for paragliding i dagtimerne.
Rachi.gr

Den lille landsby er en hyggelig og autentisk perle med gæstfri beboere og en original bager, der helt simpelt sælger to typer af brød – 500 eller 1000 gram. Nemt!

Nogle aftener kan fint klares med græsk yoghurt og honning og nybagt brød fra bageren, da det ikke altid er den store sult, der plager efter sen frokost og en hel dag i varmen.

Tip: Gå ikke glip af de lækreste små hjemmelavede is, som kan købes i mange bagerier og velassorterede minimarkeder. De fungerer lidt som vores fyldte chokolader, fyld en pose eller vælg et par stykker, de koster 3-5 kr. pr. stk, og så er der råd og plads i maven til flere is om dagen – smart!

LÆS OGSÅ: Calpe: Det ukendte spanske paradis

OPLEV

Robinson Crusoe & luksusliner cirkus


Lefkas byder mest af alt på de smukkeste bugter og strande, der fuldstændig ligner de postkort, man købte, da man var barn, fra eksotiske steder, man slet ikke vidste fandtes.

 

Man kan enten ligge på selve stranden eller ved en af strandbarerne, der også serverer lettere måltider og servicerer gæster med liggestole-komfort og swimmingpools til fri afbenyttelse, så længe man køber noget at drikke eller spise, mens man er der.

Porto Katsiki omtales jævnligt som en af de bedste strande i Europa med dens næsten unaturligt smukke beliggenhed og cyanblå hav. Man kører dertil i bil ad små, snoede veje og kan parkere på toppen af klipperne. Her har man den skønneste udsigt over bugten og kan begynde nedklatringen ad de mere end 100 trin til en strand, man næsten ikke kan tro findes. Kom tidligt om morgenen, så I når at nyde strandens paradisiske skønhed, før turistmængderne ankommer. Ved 12-13 tiden bliver den naturskønne oase omdannet til noget af et cirkus med gigantiske krydstogtskibe, der liner barbecue, musik og skibsindbyggede vandrutchebaner op. Forestillingen varer heldigvis kun en times tid, så er der atter rum til at nyde den storslåede bugt og oplevelsen af Caribien midt i Grækenland.

Udsigt over underskønne Porto Katsiki og det cyan blå hav.

Mikros Gialos, nær den idylliske landsby Poros, er en hyggelig bugt med en smuk lille sandstrand og udsigt til øen Skorpios, der i dag ejes af Athena Onassis. Lige ved siden af ligger det stilfulde boutique hotel San Nicolas, hvor man kan spendere en hel dag, selvom man ikke bor på hotellet. Stedet har sin egen private strand og smukke pools, der hænger udover klippen med udsigt over havet og de omkringliggende øer. Det er i øvrigt et rigtig godt sted at snorkle, hvis man er til den slags.
Sannicolas.gr

Agios Nikitas på øens vestkyst er en anden superhyggelig lille by med snoede gågader og en dejlig strand. Blot to kilometer derfra ligger Kathisma, som er et must see, når man er på Lefkas. Kathisma er omgivet af stejle bjerge, og der er kun én vej ned til den magiske strand: de 347 smalle trappetrin. Men det er hele nedstigningen værd, når først man sætter sine ben i det hvide sand og det eventyrligt turkisfarvede vand.

Fra den lille havneby Nidri kan I tage på en sejltur til de syv nærliggende småøer. Eller I kan hoppe på en båd i næsten hver en havn og få en skøn en-dags snorkeltur til de bedste dykkerspots. I kan også leje jeres egen båd for en dag og nyde farten og brisen og stoppe og få en dukkert præcis, når det passer jer.

LÆS OGSÅ: 5 unikke spisesteder i Firenze

KLIMA

Windsurfing & slanger


Lefkas eksotiske klima byder også på overraskende oplevelser i bedste vildmarksstil. På vores to ugers ferie i rimelig civiliserede områder mødte vi både skorpioner, en grøn vandslange, set fra et windsurfing board (gælder om ikke at falde i på det tidspunkt) og en meterlang brungrå giftslange – en af de farligste i Europa(!). Sidstnævnte blev venligt konfronteret med en skovl af en hotelejer, da den pludselig dukkede op på stranden under en liggestol. Spændende med de uplanlagte oplevelser – om ikke for de voksne, så en stor oplevelse for børnene.

Vandsport- og specielt windsurfing-mulighederne er helt i top på Lefkas. Turisterne i Vassiliki er typisk småbørnsfamilier, unge singler og lidt ældre windsurfing-entusiaster. Windsurfing-interessen giver en anderledes oplevelse af et turistrejsemål, fordi gæsterne her ikke kun er kommet for at flade ud på stranden, men også for at være aktive i vandet.

Man kan leje alt sit udstyr, så det passer præcis til størrelse, niveau og dagens vindforhold, og i tillæg kan man som gruppe eller enkeltvis leje en instruktør. Det foregår meget afslappet og fleksibelt, så man kan være impulsiv, når surflysten rammer én.

REJSEN

Tranport:


Lefkas er landfast, så man kan flyve til Athen og derfra fortsætte videre i bil.
Vi fløj med SAS og betalte 5.800 kr. for to voksne, et barn på fire og en baby på et år.
Vi lejede en bil gennem holiday autos i to uger for ca. 4000 kr.

Og er man ude i god tid, kan man være heldig at spare mange penge på både flybiletter og billeje.

Overnatning:
Vi vidste, at vi ville windsurfe og bo på en børnevenlig strand, og det var derfor oplagt at vælge Vasilikibugten som base, da den både tilbyder et af verdens top ti bedste windsurfing-steder samt øens mest børnevenlige bugt med lavt og stort set bølgefrit vand.

Nefeli windclub tilbyder et- eller to-værelses lejligheder med havudsigt på stranden til hhv. 50 og 70 euro pr. dag. Værelserne bliver gjort rent hver dag, og man kan benytte hotellet Grand Nefelis faciliteter, f.eks. øens nok mest frodige have, der er perfekt til at søge skygge, lege og spille fodbold i, når man trænger til en pause for solen og havet. Der er også en swimmingpool og en skøn overdækket patio og restaurant, som dagen lang bliver benyttet af store og små til ophold, leg, snak og afslapning. Både hotel og lejligheder ejes af en utrolig imødekommende og gæstfri græsk familie, der selv deltager i alt arbejde med og livet på hotellet. Det er sønnen Nikos, der står for den daglige drift, og han var så hjælpsom at tilbyde os at låne hans lejlighed i Athen, da vi skulle finde et sted at overnatte en enkel aften.
Vassilikilefkada.gr

DET SKAL DU KØBE MED HJEM


Stop ved vejkanten i en af de utallige bjergbyer, hvor lokale sælger deres hjemmelavede honning, hjemmedyrkede oliven og pressede olivenolier.

Priserne er rimelige og smagen himmelsk! Køb masser med hjem – det forlænger feriefølelsen at nyde delikatesserne, længe efter man er kommet hjem til hverdagen. Og så er de gode til gaver. Salte mandler er også et must – de er både bedre, billigere og større end dem, du køber herhjemme, så fyld endelig kufferten med de sunde fedtstoffer, der til og med kan holde sig i uendelige tider.

I Loutraki er en lille butik med de fineste krydderiblandinger ejet af en gammel mand, der selv tørrer urter, krydderier og havsalt. Du kan smage og lugte til det hele, og han er sød til at give børnene en smagsprøve på det lokale slik, greek delights.

I Lefkas by finder du et par hyggelige gågader med et fint udvalg af obligatoriske souvenirbutikker og cool T-shirts til børnene med seje Sparta-krigere eller søde delfiner.

TIPS
Grækenland kan med stor fornøjelse besøges fra marts til oktober, hvor temperaturerne alle måneder slår de danske sommergrader.

Til en lang køretur med små børn er det fantastisk med en overraskelses-lommepose, hængt om nakkestøtterne på bagsiden af  forsæderne, så de små fingre og øjne har noget at pille ved og fordybe sig i på den lange tur. Mormor syede to stk. af stofrester, og lommerne blev fyldt med yndlingslegesager og et par små overraskelser. Resultatet var en næsten grådfri syv timer lang køretur med blot to korte stop.

Hvis I har et par dage i Athen på ud- eller hjemrejsen, så besøg National Archaeological Museum of Athens og National Museum of Contemporary Art, Athens. Begge museer er et besøg værd og rare steder at opholde sig, når det er for varmt udenfor.
Namuseum.gr
Emst.gr

Forkort køreturen fra Lefkas til Athens lufthavn med en overnatning i Loutraki.

Byen, der ligger 80 km fra Athen og nær Korintherkanalen, var en celeber badeby i 60’erne, og det bærer den tydeligt præg af. I dag er den mest besøgt af græske turister og rejsende, der skal besøge de mineralske kilder med helbredende egenskaber og det verdensberømte spa Thermal Spa. Man kan nyde det helende vand direkte fra kilden eller købe den på flaske.
Loutrakispa.gr

Glem ikke uv-dragter til børnene – solen er skarp og kræver beskyttelse både i form af solcreme med høj faktor (30-50) samt uv-badetøj – langærmet trøje og bukser til knæene.